ESSAY: Dette er en opfordring til at få ny inspiration et nyt sted. Eller en opfordring til bare at tage på en lille tur til Lolland her i sommerferien. Tag til Falster først. Hesnæs Havn. Pomle Nakke. Der er vidunderligt. Gå ikke glip af kagebordet om søndagen. Nogle af de bedste kokke og konditorer fra København er havnet her det seneste år. De har fået den flotteste udsigt mod nord og ny inspiration. Tag videre til den smukke “hovedstad” på Lolland-Falster Nykøbing F. – som har mere end et fodboldhold, der rykker for tiden. Tag forbi den gamle bymidte. Smuk bygningskulturarv. Museet med original købmandsbutik. Nordeuropas ældste spiritusforretning (sælger også stadig cigarer og god chokolade) og overfor et ægte gammelt sømandsværtshus. De små gader med velbevarede gamle huse. Tag forbi havnen, hvor et vildt udviklingsprojekt er under opsejling (det bliver flot!). Spis på Gonzales-Freiberg eller indisk på Dhaba under domhuset på torvet. Middelaldercenteret – virkelig et besøg værd, også for børn. Kør videre over broen – på den bro er lyset altid særligt, læg mærke til det – kør lige ind mod Sundby, hvis du er interesseret i arkitektur, her er Danmarks første svanemærkede skole er ved at blive opført. Den kan Nykøbing prale af. Maribo kan prale af Danmarks første internationale folkeskole – den er gratis! – og den gør, at erhvervslivet og det store anlægsprojekt Femern Belt, kan tiltrække arbejdskraft (der var forleden tusind medarbejdere samlet til en fejring så jeg i lokalpressen, det giver jo en del børn, hvis nogen tager familien med hertil fra Tyskland og Polen og Italien). Maribo er den fineste by – kig på torvet, domkirken og husene. Så smukt.
Hvis du er optaget af den grønne omstilling, så kan du fornøje dig med at kigge på fossilfri forsyning hernede. Putins gas nåede aldrig til Lolland-Falster, hvor man til gengæld opførte Danmarks første havvindmøllepark, hvor der er udbredt fjernvarme på bio (overskudshalm) og i dag er der en så stor overproduktion af grøn strøm, at man nogle gange må slukke for møllerne. Der er ikke en stor nok ledning, der kan trække det over til Sjællands industri. I den forbindelse har jeg på et tidspunkt foreslået, at mere energikrævende industri og erhvervsliv fandt vej til Lolland. Smart, synes jeg selv.
Når du kører mod Lolland syd for Falster, så giv dig tid til at nyde landskabet og læg ikke for mange faste planer. Se hvad der sker. Men vid, at Lolland er kæmpe stor og der er utrolig mange smukke udsigter over vand, med og uden havvindmøller. Hvis du skal fra Gedser til Guldborg eller fra Knuthenborg Safaripark til Marielyst Strandpark eller fra Nysted til Nakskov tager det utrolig lang tid ind over fladt land. Måske især fordi man på sidstnævnte rute nemt kommer til at standse på herregården Søllestedgård, hvor gårdbutik og restaurant er helt vidunderlig – med grøn mad fra egen køkkenhave. Den Grønne Verden, hedder spisehuset. I Nakskov er i øvrigt endnu et smukt havne- og arkitekturprojekt. Og husene i Nakskov er et kapitel for sig, ikke så ødelagte af moderne moderniseringer som mange andre steder, som en sagde til mig “Nakskov var rig på det rigtige tidspunkt og fattig på det rigtige tidspunkt”. Det var godt for bygningskulturarven. Mange huse i Nakskov er tegnet af byens arkitekt Ørnsholt i mellemkrigstiden, da der var gang i skibsværftsindustrien og det var en rig by.
Lige i nærheden af Søllested ligger et andet gods – Christianssæde – som lagde park til en ny, meget vellykket og velbesøgt festival for et par uger siden: Whitsun. Her havde jeg fornøjelsen af at tale om min kærlighed til Lolland.
