Reklame. Formalia skal være i orden, venner, så I skal vide, at dette er et sponsoreret indlæg.
For nylig skrev jeg et meget læst indlæg om “Stop stress: Alle burde have en kontorhund”. Da jeg delte det på min Facebook-side begyndte I ikke bare at sende helt vildt mange søde hilsener (også bagom, tak for dem). Men I begyndte også at sende billeder af jeres alt for søde hunde.
Derfor har jeg lige lyst til at lave en lille opfølger på den første blogpost. For ved I hvad? I kan sende billederne af jeres søde hunde ovre i en tråd, hvor I (måske) bliver belønnet med nogle af de der tunge og lidt kostbare sække med hundefoder, som selv min kræsne hund Emil, gider at spise.
Emil må ikke se det her indlæg. For sidste handlede det jo om ham og det er lige noget for linselusen Emil, der altid gerne vil være i centrum eller på skødet af mødedeltagere (hvad nogle gange godt kan blive lidt akavet). I dag vil jeg fortælle om verdens sødeste hund. Hun hed Sara.
Sara var min hund fra jeg var 13 år til jeg var 23 år. Hun har således været død i 26 år. Men dette billede står på mit skrivebord. Jeg tænker så tit på hende. Hun var min bedste ven i overgangen fra barn til voksen. Alle teenagere burde have en hund, for ingen andre i hele verden kan jo forstå en i den tid. Hunden kan. Sara kunne. Jeg savner hende. Hun vil altid være min nr.1. (sig det ikke til Emil). Ligesom Emil altid vil være mine drenges nr.1. Han har jo været der for dem, er der for dem, forstår dem, ved hvad de tænker, når alle andre intet forstår. Mine drenge er 17 og 21 år og mens jeg tit bliver anset som en, der intet forstår, så forstår Emil ALT. Heldigvis.
Alle burde have en hund. Som Emil og som Sara.
Dette indlæg er sponsoreret af Purina.
Det mad, som vi fik tilsendt i en lille pose hedder: Small & Mini Adult 9+ med OPTIAGE®” ”PURINA® PRO PLAN®”. Det tager særligt højde for hundes forskellige behov i forskellige aldre.