I den næste tid har jeg besluttet, at tale mere åbent om diabetes type 1 og type 2 og hvad man kan gøre, for at undgå, at få type 2.
Diabetes er en pandemi. Det vil sige, at det er en verdensomspændende epidemi ifølge WHO. Sygdommen anses som nummer 1 trussel mod verdenssundheden. Det er virkelig vigtigt, at vi taler om det her. Derfor har jeg sagt ja til at lave et samarbejde, der har til formål at oplyse om diabetes type 2 sammen med medicinalfirmaet Bohringer Ingelheim. Jeg faldt i snak med en gruppe medarbejdere der, da jeg var ude i virksomheden i en helt anden anledning: Jeg var blevet booket til at holde internt foredrag, da der var ”klimadag”. Det handlede om, hvad man selv kan gøre på en arbejdsplads. Hverdagsaktivistisk. Andre medarbejdere havde, ligesom jeg, også børn med diabetes og vi talte i en pause om, hvad man hverdagsaktivistisk kan gøre, for at sætte mere fokus på diabetes-sagen. Vi blev enige om at gå sammen om at formidle noget. Det er baggrunden for, at du kommer til at se mere til diabetes på mine kanaler – det vil sige ovre på Instagram og her – det næste stykke tid.
Men først lidt personlige refleksioner.
Det sker ikke så tit, at jeg skriver noget om det. Om diabetes. Det tror jeg mange, der lever med sygdom blandt de nærmeste kan genkende: Man vil gerne passe lidt på familien, holde det private privat og passe på sine kære. Desuden – og det kan andre måske også genkende – man vil gerne blive opfattet som ”en normal familie” udadtil. En mor – og en familie – der ikke altid taler om den sygdom, som naturligvis fylder rigtig meget, men som andre mennesker forståeligt nok finder utroligt trættende, at høre om.
Jeg indrømmer gerne, at jeg har skjult, hvor meget sygdommen (diabetes type 1) har fyldt i mit liv, i et forsøg på ikke at virke trættende på omgivelserne.
Noget andet – og meget vigtigt – er, at man vil gerne beskytte sine syge familiemedlemmer – der ikke er tjent med at blive kendt som ”ham den syge”. Den syge er så meget andet end syg. Og et barn skal have lov til at udvikle en identitet og blive kendt af sine omgivelser for alt muligt andet sjovt, skørt, klogt, spændende, interessant. Noget, der ikke giver identitet som ”ham den syge”.
Det var betydet meget for mig, at beskytte min søn. Det har jeg ønsket, lige siden han som kun 2-årig fik konstateret Type 1 diabetes en maj-morgen i 1998. Som jeg skrev om i denne meget sjældne tekst om mit liv med diabetes.
Billedtekst fra Instagram. Fortsættes nedenfor.
Intet har været det samme siden. Alt ændrede sig på et splitsekund. Jeg har alle årene fortalt min søn, at vi kan alt, selv om vi bokser med denne her sygdom. Jeg har rejst med ham alene med lillebror med rygsæk de vildeste steder i verden, fordi man kan alt, selv om man har sukkersyge.
Jeg har stået med hjertet i halsen på kajen, da han var fanget i blæsevejr alene i sin optimistjolle med lavt blodsukker, for man kan ALT, når man har sukkersyge.
Vi har ofte talte om at ”der er jo noget med alle, for os er det bare diabetes” og vi har fokuseret på alt det man kan, på trods af diabetes.Vi har talt mindre om, at sygdommen ved gud grød er frygtelig, at den er invaliderende, at den er kronisk og dermed uhelbredelig. Og at den betyder, at alle måltider, alle legeaftaler – da han var lille – alle fødselsdage, alle udflugter, alle hop på trampolinen – og da han blev ældre – alle rejser, alle fester, alle festivaller, hver en øl, hvert et lille måltid, hver en eksamen, hver en spændt situation, hvert eneste øjeblik og hver eneste beslutning dagen og natten igennem må tage højde for sygdommen og blodsukkerniveauet, der altid er på vej op eller ned. Og vi må altid vide hvordan.
Derfor tager en velreguleret diabetiker, som min søn, 8-10-15 blodprøver i døgnet. Det har vi gjort siden maj 1998. Med stik med nål i fingrene. Dag og nat.
