Et gammelt udtryk hedder ”hjemme ved mors kødgryder”. Der noget ved talemåden, som altid har
undret mig. Jeg kan ikke se de kødgryder for mig. Altså, taler vi store sorte smedejernsgryder fyldt op til randen med kød? Sådan noget serverede min mor ikke. Min mormor og farmor heller ikke. Og da slet ikke mine oldemødre.

koer

Dejlige køer, som lever det gode udendørs liv på friland.

I det hele taget serverede vores bedstemødres generation langt mindre kød, end der serveres i dag, hvor vi i Danmark har verdensrekord i at spise kød. Mormors kødgryder var netop ikke kødgryder. Der blev serveret lidt, men godt kød. Man spiste statistisk set mindre kød pr. person pr. måltid førhen.

rp_IMG_6794-300x224.jpg

“Spise med Price” – jeg lavede søndagskylling på mormormåden. En prægtig kylling, der havde haft et godt udendørs liv blev til ugens luksusmad. De andre dage kunne være grønne…

Læg dertil, at der blev serveret andre, billigere, udskæringer end man ser i dag. Andre retter. Hjerter i flødesovs. Stegt lever. Blodpølse. Til hverdag var man på budget. Husmødre havde haft mange timers undervisning i husgerning og hjemkundskab. Mange havde endda gået på husholdningsskole. Her havde man lært gode vaner. Man kunne økonomisere med ressourcer og planlægge korrekt vitaminindtag i kosten. Noget, der var helt nødvendigt efter krigenes mangelsygdomme. Man vidste eksempelvis, at det var en god ide, at en familie havde mindst en ugentlig dag med fisk (så kunne man undgå levertran og det vi nu kender som fiskeoliekapsler). Man havde selvfølgelig en ugentlig grøddag. Man spiste supper. Og tog ind i mellem en aften med rugbrødsmadder. Der var mange kødløse dage og det var der ingen ben i. Det gav plads i budgettet – og også i tidsbudgettet – for hjemmelavet mad skabt fra grunden tager som bekendt tid. Til gengæld er det sundt, rart og meditativt at lave. Ved festlige lejligheder kom kødet på bordet og om søndagen blev der serveret grydestegt kylling, steg og det oksekød, der er blevet hverdagsmad i denne generation.

Jeg er optaget af debatten om kød. Fra to forskellige vinkler. Der udefra set kunne forekomme som et dilemma. Jeg er medlem af Det Etiske Råd, der i forsommeren anbefalede at danskerne tager en kødløs dag. Det gjorde vi ud fra et etisk perspektiv: For er det i grunden etisk i orden, at vi bliver ved med at spise/forbruge mad på en måde, som vi med sikkerhed ved er skadelig for de kommende generationer her på jorden? Eller er det lidt mere etisk, at økonomisere med ressourcerne, når nu vi ved, at det fx koster 500 liter vand at tilvejebringe 500 gram oksekød? Og når vi nu ved, at det at skabe oksekød til

vegetarisk
forbrugerne står for en meget stor procentdel af vores samlede klimabelastning? En belastning, vi er blevet enige om skal reduceres inden år 2050. Og vi forbrugere stemmer jo med vores indkøbsvogne også når det gælder klima og dyreetik.

Inden sommerferien skete der også noget andet. Jeg blev valgt ind i bestyrelsen i Friland. Her er økologisk kød en forretning. Og jeg skal være med til at arbejde for mere økologi og mere dyreetik. Selvklart, er det virkelig modigt af de gode folk, at hente mig med ombord, for mine holdninger er velkendte. Og da jeg forleden rendte rundt ude i en – må jeg lige tilføje – dejlig vestjysk fold med de yndigste smågrise, som hopper rundt sammen med deres mor og har krøller på halen, mødte jeg da også en landmand, der sagde: ”Det med kødløs mandag, det mener du ikke, vel?”. Her prøvede jeg at ty til mormor. Og de velkendte kødløse dage. Pludselig sad vi i halmen og talte om rødbedesuppe, gule ærter, grønlangkål, sagosuppe og blomkålsgratin. Helt almindelige sunde proteinrige retter på de kødløse dage i de gamle dage, vi har glemt, fordi vi i min generation ofte er en lille smule historieløse. Vi har glemt gamle retter og gamle vaner og gode gamle madplaner med kødløse dage. Og derfor ender det ret ofte med hakket oksekød. Som er danskernes favoritspise.

Jeg har intet imod kød. Min pointe er, at vi da selvfølgelig skal gøre som mormor hjemme ved

rp_Skærmbillede-2012-02-08-kl.-08.24.352-238x300.png
”kødgryderne”. Vi skal spise god mad. Ikke så meget mad. Mad lavet fra grunden. Mad, som kan være grød, suppe, rigtig meget grønt og groft brød. Og som jeg sagde til landmanden, ude i marken blandt smågrisene, så synes jeg, at vi udelukkende skal spise rigtig godt kød (og det gælder også god ost, mælk og æg). Kød fra sådan nogle dyr, der har haft det virkelig godt udendørs, mens de levede. Det koster. Men det må det sandelig også gerne. Og det kan der blive råd til, hvis madbudgettet strækkes, ved at lægge kødløse dage ind og dermed få råd til dyrevelfærd. Til lidt – men godt. Når mormor kunne, så kan vi også.

Ovenstående er min seneste klumme i Ugebladet Søndag. Den er hermed på opfordring fra læserne lagt ud online, så den kan deles. 

 

Facebook kommentarer

Signe Wenneberg

Signe Wenneberg er forfatter og foredragsholder - samt uafhængig journalist. Udkommer på egne platforme. Er især at finde på Instagram - her på bloggen - og på Facebook-siden. Følg med hvis du interesserer dig for hverdagsaktivisme, dyrevelfærd, bæredygtighed, ressourcer, hus og have, mad og madspild.

Pin It on Pinterest

Tak fordi du deler...