For mig er bæredygtighed ikke kun klima, miljø, grundvand, indlandsis, fødevarer, burhøns og hvor meget man

IMG_5642
kan genanvende sit kaffegrums eller holde igen med flyrejserne.

Bæredygtighed handler også om menneskers velbefindende. Glade mennesker er produktive mennesker og det er mere bæredygtigt for samfundet, at det bliver beboet af glade mennesker, end af stressede ulykkelige mennesker, der hverken kan sove, slappe af eller arbejde.

Jeg har fundet på et nyt ord: Husterapi. Jeg er, som du måske ved, lige blevet færdig med at bygge et fritidshus og med at skrive en bog om at bygge et hus. Mit hus er verdens (vistnok) første FSC-certificerede bæredygtige træhus på pæle. Alt er bæredygtigt, alt er åndbart træ, helt ned til trædyvler, papirdampspærre og træfiberisolering. Jeg kan jeg nu se, at jeg som bygherre nok har haft en meget feminin og nogen vil sige holistisk tilgang til rum, funktion og arkitektur.

Fra haveterapien ved vi, at mennesker får det markant bedre af at opholde sig udendørs. I naturen og i haver er der masser af lys og ilt. Der er ”miljøer” og opgaver, som er mere ”logiske” for det menneskelige DNA, end kontorlandskaber er det. Ude arbejder man med hænder, inde arbejder man (oftest) med hovedet. Udendørs landskaber minder vores celler om hvem vi i grunden er og var. Vores forfædre var bønder, fiskere, jægere og samlere. Vi er det stadig indeni. Vi har brug for elementerne for at kunne komme i vater. Vi har brug for jord, luft, ild, vand. Og træhuse, som vikingernes trelleborge, har jeg lyst til at tilføje. Desuden har vi brug for lys og sol, ligesom planter.

Jeg har forsøgt at tænke haveterapien ind i mit nye hus. I min bog har jeg kaldt den måde at bygge på for husterapi. Det er min påstand, at vi har stærkt brug for husterapi.

Jeg tror nemlig, vi får stress af moderne arkitektur i stål, glas og beton. Selv stenhuse med klinkegulve som de gamle

IMG_4726
parcelhuse, tror jeg er stressende for mennesker. I særdeleshed tror jeg, at vi får stress af både storrumskontorer og af ”smarte” åbne planløsninger med køkkenalrum og rod og rumklang.

Det undrer mig at moderne arkitektur ikke tager højde for at mennesker har kropsfunktioner. Har du fx nogensinde tændt for vandet, når du skulle tisse? Fordi du tænker, at det er lidt pinligt, at dem, du er på besøg hos (eller bor sammen med) kan høre du tisser? Har du endda været på et hotel, hvor toilettet og dobbeltsengen kun var adskilt af glasdøre? Det er lige til at få hård mave af. Har du prøvet at være i et lydt hus, når nogen tramper, skændes eller elsker? Det bliver man urolig, stresset og søvnløs af. Har du prøvet, som jeg gjorde sidste forår, at besvime inde på et (i øvrigt smukt) hotelværelse, fordi der var så iltfattigt, at man dejsede om (og vinduerne kunne ikke åbnes)? Er det bæredygtig arkitektur? Tror det ikke. Man bliver i hvert fald ret stresset, træt og uproduktiv af ikke at kunne sove og ikke at kunne trække vejret.

 Moderne bygninger er ikke lavet til mennesker, der tisser, elsker eller skal trække vejret. Moderne

IMG_5584
storrumskontorer er ikke designet til mennesker, der taler, griner, sveder, fryser, taler i telefon, er glade, er kede af det, tænker og arbejder. De er lavet til mennesker, der kan lide at feste, dele alt med alle og larme. Når nogen prøver at være effektive midt i larmen, så bliver de forstyrrede hele tiden. Til sidst må medarbejderen opgive koncentration. Og går eventuelt ned med stress og med dårlig samvittighed. Og jeg siger: Det er arkitekturens skyld. Det er storrumskontorets skyld. Hvad med om vi byggede mere bæredygtigt? Byggede, så der var rum til at leve de liv, vi gerne vil leve. Når vi arbejder, når vi elsker, når vi tisser, når vi har fri og når vi har brug for solen. Det er muligvis en lidt feminin eller holistisk tilgang til bæredygtighed, men jeg vil vædde på, at det vil kunne aflæses i hårde tal og maskuline statistikker, hvis vi foldede bæredygtighed ud til også at handle om vores livsstil. Og hvis vi dermed blev bedre til at lytte til, hvad der fungerer for os. Derfor tror jeg, at det vil være godt for alle, at tænke husterapi ind i fremtidens boliger, kontorer og fritidshuse.

Ovenstående er min klumme fra denne uges UGEBLADET SØNDAG. Hermed lagt online! I kommende foredrag taler jeg om HUSTERAPI – og hvorfor storrumskontorer ikke er gode for alle mennesker… foredrag bookes på mail el. telefon.

Facebook kommentarer

Signe Wenneberg

Signe Wenneberg er forfatter og foredragsholder - samt uafhængig journalist. Udkommer på egne platforme. Er især at finde på Instagram - her på bloggen - og på Facebook-siden. Følg med hvis du interesserer dig for hverdagsaktivisme, dyrevelfærd, bæredygtighed, ressourcer, hus og have, mad og madspild.

Pin It on Pinterest

Tak fordi du deler...