Der har været storm, stiv kuling, blæst, frost. Afløst af ro, sol, regnbue og håb. Pludselig en udsprunget bøg med lysegrønne vidunderlige blade. Åh, endelig forår! Så slagregn mod ruden, hård vind, hagl og mere frost. Åh, bekymring! Vi afventer uge 17 med uro.
Der har været 6 minusgrader i min have i ugen der gik. Det fik kål på løjtnantshjerterne. De ligger slapt og opgivende hen ad jorden nu. Gråpærehøsten, der har været så god de andre år her i haven, er i fare. Flere steder i Europa er der ”forkert” vejr for årstiden. Vinbønder tænder små bål overalt i rækkerne, for at forhindre frosten i at bide. I Danmark lagde haveejere fiberdug, lagner og vattæpper over buske og såbede. Mens juletræsproducenter og frugtavlere tirsdag nat var ude med vandingsanlæg: Et islag over nye skud og blomster, kan forhindre de værste skader.
Frost! Den 19.april. Onsdag morgen var jeg til møde i Randers. Omkring bordet sad en del økologiske landmænd. Vi var bekymrede. Haveejere og landmænd har meget tilfælles. Vi spekulerer over vejret og jorden hele tiden.
UGENS BOG – FRA EGO TIL ØKO
Jorden er grundlaget for alt liv. Jorden er grundlaget for vores kommende oldebørns liv. Vi skal behandle jorden med respekt og prøve, at gøre selve jorden mere beboelig for fremtidens beboere. Det er derfor, vi skal behandle jorden så godt, som vi overhovedet kan.
Det handler – som det skrives i en lille (helt ny) bog jeg læser nu, af idehistorikeren Jes Bertelsen – om udvidet empati. Om at gå fra ego til øko. Sådan har jeg ikke tænkt på det før. At arbejdet med jorden er udvidet empati, der kan trænes.
EARTH DAY – JORD DAG
Denne weekend er det International Earth Day. Lørdag sås således protestmarcher – March for Science – over hele verden. I 395 byer. Også i Aarhus og København med deltagelse af blandt andre astrofysiker Anja C. Andersen, prorektor Lykke Friis og antropolog Rane Willerslev. Årets fokus er indlysende: Hav respekt for forskningen, for videnskaben, for dem, der fortæller hvordan det står til med jorden. (Modsat den fake news, som Trump blandt andre lytter til, når han fortsætter med destruktionen af planeten, øge kulproduktion og tager klimapolitik af bordet). Den årlige FN-berammede Earth Day handler altid om bæredygtighed. Om at sætte fokus på jorden, men også på et skift i tankegang: Hvor går over til at tænke mere grønt. Plante træer. Forbruge bæredygtigt. Gøre skoler grønnere. Dyrke jorden med omtanke. Lytte til forskerne, der slår alarm. Se mere på: www.earthday.net.
TILBAGE TIL HAVEN
Jorden i haven i uge 17 er måske kold og hård. Mens vi ønsker, at den er mild, varm og medgørlig, sådan som vi kender den fra gode forårsdage, hvor alt kan lade sig gøre. Tålmod er en dyd. Jorden er grundlaget for alt havearbejde. For alt.
Og hvordan det end er fat med jorden, skal vi ikke blive sure på den. Ikke modarbejde den. Men arbejde med den. Også nu. Derfor kan vi nu – og altid – jordforbedre. Gøre klar til sæsonen.
PRAKTISK – JEG FORESLÅR
- At du nu en gang for alle får købt den kompostspand, som kan stå på køkkenbordet og se pæn ud, mens du samler snaskede ting i den som: Kaffegrums, mælkesjatter, æggeskaller, tegrums, æbleskrog, afgnaskede børnegrøntsager og andet godt, der skal føres tilbage til jorden, som organisk guld. Aldrig smide den slags i skraldespanden.
