Lørdag fejrer jeg 100 dage som folkevalgt. Det er værd at skrive en klumme om. For hvordan er det? Det vil jeg gerne fortælle. For det spørger alle om. Jeg hører mig selv svare – igen og igen – at det er overraskende sjovt.
Må man sige det?
Mine læsere gennem mange år spørger mig også bagom – forståeligt nok – for hvornår har man lige en på linjen, der sidder inde i Folketinget: – ”Hvordan er det?” – når de ser, at jeg deler øjebliksbilleder fra livet og kunsten på Christiansborg i min story på Instagram (jeg har fået så meget ”godt stof” at dele fra det slot, som er blevet min daglige arbejdsplads. Se med i story).
Også min familie, som var så bekymrede og som var meget imod at jeg stillede op, spørger: ”Hvordan er det?”. Igen svarer jeg: ”Det er sjovt!”. Og jeg er overrasket over mit svar. Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med. Men jeg havde vistnok ikke regnet med det her.
Det er ikke fordi, det ikke er alvor – det her med politik, det er ofte blodigt alvor, giftigt alvor, økonomisk alvor, udenrigspolitisk alvor, alvor for natur, dyr og mennesker – så det er ikke for at tage let på opgaven, at jeg siger det er sjovt. Det er sjovt, fordi vi virkelig prøver at gøre noget bedre og finder en mening i det.
At repræsentere
Det er nok også sjovt – for mig – fordi jeg, og nu bliver det følsomt, hele tiden føler, at jeg har fået en ekstra chance efter jeg overlevede kræft for nogle år siden. Jeg mærker taknemmeligheden i øjeblikkene. Hver eneste dag tænker jeg: Tænk, at jeg oplever det her. Tænk, at jeg fik den her chance. Tænk, at jeg er så privilegeret at vælgerne har stemt på mig, så jeg kan repræsentere dem.
Og det med at ”repræsentere” (og at være ”at service” som man siger på engelsk) er i det hele taget kommet til at fylde: Jeg tænker på det hver morgen, når jeg tager pænere tøj på end jeg plejer. Jeg tager pænt tøj på for at vise respekt for alle dem, som stemte på mig, og som jeg repræsenterer.
Meningsfuldt
Det er også sjovt, fordi der er søde kolleger og gode medarbejdere. Og så er det sjovt, fordi det er meningsfuldt. Sådan som alle jobs er sjove, hvis de giver mening og de er virkelig usjove, hvis de ikke rigtig giver mening i en større sammenhæng. Kan du relatere?
Jeg har haft sådan et job engang og det gjorde mig meget ulykkelig hver dag, fordi jeg ikke kunne se netop meningen. Indtil jeg sagde mit velbetalte job op og lejede et 200 år gammelt lille hus i Kongens Have, hvorfra jeg solgte havebøger og naturgummistøvler – mens jeg skrev på noget brødløst og samfundsrelevant, som jeg synes gav rigtig god mening og det var trods alt vigtigst. Men det er en anden historie.
Gode sager
Hvordan giver det her mening? Ja. Alene i denne uge har jeg for eksempel forholdt mig til følgende alvorlige emner, som det er meget meningsfuldt for mig, at få lov til at sætte mig ind i:
Hormuz – skal vi sende hjælp når Frankrig beder om det (ja – vi skal selvfølgelig støtte op når Frankrig, der var der for os på Grønland, beder om hjælp. Vi skal i det hele taget tilbage til den regelbaserede verdensorden og international solidaritet som før Trump).
Er det for dårligt, at københavnske andelsboligforeninger har lavet en forretning ud af at have tusindvis af håbefulde betalende på venteliste, som aldrig vil kunne få en bolig? (ja).
Hvad skal vi mene om at der nu er en præst tilknyttet Folketinget (tro er en privat sag – det hører ikke hjemme i det parlamentariske arbejde, vi kan søge sjælesorg hos vores egen præst i vores eget sogn).
