Det er søndag og jeg gør noget jeg har glædet mig til længe. Jeg skriver noter i min nye havenotesbog, sådan en man altid skal begynde på, når man får en ny have. Men det var ikke det, jeg ville fortælle. Jeg laver skilte til at holde sommerloppemarked næste søndag, men det var heller ikke det jeg ville fortælle. Nej, det jeg har glædet mig til i lang tid er, at jeg har fået lavet nogle opdateringer på min hjemmeside (det er den du er inde på nu) som fortæller om noget, jeg er meget spændt på: Jeg vil holde workshops om at bygge. Og det er de workshops, jeg har fået annonceret nu. Se oppe øverst.
Jeg har holdt masser af kurser i min tid. Naturligvis om kommunikation og om at skrive – det er jeg uddannet til at undervise i, så det er jo nemt nok at gætte. Men hvad jeg ikke selv ville have gættet, da jeg var ung, var, at jeg også kom til at undervise i det, der altid har været min hobby – ja, lige siden jeg stod der i røjsere i haven og eksperimenterede med kompost og regnorme og det vi nu kalder cirkularitet og “den regenerativ have”. Jeg gjorde det bare, dengang, og elskede det. Og ja, så kom jeg ad omveje – og på grund af havebøgerne – til at holde workshops om at dyrke have, om biodiversitet, om kompost, om høns, om grøn omstilling i børnehøjde, om at plante og så og om at planlægge haverne. Det var jeg i øvrigt også i radioen om forleden under overskriften “Fremtidens Have”.
Jeg skrev min første havebog for 22 år siden. Den handlede om “Den Første Have – et nyt liv udendørs”. Den handlede om alt det, jeg har skrevet om siden. Om haveterapi, høns, biodiversitet, mad fra haven, natur, udendørsliv, værdien af træer, klimakrise… Og den bog gav mig et nyt liv, et nyt arbejdsliv også. Det har været skægt. Som jeg skrev til en læser i går “ja, jeg har verdens bedste arbejdsliv”.
De senere år har jeg også talt og skrevet meget om de huse, der ligger i haverne. Jeg er optaget af klimakrisen og forbindelsen til byggeriet – for det er her vi belaster allermest med vores (unødvendige) forbrug. Cement og beton og stål og glas og stenuld – det skal vi spare på. Jeg har forsøgt at vise noget andet. Hvordan man kan bygge, hvis man ikke belaster unødigt. Jeg har bygget et bæredygtigt træhus på pæle (ikke noget betonfundament) – Brombærhuset – som blev massivt formidlet. I tv, i bogen “Byg Bæredygtigt – med træ, genbrug og nøjsomhed”, på blog, på SoMe, i artikler i Politiken, i talrige workshops som jeg lavede sammen med Miljøstyrelsen. Den formidling var vigtig. Du kan se mere om huset via #signessustainablehouse – eller lån bogen på biblioteket.
Vi må og skal bygge anderledes og mere bæredygtigt i fremtiden. Det hus, jeg brugte som eksempel var af biobaserede byggematerialer – her træ – og i genbrug. Det endte med at være 98,7 pc FSC træ – det havde endda også isolering af træ og taget var lavet af træ, ligesom facaden. Døre og vinduer var genbrug.
Jeg taler om huset i datid – selv om det helt sikkert kan holde mere end 150 år. Det findes. Men det er jo ikke mit hus mere og så kommer man til at tale om det i datid.
Efter jeg havde solgt de elskede 72 kvadratmeter på Sjællands nordlige kyst i december 2020 rykkede jeg mit sommerhusliv til Danmarks sydligste kyst – Nysted på Lolland. Hvor jeg gjorde mig erfaringer med at istandsætte et vidunderligt fredet hus – det var meget stort, meget spændende, en gammel købmandsgård og den lille by var helt vidunderlig. Jeg kom til at elske Lolland, lyset, menneskene, det at være så tæt på Tyskland, på Europa, det at være så tæt på kyst, det at der er så god jord og god mad.
Men jeg taler også i datid om huset på Lolland. For jeg gabte over for meget – og jeg kunne ikke både være hjemme hos familie og venner i det nabolag, hvor jeg har boet i 23 år, samtidig med at jeg var optaget af at lære en ny egn at kende, jeg fik for travlt, fik for meget transport, fik for meget savn – og så jeg mit snit til at købe et hus, jeg forelskede mig i hjemme i nabolaget. Og så solgte jeg huset i Nysted til en følger fra Instagram, som elsker det lige så højt som jeg gjorde og som de tidligere ejere gjorde før mig (vi er alle i kontakt). Der var også lige den ting, at jeg nu kunne bo tæt på min mor, der ikke bliver yngre og tæt på mine børn – og ovenikøbet kunne jeg sælge min andelslejlighed til min store søn og min lille søn kunne komme ind i stor søns andelslejlighed. Så sådan flaskede alt sig på bedste vis for alle.
Og det er godt for mig kun at have et sted at passe og et sted at have mine bøger og aktiviteter og mit lager af Botanisk Gin. Jeg var på for mange adresser før. Jeg skulle huske for meget. Jeg skulle køre for meget. Gøre rent for mange steder. Der var meget logistik. Nu kan jeg få et mere enkelt liv. Og det glæder jeg mig til. Ja, faktisk er det allerede begyndt. Selv om der ikke er noget enkelt ved at istandsætte et byhus i fire etager. Jeg overtog huset 1.maj. Og har nået at istandsætte to etager – bygge et køkken, istandsætte et badeværelse fra 1930, lavet et nyt badeværelse i et gammelt køkken, sætte en dør i hvor der ikke var nogen, sætte et vindue i hvor der ikke var noget, lægge sildebensparketgulv ovenpå 93 år gammel kork, male, lave klimasikring i kælder, flytte en kloak… Og så videre. Men jeg glemmer næsten det vigtigste. Jeg har også fået to killinger – Irma og Alfred – (hunden Emil døde mæt af dage i januar). Og jeg er flyttet. Mange gange. Med mange tunge ting. Fra lejlighed, lager, hus på Lolland, og fra materialelager. Det var to containere og en hel del læs og mere end 100 flyttekasser. Derfor sommerloppemarked. Jeg glæder mig til at fortælle mere her på kanalen.
Jeg har været væk fra bloggen længe. “Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget”. Som jeg plejer at sige, når det handler om noget andet. Jeg måske ikke skrevet blogindlæg – men jeg har været aktiv på @studiehuset på Instagram og næsten hver dag skrevet noget om at bygge bæredygtigt og istandsætte bæredygtigt i gammelt hus. Jeg har aflyst at sende nyhedsbreve ud. Det stresser mig. Jeg har mange abonnenter. Men jeg får aldrig sendt noget ud. Fordi jeg jo får sendt meget ud via Instagram og det har vist sig, at fungere som et bedre “avisbud” for mine små artikler. Men bloggen holder jeg fast i. Den har været i dvale før og er vokset sig stor igen – for eksempel under Corona – den skal være lystfyldt skrivning og læsning.
Og så glæder jeg mig helt vanvittigt meget til at undervise igen. Det var det, jeg skulle fortælle. At jeg har lagt den første af flere workshops på hjemmesiden. Jeg har fået utroligt mange lange lange spørgsmål over sommeren, som jeg ikke har haft tiden til at svare på eller svare grundigt på. Hele tiden har jeg tænkt, at jeg glædede mig til at komme med nyheden om, at man kan få alle mine svar på mine byggeworkshop hjemme i Studiehuset. Det er nu. Jeg glæder mig.
Fra profilen @studiehuset på Instagram.
