Når nu ingen kan gøre alt, men alle gerne vil gøre noget, hvor skal man så begynde?
Forleden dag sad der et spørgelystent barn ved mit køkkenbord. Hun spurgte mig, hvad det der med hverdagsaktivisme egentlig er for noget. Jeg tror, hun må have overhørt en samtale, hvor jeg brugte ordet. Jeg forklarede, at hverdagsaktivisme handler om, at man gør små ting i hverdagen, som man tror, kan gøre en stor forskel.
Som når den nu 16-årige svenske skolepige Greta Thunberg en dag i august 2018 gav sig til at ”skolestrejke” foran parlamentet i Stockholm, fordi hun havde fået nok af, at politikerne efter hendes mening ikke tog klimakrisen alvorligt. Og pludselig blev den lille handling til noget stort. Greta er blevet en verdensberømt taler og aktivist og vi ser nu skolestrejker i alle lande. Og rigtig mange unge strejker om fredagen foran regeringsbygninger i hele verden – også i Danmark.
Og så er der eksemplet fra England, hvor klimaaktivismen siden oktober 2018 er eksploderet. Bevægelsen Extinction Rebellion har allerede skabt historie, ved at påvirke deres politikere i parlamentet i London så meget, at de enstemmigt vedtog ”en klimamæssig undtagelsestilstand” for et par uger siden. Og i Paris… Nu tog jeg luft ind til at begynde at tale om de gule veste, men pigen ved køkkenbordet kiggede på mig, og jeg kunne godt se, at eksemplet fra England allerede var lidt langt væk fra vores hverdag.
Men hverdagsaktivisme er altså mange ting, forsøgte jeg mig… Hverdagsaktivisme er også bare alt det vi gør, fra vi står op om morgenen til vi går i seng om aftenen. Alle de beslutninger vi tager, som handler om et forbrug, vi har i hverdagen: Hjemme og på arbejdet og mens vi transporterer os. Om vi planter skov eller forbruger CO2. Vores daglige beslutninger har alt sammen en effekt på, hvordan vi bruger naturressourcerne i verden og på hvor stort et CO2-fodspor, vi efterlader med vores forbrug.
Jeg forklarede videre: Problemet er, at det forbrug vi har, ikke er bæredygtigt. Forstået sådan, at det ikke kan bære i det lange løb. Der er – hvis man forestiller sig, at vi skulle forbruge, sådan som vi gør nu – behov for to jordkloder med land, vand, marker og ressourcer, hvis det skal fortsætte på den her måde.
Men sagen er: Vi har kun en jordklode. Det er derfor man taler om det med ”There is no planet B”. Så vi kan ikke fortsætte som hidtil.
Pigen så ud til at være med… Og jeg besluttede mig for at blive mere konkret.
Hvis du nu ser på blomsterbuketten på bordet – der stod en buket syrener – her kan man som forbruger og hverdagsaktivist vælge, om man vil have en buket på sit bord, der er ”gratis” i forhold til belastning. Eller om man vil have en buket, der ”belaster” klimaet. Hvis man vælger en buket dyrkede Ecuador-roser, så er blomsterne dyrket, gødet, vandet, høstet, kørt, kølet, fragtet, fløjet og efterfølgende solgt her i Danmark. Og hele den proces er klimabelastende. Men hvis man i stedet vælger, at den buket, man vil have på sit bord gerne må være syrener fra haven, som dem du ser der, så er det en ikke-klima-belastende buket. Forskellen er, at det ene forbrug af blomsterbuket er bæredygtigt – det andet er ikke. Kan du se det?
Nu blev det straks mere jordnært og forståeligt for pigen. Og vi gav os til at tale om vandflasker, som er helt unødvendige, fordi vandet i hanen er friskere og indeholder færre bakterier og er hundrede gange billigere, end det dyre, gamle vand, man kan købe på flasker. Vi talte også om mad – hvor man kan gøre en stor forskel, ved at ændre sine vaner. Man kan spise mindre kød. Man kan prøve at tage nogle uger helt uden kød, som vi gør her i familien lige i øjeblikket, hvilket passer min søn, der stadig bor hjemme og går i 2.g. overraskende godt. Og man kan – det kan man i langt de fleste familier – blive meget, meget bedre til at undgå madspild, ved at købe mindre og populært sagt ”kigge i køleskab, før man kigger i køledisk” for dermed at få anvendt rester hver dag.
Vores køkkenbordssnak gjorde, at jeg fik lyst til at skrive lidt mere om det her. For det er noget, jeg virkelig tit bliver spurgt om – af børn, unge og voksne – af folk, jeg holder foredrag for og folk, jeg bare har til bords til en middag… Hvad kan man selv gøre? Hvad er vigtigst? Hvad hvis nu jeg ikke kan overskue det?