Skal du helt ud til Frederiksdal Kirsebærvin og ud til Onsevig Havn og drikke en kaffe eller spise lokalt-lollandsk-kombineret-med-marrokansk (det er en ting) på Den Fuldkomne Fisker, så er der en god time mod vest. Kommer du derudefra tager det omvendt en time, hvis du skal til Hajkutterregatta (træskibssejlads mellem Tyskland og Danmark, et kæmpe tilløbsstykke på den smukke gamle havn i Nysted – som også kan prale af en bager, der vandt guld i specialbrød på det netop overståede landsdækkende Madens Folkemøde (med 10.000 gæster) på Engestofte Gods ved Maribo. Lolland er en stor ø. Også det, havde jeg aldrig tænkt over før vi købte sommerhus hernede.
Søllestedgaard og Den Grønne Verden
Det gik således for sig:
En sommerferie under pandemien opdagede jeg, at jeg savnede noget, jeg ikke vidste hvad var. Var det en anden udsigt end det smukke syn… ind mod Tisvildeleje… som jeg havde kigget på og taget billeder af til Instagram gennem seks år? Altså, den udsigt, jeg havde set på fra det sommerhus, som nogen måske husker fra tv-programmerne om at bygge bæredygtigt eller fra bogen Byg Bæredygtigt eller fra de artikler, jeg skrev om at bygge eller fra de mange workshops, jeg holdt i huset.
Det gamle sommerhus. Da det blev bygget i 2014. Foto: Ditte Isager til bogen Byg Bæredygtigt.
Jeg elskede det hus. Hold nu op, hvor jeg elskede det hus, haven og drivhuset. Jeg havde slidt med at bygge huset og jeg havde slidt i haven og slidt med at bygge både hønsehus, hegn og annekser. Nogle af jer kender haven fra 34 Podcast-udsendelser kaldet Jordforbindelse (kan stadig lyttes)…
Jeg havde naturligvis fortalt alle – og også mine egne børn – at jeg aldrig nogensinde ville sælge det hus. Vi er kommet i Tisvilde-området i årtier. Og jeg kan lide traditioner. Og jeg har aldrig været andre steder med mine børn om sommeren end i dette område. Det var altid vores trygge feriedestination. “Hvad skal vi lave i sommerferien i Tisvilde?” hed forslags-sedlen på køleskabet i mange år. Det var rart og roligt og traditionsrigt sådan.
Alligevel sad jeg der på terrassen i Holløse – en landsby to kilometer udenfor det gamle fiskerleje, der de senere år er blevet ekstremt populært – og længtes mod noget andet. Men hvad? Var det et andet landskab? Var det en stemning? Var det muligheden for at tale om “at bevare” i stedet for “at bygge”? Var det samtaler om noget andet? Var det en ny inspiration i det hele taget? Det er usikkert. Men dette ”noget” larmede til sidst så højt, at jeg var nødt til at høre efter. Skal man ikke det? Høre efter, når der pludselig er overbevisende længsel i kroppen? Jeg synes det.
Hvad handlede længslen om? Et landskab? Måske. Jeg kommer ude fra syvogtyvende kartoffelrække langt ude på landet – og meget langt fra det smarte område i Nordsjælland: Vi boede på en Skovridergård i Boholteskoven, som tilhører Bregentved Gods – inde mellem Terslev og Tureby – 11 km udenfor Haslev, 20 km syd for Køge. Og det var måske nok en længsel efter dette gamle herregårdslandskab inde mellem Bregentved Gods, Gisselfeld Kloster og Vallø Stift – der for lidt over et år siden førte mig – ikke ”hjem på landet” – men længere mod syd og hele vejen til Lolland.
Så jeg fandt nogle søde købere og solgte mit fabelagtige træhus – til alles overraskelse – og gav mig til at kigge mig om efter et sommerhus, en lade, en gård, et sted. Jeg var ikke helt klar over hvad. Men der skulle være god plads til alle i hus og have og albuerum til vores lille familievirksomhed og til kreative eksperimenter. En stemme i mit baghoved sagde, at det var meget vigtigt, at der skulle være plads til at være kreativ… Og stemmen sagde også, at der skulle være plads til alle i familien, min mor, min bror og hans familie, mine børn, deres venner, som altid kommer i store flokke… Alle skulle kunne være der. Coronakrisen og klimakrisen gjorde det til et udråb, jeg måtte lytte til. Der SKAL være plads med udråbstegn!!!
Jeg solgte i december 2020 – med overtagelse så de nye ejere kunne holde jul i vores lille virkelig hyggelige træsommerhus, der ligner noget fra videoen til hittet ”Last Christmas” (du kan se huset og læse om det, ved at søge på #signessustainablehouse på min Instagram-kanal).