Min søn var så lille, da han fik sygdommen, at det var mig, der måtte tage ansvaret for den som mor. Mig der valgte, hvordan vi værdimæssigt skulle forholde os til sygdommen. Jeg fortalte min søn at vi ville kunne alt alligevel, opleve alt og få et rigtig godt liv. Det var et løfte jeg gav ham, allerede mens vi stadig var indlagt på hospitalet. Hvor vi fik at vide, at han nu havde et handicap. At han næppe ville blive særligt høj (når man mangler insulin, så kan man ikke vokse ordentligt, med mindre man bliver meget velreguleret med insulin udefra og i dag er drengen næsten 2 meter høj, siger jeg stolt som mor). Og vi hørte om alle de talrige senkomplikationer, vi måtte imødese herunder blindhed, ben-amputationer, nyresvigt og hjertekarsygdomme. Min dreng var 2 år.
Jeg besluttede øjeblikkeligt, at vi skulle få et virkelig godt liv ud af den her udfordring. At jeg ville gøre alt. Jeg har arbejdet hjemmefra næsten lige siden. Jeg har kunnet cykle hen til børnehave og skole og give insulin når som helst. Jeg – og drengens far, som han også har været hos – har taget uendeligt mange blodprøver, nogle gange en gang i timen, også om natten, for at holde sygdommen i skak. Det blev ofte ikke til meget søvn. Men til mange bekymrede nætter.
Jeg har fokuseret meget på motion og mad og på hvordan maden-motionen-og-medicinen i samspil kunne sikre et stabilt blodsukker. Min konklusion efter alle disse år med diabetes i familien er klar: Alle burde spise som diabetikere og motionere som sunde, velregulerede diabetikere gør. Og rigtig mange mennesker – især dem, der er voksne og i risiko for at få den delvist arvelige type 2 diabetes – ville få rigtig meget glæde af at begynde på den livsstilsændring FØR de debuterer som type 2 diabetikere.
Blodsukkeret styres af insulin, der bestemmer hvor meget sukker, der kommer ind til musklerne, så det kan bruges som energi. Hvis man ikke har noget insulin i sin krop, så får man så højt blodsukker, at man dør af det. Derfor er insulin livsvigtigt hos os alle. Hos en type 1-diabetiker er der fuldstændigt stoppet for insulin-produktionen og insulin skal nødvendigvis komme udefra – med pen eller pumpe. Det har ikke noget med livsstil at gøre. Ligesom dem, der får type 1, typisk er børn og unge.
I store dele af verden – man kan ikke længere sige den vestlige verden, men i den del af verden, hvor vi spiser for meget og spiser for meget junkfood og bevæger os for lidt i det daglige arbejde – der fører befolkningerne en livsstil, som deres bugspytkirtler og krop ikke kan holde til. Bugspytkirtlen er overbelastet, og kroppen bliver for dårlig til at omsætte sukker. Og så – hvis forudsætningerne er til det – har man type 2 diabetes. Man kan også få Type 2 fordi man er arveligt disponeret og også her, skal man passe på sin livsstil. Type 2-diabetikerne kan gøre virkelig meget for at undgå at skulle tage insulin, modsat type 1-patienterne. Men fælles, for alle diabetikere og alle, der er disponeret for at få diabetes er, at mad og motion spiller en virkelig stor rolle.
I den næste tid har jeg besluttet, at tale mere åbent om diabetes type 1 og type 2 og hvad man kan gøre, for at undgå, at få type 2. Jeg vil fortælle mere om mine erfaringer med mad. Og jeg er åben for alle spørgsmål! Skriv endelig…
// Reklame // Disclaimer. Dette indlæg er lønnet og dermed skrevet i samarbejde med Boehringer-Ingelheim. Jeg har selv besluttet, hvad jeg ville skrive og ingen har rettet i min tekst. Jeg har selv ønsket, at gå ud med de muskler et større set-up end mit eget kan præstere.
Læs mere om diabetes – også en eventuel mistanke om diabetes – her…
Fortsættelsen af billedets tekst kommer her: Det er fra min Instagram-profil, hvor jeg skrev, da min søn havde haft sygdommen i 20 år.