Hvad stiller vi op med AI-genereret stjæle-journalistik (jeg ønsker mig en ”sur smiley – falsk journalistik” til dem, der skaber ikke-journalistik ved at versionere andres ægte rugbrødsarbejde).
Hvem skal være de nye medlemmer af Det Etiske Råd (jeg er formand for udvalget).
Hvordan kan man forestille sig, at vi bevarer flere huse og river mindre ned? Hvordan kan vi redde den ikoniske bygning ”Lille Amalienborg” som den tyrkiske stat lader forfalde? Hvordan kan vi sikre, at der ikke længere fældes store træer i bybilleder – når vi ved, at de sænker temperaturen i en tid, hvor vi har varmerekorder? (Jeg er boligordfører).
Parlamentarisk grundlag
Jeg kan kun forestille mig, hvordan det er at være opposition. Men jeg ved med sikkerhed, at det er ekstremt spændende – ja, lad mig bare sige sjovt – at være parlamentarisk grundlag for den her regering. Fordi de ansvarlige ministre rækker ud. De er oprigtigt nysgerrige og interesserede i at arbejde sammen med os andre. Jeg hører dem endda, igen og igen, sige, at de gerne vil tage imod ideer (om byggeri, om medieforlig, om iværksætteri – ting, som jeg føler, at jeg ved noget om).
Der er ministre jeg allerede har mødtes med flere gange. Og der er ministre, der ringer, hver gang der er en lille nyhed for at sikre, at der er fælles fodslag med det parlamentariske grundlag. Vi er der nu, hvor vi bare er på fornavn, når der ringes op.
Havde vi haft en flertalsregering – som ikke havde brug for støttepartier – så havde det næppe været lige så ”sjovt”- at arbejde med alle mine ordførerskaber. Man har naturligt nok mange ordførerskaber – når vi kun er fem mandater i en lille folketingsgruppe. Det er klart – og det er jeg ved at lære af de erfarne folketingsmedlemmer, som jeg lytter meget til – at man kun kan koncentrere sig om et par stykker.
Unge kræfter og mange kvinder
Vi har det yngste folketing nogensinde – og det med flest kvinder. Der blev dog kun valgt to nye kvinder ind over 50 år denne gang. Ud af 67 nye. Mens der blev valgt virkelig mange unge smukke mennesker ind. For mig er det kun glædeligt at opleve det store engagement og den ildhu, som de unge lægger for dagen – jamen, hvor er vi heldige, at de unge gider at deltage i vores demokrati. Og alle de unge, jeg har talt med i det nye Folketing er dedikerede, veluddannede og gør sig stor umage. Så ingen sure miner herfra.
Når jeg alligevel har tænkt rigtig meget over alder i forbindelse med min nye rolle – så handler det udelukkende om glæde: Jeg er simpelthen gået hen og er blevet så glad for at være en erfaren type.
Det er virkelig værdifuldt at have erfaring
Jeg har aldrig før i mit arbejdsliv tænkt på meget på værdien af erfaringer. Jeg opdagede under valgkampen, at jeg vidste ting, som jeg ikke havde tænkt på i årevis, fra da jeg var opstillet for S for 15-18 år siden. Erfaringerne var der latent. Jeg kunne bruge dem. Og jeg ville meget nødig have undværet de erfaringer, som gjorde det meget lettere for mig at sige ja og nej og lave en skarp opturskampagne på nul komma fem.
I det daglige arbejde mærker jeg, at jeg kan trække på masser af arbejds-erfaringer. Jeg var kulturjournalist ved Dagbladet Politiken tilbage i 1990erne og det er brugbart – nu hvor jeg er jeg kulturordfører. Jeg sad i Det Etiske Råd og er nu formand for udvalget. Jeg har dyb indsigt i udviklingsarbejdet fra mine mange arbejds-rejser for humanitære organisationer + jeg er modtager af verdensmålsprisen for mit arbejde – og nu er jeg udenrigs- og udviklingsordfører. Man kan ikke købe de erfaringer for penge og jeg værdsætter dem – og dermed min alder – hver dag.