I januar 2021 blev jeg opereret for diskusprolaps. Min femte operation på få år, det giver noget perspektiv, sådan noget. Alle de ar havde fået mig til at føle, at mit perfekte hus på en måde var… for perfekt… og ikke passede til mig længere. Det er naturligvis skørt. Men nu taler vi om skøre følelser.
I februar 2021 kunne jeg køre bil igen og tog ud og så mig omkring. Jeg kørte efter landskaber, der lignede noget jeg længtes efter. Noget hjemligt. Jeg kørte mod Haslev. Mod Køge. Mod Stevns. Mod Jungshoved. Mod Møn – da jeg kom der, og kiggede på huse, sagde sælgerne, som solgte virkelig dyrt i forhold til hvad jeg havde forestillet mig, at det her jo var ”det nye Tisvilde”. Og så kørte jeg videre derfra.
Når jeg nu alligevel var ”nedlukket” med mit arbejde og når jeg nu alligevel kørte rundt og tog billeder af huse og landskaber, kunne jeg jo lige så godt skrive en positiv serie om den bygningskultur, de huse og de landskaber, som jeg faldt over. Den kom til at hedde #denperfektelade på min Instagram-kanal. Længslen var: Den perfekte lade. Til foredrag, til podcasts, til jule- og sommer-markeder, til kunst, til alt muligt. Laden blev symbolet på drømmen om frihed.
Jeg skrev nu om #bygningskulturarv og huse til salg, hvor originale arkitektoniske detaljer var bevaret. Der var ikke mange tilbage, men når jeg fandt et, var det værd at videreformidle. På en af disse reportageture – jeg tror, jeg var i Klinteby ved Næstved – fik jeg en besked: Om jeg havde lyst til at kigge ned til Lolland, en læser overvejede at sælge et meget stort fredet hus fra 1870 – som kunne anvendes som fleksbolig (*ordning, hvor helårshuse, som benyttes som fritidshuse). Jeg må indrømme, at jeg først afslog. Det var ikke lige præcis der, jeg længtes hen. Men jeg gav det en chance et par uger senere. Og så er resten historie.
Se mange flere billeder fra Lolland og Falster på min Instagram-kanal.
Jeg købte huset på stedet, da jeg så det! Havde aldrig været på den egn før. Aldrig set disse hyggelige små byer. Aldrig set denne udsigt mod syd. Jeg var solgt. Den stemme, der havde prøvet at forklare mig om et sted, jeg skulle søge hen, blev stille. Jeg havde fundet det! Det føltes så nyt og spændende og så hjemligt samtidig.
Jeg havde egentlig undladt at skrive noget om prisen på huse hernede. For jeg synes i grunden, at det er det mindst interessante ved Lolland. Men omvendt, så er det værd at nævne, at hvis man nu er et ungt par, der vil have et dejligt liv uden for meget stress og jag, så kan man få et helt hus med have tæt på skov og med en lille jolle i vandkanten hernede for under en million kroner. Man kan også få et hus for en halv million. Og der er nul arbejdsløshed hernede. Faktisk er det helt umuligt at finde arbejdskraft, hører jeg fra alle. Der mangler især kokke, tjenere, læger, sygeplejesker, hører jeg. Og der er gode skoler og tilbud til børn. Og skulle kan finde på at lede efter en fleksbolig – som jeg købte – så er det muligt at finde for en god penge. Især hvis man vil sætte i stand. Jeg har set et hus med stor have solgt til 100.000 kr her i 2021. Og jeg har set mange huse solgt til under 400.000. Priserne er stået fuldkommen stille siden finanskrisen 2008. Men nu stiger de… Så fik vi berørt det med huspriserne. Nu skal vi tale om det vigtige.
Hvad er det, der er så vidunderligt ved Lolland? Nu skal du høre.
Først må jeg nævne roen. Her er så fredeligt. Man bliver rolig indeni af at være her, man tager det stille og roligt og har noget gammelt tøj på og det er fuldkommen ligemeget. Det giver ro, at der ikke skal præsteres på nogen måde. Men jeg må også nævne venligheden, stemningen, skønheden, lyset og de mange smukke huse og spor af historie. Foruden klimaet. Her er varmere og figentræer og tomatplanter gror med raketfart omme i min have lige nu.