Den samme frustration kom til udtryk, da en tidligere minister inviterede mig ind i sit P1-program forleden. Her fremgik det, at han var mindst lige så nysgerrig, ihærdig og i vildrede som pigen ved mit køkkenbord. Han havde et stort ønske om at ændre sin livsstil, så den blev mere grøn – ”men hvor skal jeg starte?”, spurgte han. Jeg foreslog ham – og det er noget, jeg næsten altid foreslår – at han kunne skære det hele ned i små bidder. Og kigge på sit hverdagsforbrug fra han stod op om morgenen, til han gik i seng om aftenen. Og se på hver lille del. Hvad kan gøres mere bæredygtigt. På badeværelset. I garderobeskabet. I køleskabet. På ferie. I transport til arbejde og så videre… Og hvis man nu ikke kan overskue hele døgnet – så kan man til en start sige: Ok, jeg bliver bæredygtig om morgenen. Og så kan man udvide det derfra til hele døgnet og også i ferier senere. Bare en ide.
Der er med garanti noget, som kan gøres anderledes – og dermed mere bæredygtigt. Som jeg fortalte i radio-udsendelsen, så kan min husholdning også gøre mange ting bedre. Vi er fx sikkert blandt de sidste til at få udskiftet den kæmpe bunke plast-tandbørster (som mine sønner og deres venner har installeret sig med i sommerhuset) til en bunke mere bæredygtige træ- og bambus-tandbørster. Nogle gange tænker man bare ikke lige over, om et ”hverdags-life-hack” som tandbørstning kan gøres mere bæredygtigt. Og det skal man ikke slå sig selv oveni hovedet med.
Men når man ved ting, så kan man gøre ting og ændre på ting.
Og man kan fint søge viden om alle mulige små life-hacks, så de kan blive mere bæredygtige. Man kan google hver gang, man står med en eller anden hverdagsting, som man måske kan gøre anderledes. Jeg kunne have googlet ”bæredygtig tandbørste”, men fik det ikke gjort. Fra tandbørstning er vejen kort til den daglige barbering.
Radioværten nævnte i programmet alt det plast, der følger med, når han køber barbergrej. Han ville gerne vide, hvad han kunne gøre for at barberingen kunne blive mere bæredygtig. Når man hører svaret, så er det egentlig indlysende. For den klimaaktivistiske måde at barbere sig på nu, er, at gøre som morfar/oldefar (alt efter hvor gammel du, som læser med, er): Altså, at genindføre kost, barbersæbe og en kvalitetsskraber i metal, hvor kun selve barberbladet skal udskiftes.
Godt, at jeg kom til at nævne bedsteforældre/oldeforældre-generationen. Dem, jeg tænker på, er dem, der gjorde det rigtig godt – de ordentlige, gammeldags, snusfornuftige: De lavede madplaner med mange kødfrie dage og spiste grød, fisk og masser af grøntsager og om søndagen en søndagskylling. De var sparsommelige og nøjsomme. De reparerede deres tøj og købte kvalitet, der kunne holde i hundrede år. De luftede tøjet uden at vaske det hele tiden og de brugte ikke tørretumbler. De genbrugte gavepapiret og sparede på emballagen. De dyrkede til husbehov i køkkenhaven og holdt høns, hvis det kunne lade sig gøre, så de fik æg ud af madspild. De skruede ned for varmen og slukkede lyset. De tog en for holdet og for kommende generationer. Og de kan fint fungere som vores forbilleder i dag.
Læs om bæredygtighed og beklædningsindustri her i forrige blogindlæg fra Stockholm
Lad mig endelig huske at sige, at det er lidt tricky at nævne en bedsteforældregeneration som forbilleder. For hvilken bedsteforældregeneration taler vi om? Der findes en meget stor gruppe af velbjergede ældre mennesker: De kommer til at være den rigeste og mest materialistiske generation i verdenshistorien, deres børn og børnebørn vil aldrig kunne samle så meget til bunke som dem – i form af huse, biler, jord, ejendom, opsparinger, ting og sager – det er et statistisk faktum. Læg dertil at denne gruppe er helt tossede med at flyve, køre i benzinbiler, have mange kvadratmeter at bo på og så videre. Forleden var jeg i et hjem, hvor der var et særligt værelse til fotoalbummer og et andet værelse til at stryge tøj i.