- At du bygger en kompostbeholder i to-tre-afdelinger, hvor du hele tiden har forskelligt omsat kompost. Disse ses både i gårde i byen og i haver rundt omkring. Start med at lægge havens visne blade, der har suset rundt i ugens storm, op i en af kasserne. De formulder godt og kan bruges senere ude i bedene.
- At du laver samkørsel med naboer og henter noget kompost på genbrugspladsen, det er gratis lige nu. Det er ikke øko. Men det er næringsrigt.
- At du river græs sammen og genbruger, hvis første græsslåning har fundet sted i din have. Da det jo var 20 grader for et par uger siden kan der have været vækst i græsset. Græs er næring. Det kan enten blive liggende på græsplænen og gøde. Eller gøde andre steder. Jeg lægger det ofte i toppen af krukker. Eller ved unge træer. Eller senere ved store tomatplanter. Eller i kompost. Man er ikke rigtig klog, hvis man skiller sig af med græsafklip, og putter det i en grøntcontainer, som afhentes af motoriseret køretøj for at blive kørt til afbrænding. Jordens cyklus har tænkt det anderledes klogt.
- At du overtaler mindst en person i din udvidede omgangskreds til ikke at bruge roundup, der ødelægger jorden og siver ned i grundvandet og forårsager kræft.
- At du hiver børn væk fra skærme og lader dem erfare, at det faktisk kan være meget skægt at bruge en håndskovl til at fjerne ukrudt rundt om de stauder, vi gerne vil give lys og luft. Hvis vi forældre ikke lærer børn om dyrkning af jorden, så ved de ikke noget om dyrkning af jorden. Eller om planter, lys, øko, biodynamik, biodiversitet, gift, grundvand, frugtbarhed og den slags, som alle mennesker på jorden, skal vide noget om, fordi jorden er vores levested.
HVAD ER BIODIVERSITET & BIODYNAMIK?
Biodynamik er en dyrkningsform, der er nummeret mere øko end økologisk dyrkning. Man kan også sige, at det er den måde landmænd og kvinder i årtusinder har dyrket jorden, sådan som oprindelige folk, dyrker jorden. Ved at lytte til jorden.
Det er derfor, hvis man tænker over det, at argumentet om at jorden kun kan brødføde jordens befolkning, hvis den dyrkes konventionelt – dvs med masser af gift og kunstgødning – er uigennemtænkt. Jorden er altid blevet dyrket øko- og biodynamisk. Det begyndte først at gå galt med balancen, da mennesker ødelagde balancen. (Heri er FN i øvrigt enig – se link).
Og nu har vi mere knowhow. Flere maskiner. Mere hjælp. Bedre videnskab.
Den biodynamiske inspirator Rudolf Steiner sagde i et foredrag til landmænd i 1924, ”at i naturen påvirker alle elementer hinanden i en gensidig vekselvirkning. Det ene påvirker altid det andet”.
Det kan være meget godt lige at tænke over, når man har med haven at gøre. Det ene påvirker altid det andet. Og eksempelvis spreder man gift i sin have, så påvirker det alting. Hver en fugl. Hver en spire.
I biodynamisk dyrkning fokuserer på det liv jorden giver og alt det dejlige og hvordan man kan få det hele til at gro sammen i fred og fordragelighed. Planter kan hjælpe hinanden. Og modarbejde hinanden. Man kan med klogt landmandskab (også i haven) få balance.
Biodynamik betyder livskraft. Den biodynamiske dyrkningsform bygger på en holistisk forståelse af livskræfter i naturen og køkkenhaven. Sådan at jorden efterlades i en bedre forfatning, end før man gav sig til at dyrke den. Det er meget godt lige at minde sig selv om: At vi skal efterlade jorden i en bedre forfatning til vores børn og børnebørn, end vi overtog dem fra vores forældre.
Man dyrker aldrig biodynamisk uden biodiversitet. Det betyder, at der er rigtig mange forskellige planter og arter og at planter dyrkes i en vekselvirkning. Forskellige steder hvert år. Og når der dyrkes med biodiversitet, så dyrkes der også altid med blomster.
