Reklame. Formalia skal være i orden, venner, så I skal vide, at dette er et sponsoreret indlæg.
Forleden fik jeg en mail fra et hundemadsfirma. De skrev sådan her.
“Vi har lagt mærke til din søde hund Emil, som du ofte skriver om og viser billeder af på din blog. Vi fornemmer at du går op i, at Emil skal have de bedste præmisser, og derfor synes vi også det kunne være rigtig spændende at høre dig ad om du kunne have interesse i at indgå et lille samarbejde med vores hundemadsprodukt”.
Det har jeg nu sagt ja til. Hvorfor?
Fordi, jeg gerne vil skrive mere om Emil og om hvorfor alle burde have en hund. Ikke bare familier, ikke bare børn, ikke bare ældre, der måske er ved at blive lidt ensomme, men også alle medarbejdere på alle arbejdspladser.
Stress er det største problem på danske arbejdspladser og måske kan kæledyr have en gunstig effekt på arbejdsmiljøet. Det har jeg i hvert fald oplevet. I mit eget arbejdsliv.
Det var faktisk sådan det hele begyndte med Emil fra Wenneberg – hans fulde navn – for snart mange år siden.
Jeg blev bombarderet af ønsket om en hund fra alle sider. Mine børn var dengang 7 og 11 år gamle og havde længe ønsket sig en hund. Så længe de kunne huske. Jeg havde en sjov kæreste dengang, som drillede mig med at give mine børn ret, og med at finde søde hunde på nettet. Min mor ønskede sig endda hund. Og så havde jeg dengang medarbejdere, som ønskede sig en hund.
Jeg læste en artikel om Google, som var den arbejdsplads i verden, med størst medarbejdertilfredshed, og når medarbejderne der, på verdens bedste arbejdsplads blev spurgt, om der var noget de ønskede sig, så var der flest svar som handlede om en ting: En hund. En kontorhund.
Så Emil blev en lille hvalpet uartig kontorhund og det var en fest. Det gjorde, at der pludselig var noget at tale med regnskabsdamen om midt på dagen, der var en helt anden interaktion på tværs af piccoline og ledere og der opstod en helt ny måde at holde møder på: Walk and talk.
Det var både interne møder, hvor medarbejdere og ledere fik talt sammen på en helt anden nærværende måde, fordi samtalen foregik udendørs, til fods, i parken. Og der var eksterne møder, der ellers ofte havde en tendens til at trække ud, måske fordi vi havde sådan en skøn forplejning i vores kontorer og den bedste udsigt ud over København fra 6.sal. Parken var Kongens Have og det var bestemt også skønt, at gå der, hele året rundt, men det var som om møderne blev kortere og mere effektive, fordi man psykologisk godt ved, at man skal have sagt, det, der skal siges, inden man når turen rundt.
Når dagen var omme kom Emil med hjem til sin bedste ven Alfred, vores meget store kat, der mindede om Karlen Alfred fra Emil fra Lønneberg. Og Emil kom hjem til søde børn, der elskede ham. Og de ringede endda til ham, når de var hos deres far eller på lejrskole. Vi har altid haft Emil sammen alle sammen. Min mor ringer også stadig og beder om at få Emil i røret. Det er helt normalt.
Tilbage på kontoret, var Emil glad og kom ud og ud og ud. Med mange medarbejdere og mange mennesker. Så selv om Emil var en lidt krævende Jack-Russel-terrier, der skulle have meget opdragelse (der ikke rigtig bed på ham) og meget motion, så gik det alligevel. Nogle dage cyklede vi endda til kontoret. Og så var der alle turene.
De mange ture i Kongens Have med Emil gjorde faktisk, at jeg fik lyst til at skrifte spor. Jeg lejede et af de små huse i Kongens Have, den ved siden af Orangeriet, og så var Emil pludselig en butikshund. Stadig med på arbejde. Mange kunder og samarbejdspartnere husker ham fra dengang.
Siden besluttede jeg, at lukke forretningen og hellige mig al den tekst, der hobede sig op og skulle skrives om aftenen, når jeg passede butik om dagen. Og Emil var stadig med mig. Nu på hjemmekontor.
Ingen arbejdsdage ligner hinanden. Hver dag er forskellig fra den forrige. Og næsten hver dag møder jeg nye mennesker. Det eneste konstante er faktisk, at Emil har været med mig i snart ti år. Han er min tro følgesvend og eneste medarbejder i firmaet ud over mig. Han sørger for virksomhedens motionsordning = gåture. Ligesom han gør sig nyttig med at fange hønsene ind, hvis vi skal køre. Desuden har han titel af vagthund. Jeg står for alt det andet. Emil synes det er godt sådan, og bliver så forfærdeligt ked af det, hvis han ikke kan komme med mig til alt.
Nogle dage kører vi til Jylland – Emil og jeg – og jeg holder foredrag, mens Emil hopper op på skødet af venlige damer på første række. Andre dage holder vi møder, med streg under vi, for Emil forventer en stol og forventer at få opmærksomhed (nogle gange bliver det faktisk for meget, og han må en tur i seng med lukket dør). Andre dage kaster vi os ud i langvarige projekter, som da vi byggede et hus på tv, og Emil var i fokus. Ja, de bedste dage er dem, der involverer kameraer – eller endda droner – som Emil elsker. Emil er den vildeste linselus. Han elsker alt, der kan filme ham og tage billeder af ham og han stiller villigt op til fotografering, når nogen spørger. Han vil helst ikke ud af billedet.
Det gør, at han tit er med på Instagram. Han møver sig jo ind på alle billeder, så det er næsten svært at undgå. Men der er også mange andre søde hunde – hos andre hundeejere – på Instagram. Og forleden så jeg en kommentar, som fik mig til at tænke, at jeg ville skrive dette indlæg. Helena Christensen fortalte på sin profil, at hun ville anbefale alle at få en hund. Hun er så glad for sin søde hund, der er med på lige så mange billeder, som Emil er på min profil.
Ja. Lad os anbefale alle at få en hund. Også dem, der kunne deles om en hund på kontoret. I butikken. På plejehjemmet. Hjemme i familien. Eller som nu, hvor Emil er min skrive-kollega alle de dage, hvor jeg ikke har selskab af andre. Fordi børnene er flyttet hjemmefra og fordi jeg har forladt kollegers hyggelige fællesskab. Emil er her stadig.
Emil er ved at blive gammel. Han er også ved at blive sær. Han er en smule blind. Han har fået gråt skæg. Han er træt. Han sover meget. Og han er ekstremt kræsen og vil helst have små bitte bidder kød, som jeg skal håndfodre ham med (er bidderne for store, så lader han dem ligge og hvis ikke det er kræsent, så ved jeg ikke hvad). Derfor tænkte jeg, at hvis Emil kan lide de prøver af hundemad, som jeg fik tilsendt, så ville jeg gerne anbefale dem til andre. Hvis ikke Emil havde kunnet lide prøverne, så havde jeg bare takket nej til at være med. Det er jo nemt nok.
Emil er en gammel dreng og hunde skal have forskelligt foder, alt efter alder. Gamle mennesker har brug for rigtig god mad. Det samme har gamle hunde, fordi det hele ikke bare går af sig selv mere, hverken med synet eller med energien. Alle mennesker har brug for at stresse af. Om man er på enkeltmandskontor, som jeg er nu, eller om man er på et kontor med mange, sådan som jeg var dengang Emil kom til. Hunde virker afstressende. Derfor burde alle medarbejdere og alle andre få en hund.
Helst en hund som Emil, selvfølgelig.