Disse mennesker tilhører den helt særlige generation, som er for unge til at have lært af krigens knaphed og for gamle til, at de kommer til at mærke konsekvenserne af det overforbrug som denne generation, der var unge i 1960erne, har iværksat privat og politisk. Læg dertil at det er dem, der har været – og stadig er – vildt begejstrede for roundup (kræftfremkaldende), som har brugt DDT, og alt muligt skrammel, som vi kæmper med nu (i diverse vandboringer og i manglende fertilitet i unge kroppe)… Og som har brugt giftige byggematerialer – som asbest og trykimprægneret træ. Og som stadig ikke helt forstår, at jorden på biodynamisk maner skal overlades i en mere frugtbar stand fra generation til generation. Man må ikke ødelægge levemuligheder for kommende generationer! Udråbstegn. Tænk, at det er noget, man skal påpege.
Ja, den generation har – også – haft en tendens til at bruge og smide væk og har kun tænkt i løsninger, der skulle fungere for en enkelt generation (dem selv). Se bare på huse, der er bygget i 1960erne og allerede rives ned. Nuvel.
Men tilbage til farmor-og-farfar-generationen fra før verden gik af lave. Farmor, der syr lapper på den gode cardigan, købt for 25 år siden, så den kan holde længe endnu. Farfar, der bruger genbrugs-barbergrej, som da han var ung, fordi det er noget forbrugs-pjat, at købe barbergrej, for at smide det væk. Det er dem, der bør være alle hverdagsaktivisters helte. Og det er dem, det er nemt at tænke på, når vi tænker hverdagsaktivisme. Er du i tvivl? Så gør som denne generation – gør som farmor og farfar.
Hverdagsaktivisme handler om, at gøre små ting, der kan gøre en stor forskel, hvis vi er mange nok. Lad mig komme med lidt flere hverdagseksempler på grøn hverdagsaktivisme inden jeg slutter.
Hverdagsaktivsme i haven: Hvor vi kan fremme biodiversitet, ved at rode lidt mere og lade bunker ligge til pindsvin og insekter. Vi kan lade være med at bruge gift og overtale naboer og onkler til at udfase roundup. Vi kan lade mange forskellige arter blomstre. Også der hvor der før var græsplæner, der blev holdt nede af benzindrevne køretøjer, men hvor der nu kan være blomstermad til bier. Og også køkkenhaver til os, fordi den mad (frugt, grønt og urter) som vi selv kan dyrke, er den mad, der har den absolut korteste transport fra jord til bord. Vi kan holde høns, og det er ikke så underligt, som det kan lyde: Det er nemt og godt for klimaet, at producere protein og økogødning på egen matrikel ud af madspild, græs og regnorme. Og endelig: Når vi bygger i haven – så kan vi bygge hverdagsaktivistisk – ved at 1. At bygge i træ, som er det mest bæredygtige byggemateriale i verden – og stadig CO2-positivt efter vi har bygget med det. 2. At gå langt uden om trykimprægneret træ og al anden gift. 3. At vælge FSC-træ, så vi ved, at træer bliver genplantet og der er bæredygtig skovproduktion, som vi har sådan brug for.
Hverdagsaktivisme i køkkenet: Hvor vi kan ændre vaner, så vi spiser mere plantebaseret – præcis ligesom farmor gjorde, i sine madplaner, der ikke indeholdt kød hver dag. Det kød, der blev spist, var til gengæld høj kvalitet, lokalt, med god dyrevelfærd. Når vi køber ind, så kan vi vænne os til at kigge lidt på fødevarernes oprindelse og dermed rejsevaner. Hvor langt har de rejst? Man kan med fordel spise mere lokal mad og mindre fremmed mad. Vi kan spise mad, der er i sæson.
Spis efter sæson.
Måske er det svært at finde rundt i, men så kan man lade sig inspirere af restauranter og kokke på Instagram – ja, lad os da bare nævne Noma, der kører med fem sæsoner. Og man kan følge dem, der serverer meget grønt og følger sæsonerne, og få god inspiration derfra. Hvis man køber mad udefra – og hvis man køber nemme måltidsløsninger – så er det vigtigt, at vælge dem, der har tænkt over råvarer, plantemad og ikke mindst emballage (sort plast emballage er det værste, fordi det ikke kan genbruges og ikke kan miljøsorteres. Komposterbar eller bionedbrydelig emballage er det bedste).
Bionedbrydelig emballage.
Når man taler om mad, må man også tale om drikke. Og her glemmer mange, at der er et nemt hverdagsaktivistisk tiltag: Drik vand! Postevand! Drik noget uden emballage. Brug ikke kaffekapsler og de tebreve, som har vist sig at være smækfyldt med mikroplast. Endelig: Drik ikke kaffe, te og anden drikkelse i to-go-emballage.