Desuden: Man kan køre hertil uden at betale broafgift/færge som til Fyn, Jylland, Sverige og Bornholm. Og toget fra Kbh.H. til Nykøbing F. tager fem kvarter. Vi har glemt det nu, men vi var nedlukket i lang tid mod Bornholm og Sverige og det var vi også, da jeg købte hus. Jeg ville gerne kunne komme til mit fristed lige meget hvad der sker i fremtiden. Og det er virkelig en faktor, i det med at have et hus på landet, at vi lever i usikre tider med pandemier, klimakrise, krig, fødevarekrise, forsyningskrise… Og hernede er krig tydelig, også vores seneste krig, der er velholdte mindesmærker med friske kranse overalt for de allierrede flyvere, der blev skudt ned lige her mellem Tyskland og Danmark.
I øjeblikket bygges som nævnt Femern Belt – en tunnel til Tyskland. Så bliver Lolland landfast med Nordeuropa. Og storbyboerne fra Nordtyskland får et nyt nærområde. Det er et spændende urbant publikum. Vi møder dem allerede, når de lægger til med deres både i de små havne på Lolland og så spørger de os efter vegetariske restauranter eller vinbarer, som vi ikke kan henvise til endnu, men forhåbentlig snart. Det føles på en eller anden måde… Internationalt, at blive landfast til Europa på den måde. I øvrigt: Der mangler sengepladser. Alle der tænker på at lave en bed- and breakfast hernede vil få fuldt hus – om ikke andet fordi der mangler værelser til ingeniører fra Femern. Jeg har også selv – til min store overraskelse – lejet ud ind i mellem.
Der er hav tæt på overalt. Små havne. Der er højt til himlen og landskabet er vidtstrakt og lavtliggende. Man kan se langt. Der er stengærder og man kan ane fortiden overalt. Vikingerne var her og deres grave er her endnu. Munkeklostrene var her og deres planter er her endnu. Margrethe I var her og Margrethe-fløjen på Aalholm, hvor hun af og til boede, er her endnu.
På Lolland og Falster er der 54 herregårde. 44 af dem ligger på Lolland. Nogle tilbage fra Middelalderen. Pengene kom fra jorden i gamle dage, der var stor rigdom hernede på grund af den fede muld og derfor også mange herregårde.
Rigdommen fra jorden førte til mere. Indtil for 40-50 år siden var Lolland en rig landsdel med skabertrang og produktion. Skibsværfter. Sukkerfabrikker. Pakhuse. De gamle kan fortælle om dengang enhver lille by havde dansesteder, landmands- og sømandshoteller og virkelig mange værtshuse. Lolland var engang et festligt sted, kan man forstå. Men mange ting gik galt samtidig og Lolland har stået nogle hårde årtier igennem.
Men nu sker der ting og sager indenfor innovation, kultur, gastronomi, kunst – eksempelvis det nye projekt Art Barns Lolland eller det velkendte museum Fuglsang, med den fantastiske udsigt. Og landmændene kaster sig over nye afgrøder som kål, bælgfrugter og quinoa – sund mad direkte til mennesker i stedet for det udbredte fokus på at dyrke mad til dyr og til sukkerproduktion. Det er mit håb at der også kommer et Madmarked på havnen i Nykøbing – med alle de råvarer fra jorden hernede samlet på et sted.
Når de unge kommer på besøg, så er de “ret blown away” som de siger og vilde med naturen og udsigterne, at der i enhver by hernede er: 1. Masser af strikkebutikker – og kæmpe vidensdeling indenfor håndarbejde, stik og hækling. 2. Genbrugsbutikker og mange af dem. Man ser alle steder frivillighed og hjælpsomhed og indsamlinger, hvor overskuddet går til noget lokalt. Hjælpsomheden er stor og der er et rigt foreningsliv, med frivillige som står klar til at hjælpe, det gælder også pt de ukrainske flygtninge. Det har i dette forår været smukt at opleve hvordan Lolland tog imod.
Men lad mig afslutte det sommerbrev med at opsummere hvad det bedste hernede er: Det er nu alligevel de hyggelige og hjælpsomme mennesker. Alle hilser på gaden! Vinker! Rejser hånden! Mange bliver meget glade, når man roser deres sted, for de er ikke vant til, at nogen siger noget pænt om Lolland. Det må vi lave om på. For Lolland er et helt fanstatisk sted. Måske skulle du kigge forbi her i sommerferien?
Nye sommerferievaner… Før var vi i Tisvilde. Nu er vi på Lolland.