DENNE UGE I HAVEN
Søndag den 23.april. I dag. Økologiske køer bliver lukket ud på græs! Det er altid en fest at se på, når de danser og jubler. I Danmark kommer 14 procent af køerne ud. 86 procent kommer ikke ud. De bliver i staldene året rundt. Køb produkter fra økologiske fritgående dyr, hvis du synes, at dyr skal ud på græs.
Sidste chance for at så tomater indendørs
Plant tomatplanter om – dem, der er ved at blive for store til såbakke
Skynd dig at fælde og skære ned, der hvor der ikke er blade på grene endnu. Så er det nemmere at rydde op
Rødtjert er ankommet
Flere steder er bøgegrene er sprunget ud
Skovsyren blomster og kan pynte på mange tallerkener
De allersidste anemoner plukkes til bordpynt
Musvit ruger på 8-10 æg
Myggesværme, som sås i sidste uge, er væk på grund af frosten. Mon de gemmer sig eller er drattet døde om?
Skader og ravne er sultne og nærgående lige nu: En nat stjal de ti hønseæg, der stod på havebordet
Lyset er tilbage – og hønsene producerer æg på fuld kraft og er oppe fra tidlig morgen
UGENS SPØRGSMÅL – HORTENSIER
Kære Signe. Jeg skal købe to større planter/buske/blomster til foran vores nye butik på Østerbro. De skal stå i krukker. Jeg drømmer sådan om nogle, der blomster hele sommeren. Har du forslag? Har været på forskellige planteskoler og de forslår meget forskelligt. Tænker sådan lidt middelhavsstil, men er åben for alt! Kærligst Line Friis
Kære Line. Jeg er helt sikker på, hvad jeg vil foreslå: To meget store hortensier. Jeg foretrækker, at de ikke er blå og pink, men mere naturlige farver. Grønlige. Hvide. Svagt rosa. Vælg nogle store fra start og hav store krukker med god jord. Køb ikke nogen, der ser alt for ”planteskolepassede” ud. De skal have lidt træagtige grene, så de kan holde til vejr og vind. Hortensierne kan tåle skygge, men ikke udtørring. De vil gerne have næring. De har derfor godt af en kop te, kaffe, mælk og den slags sjatter, du lige har ved hånden. Ligesom de elsker æggeskaller og tegrums, der letter jorden. De blomstrer frem til frosten kommer. Om vinteren går de i dvale. Her har de godt af lidt vand i ny og næ og man kan godt bare placere lidt bobleplast rundt om krukkerne, så de ikke flækker af frost næste vinter.
Kh Signe
FLERE BILLEDER FRA UGEN – www.instagram.com/signewenneberg
Foredrag kan bookes direkte af mig – kontaktinfo her: www.signewenneberg.dk
Kan du lide hvad du læser her i haveklummen? Jeg får ikke løn og det tager aldrig under en arbejdsdag, at sætte ord, billeder, redigering og koder sammen. Jeg er virkelig meget glad for støtte til det videre arbejde på MOBILEPAY: 21435463. Jeg ser det! Jeg smiler og synes aldrig at det er pinligt, at modtage et beløb og en hilsen.
Alle billeder er taget af mig. Billeder må ikke sakses eller bruges uden min tilladelse. Se flere billeder her.www.instagram.com/signewenneberg
Og en lille ting efter rulleteksterne
Her er en lille yndlingstekst af Ralph Waldo Emerson. Den har fulgt mig siden jeg havde små børn og gik i haven og nogle gange kritiserede mig selv. Disse ord var altid – og er altid – til trøst.
To laugh often and much;
to win the respect of the intelligent people
and the affection of children;
to earn the appreciation of honest critics
and endure the betrayal of false friends;
to appreciate beauty;
to find the best in others;
to leave the world a bit better
whether by a healthy child,
a garden patch,
or a redeemed social condition;
to know that one life has breathed easier
because you lived here.
This is to have succeeded.