Hverdagsaktivisme i klædeskabet: Hvor man med fordel kan købe meget mindre, købe genbrug, købe kvalitet, købe tøj, der støtter bæredygtige produktionsmetoder og genanvendelse af materialer. Og man kan reparere sit tøj, og sy det om, så det bliver brugt mange flere gange end det er tilfældet med tøj i dag. Og når man ikke vil have tøjet (sengetøjet, overtøjet, fodtøjet) længere, så må det ikke blive smidt ud. Det skal videre. Enten til andre, der kan bruge det. Eller når det er helt færdigt: Så kan det komme videre til fiber-genbrug, så nyt tøj kan laves ud af gammelt tøj.
Hverdagsaktivisme i garderobe. Materialer lavet ud af plastaffald og genbrugsfibre.
Hverdagsaktivisme i transport og energi:Hvor vi kan lægge om fra at være afhængige af fossile brændsler for at more os (flyve på ferie) og arbejde (køre i benzinbil på job og have opvarmet kontor i stedet for at arbejde mere hjemmefra) og leve (opvarme boligerne med kul). Vi kan gøre os fri af fossile brændsler. Og vi er nødt til det, fordi vi er på vej mod en temperaturstigning på 2 grader, der vil have fatale konsekvenser for menneskeheden.
Hverdagsaktivisme i økonomien: Hvor vi kan gå vores penge-forbrug efter og sørge for, at hver en krone vi bruger, er en krone vi sætter på at redde verden. Et eksempel: De fleste mennesker investerer via deres pensionspenge – her er en nem hverdagsaktivistisk knap at skrue på: Ved at tjekke, om vores pensionsselskab sætter vores penge på at få pumpet mere olie, kul og gas op af undergrunden. Hvilket er til skade for kommende generationers muligheder for at overleve her på jordkloden. Vi kan tjekke det. Og vi kan hverdagsaktivistisk skifte ordning, så vi støtter grøn omstilling med vores pensionspenge. Det samme kan vi gøre, hvis vi har luft til at investere i aktier. Vi kan stemme med vores penge. En god metode, fordi aktionærer har indflydelse og kommer til generalforsamlinger, hvor grøn omstilling kan sættes på dagsordenen.
Hverdagsaktivisme for voksne:Hvor man kan bruge sit store voksne forkromede overblik på at hjælpe børnene. Dem, der strejker for klimaet, dem der sidder ved køkkenborde og spørger om hverdagsaktivisme. Dem, der hænger på tidligere generationers uetiske forbrug.
Da jeg i årene 2014-2017 var medlem af Det Etiske Råd, der er rådgivende organ for regeringen, fik vi på et tidspunkt til opgave, at kigge på ”Etisk Forbrug”. Hvad er uetisk overfor kommende generationer? Vi nåede efter halvandet års intenst arbejde i ”underudvalget for etisk forbrug” frem til, at det ikke er etisk at spise så meget kød, som danskere spiser i dag. Vi har verdensrekord og konsumerer uanede mænger af hakket oksekød – og vi bliver nødt til at lægge vores forbrug om. Vi må opføre os mere etisk, mere bæredygtigt, overfor børnene, som skal arve ikke bare jorden (som mange steder er ufrugtbar), grundvandet (som mange steder er forgiftet) og luften (som mange steder er forurenet), men også verdenshave overlæsset med plastik og en overophedet atmosfære grundet menneskeskabte temperaturstigninger.
Der er valg. Et eller andet sted på kloden er der valg. Og der har lige været det hos os. Og jeg kommer ikke til at sige noget som helst om partipolitik, jeg er uafhængig journalist og klimaaktivist. Men jeg vil sige dette: Vi voksne over 18 år har det privilegie, at vi kan stemme på nogen, der skal skabe retningen i det samfund, som dem, der ingen stemmeret har, skal overtage og leve med. Det forpligter, i vores tid, hvor klimakrisen er altoverskyggende.
Hverdagsaktivisme er også at stemme. Grønt! Det vil jeg sige, næste gang jeg taler med pigen, der sad ved mit køkkenbord og spurgte, hvad klimaaktivisme er for noget.
Dette blogindlæg er blevet til som et betalt partnerskab. Det er det første af tre indlæg, som jeg for tiden skriver i samarbejde med det grønne måltids-firma Simple Feast, for at sætte fokus på bæredygtighed. Jeg har fået frie hænder til at skrive – og teksten er ikke redigeret af andre end mig. SEPTEMBER OPDATERING: Jeg har lagt indlægget øverst på min side, da jeg vil have nogle – som jeg holder foredrag for – til nemt at kunne finde det…