Der er også noget andet. Taler vi nok om, den frihed der er forbundet med at være omme på den anden side af små børn og hjemmeboende børn? Jeg savner dem selvfølgelig meget, hver dag, men jeg mærker virkelig også, at der er en kæmpe frihed i, at jeg ikke har det daglige ansvar. Jeg ville have revet mig selv midt over, når der er sene forhandlinger og jeg ikke ville kunne nå hjem og lave aftensmad til en flok drenge (jeg har kun to, men de havde det med at fordoble sig selv i løbet af eftermiddagene så der var altid en flok klar til at spise klokken 18).
Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på hvordan dem med små børn, dem, der er travle ministre, dog klarer det her. Jeg tænker på dem med stor medfølelse.
Hvad er mere sjovt?
Og så er der chancen for fordybelse. For at udfordre sig selv. For at gøre noget der er svært og alligevel komme i mål med det. Jeg tænker ofte over hvor heldig jeg er, at jeg kan fordybe mig i noget helt nyt. Nu her i tiden efter hjemmeboende børn. Jeg tror også det er sundt for mig – for alle – at lære noget helt nyt. Gøre sig umage med noget nyt.
Jeg har ikke haft et fast job med lønseddel, elevator og hævesænkebord siden jeg var 39 år gammel
Jeg skal lære alt muligt nyt hver eneste dag: Systemer, koder, metoder, regler, arbejdsgange, mødelokalers placering i en 6000 m2 stor bygning. Vi ved fra forskningen, at det er sundt at blive ved med at udfordre hjernen og lære nye ting.
Hvad er ikke sjovt?
Der er selvfølgelig mange ting, som man lige skal vænne sig til. Også noget, som er meget frustrerende på de bagvedliggende linjer. Også ting, jeg ligger vågen om natten over. Alt muligt proces.
Men min største frustration har dog været journalister og fotografer. At tænke sig, at jeg, der selv er journalist, redaktør, publicist – og medlem af Dansk Journalistforbund, skal sige det. Jeg skammer mig over niveauet for store dele af dansk presse i relation til danske politikere. Billeder bliver taget for at ”fange” en folketingspolitiker i at være mest muligt grim i en mest mulig akavet position og med munden i en mest mulig forvredet position, hvorefter billeder bliver solgt af RitzauScanpix, for at billedbureauet kan tjene penge. Jeg er egentlig rimelig fotogen – det vil sige pænere end i virkeligheden på billeder – men fotograferne på Christiansborg formår at få mig til at ligne noget der er gravet op fra en mose og vendt på hovedet.
Tekster er lige så forvanskede. De afspejler ikke virkeligheden, som de skal. Et eksempel: Jeg bliver under et interview til Berlingske spurgt ”er det ikke rigtigt, at du omgås kendte mennesker og er venner med Helle Thorning og Dan Jørgensen?”. Svar: ”Nej det passer ikke, jeg er ikke venner med Thorning – men jeg kender Dan Jørgensen”. Det bliver i interviewet til en fuldkommen selvstændig og skørt løsrevet sætning, som lyder som om jeg har Tourette-syndrom. For ud af det blå og helt uden kontekst lader journalisten mig sige ”Jeg kender Dan Jørgensen”. Jeg lyder jo som om jeg er sindssyg. Og teksten afspejlede overhovedet ikke virkeligheden. Jeg var ret målløs, for jeg havde gjort mig meget umage og brugt meget tid på journalisten.
Jeg har selv lavet masser af interviews i et spænd på 35 år, jeg har altid været tro mod det, der blev sagt: Man kan sagtens få en fin og meget læst historie ud af at skrive det, der rent faktisk bliver sagt og som personen kan se sig selv i. Men nu oplever jeg, at jeg måske er ”af den gamle skole” – før click-bait og før det var i orden at fordreje og skrive ting løsrevet fra sammenhænge, med det formål, at stille interview-offeret i et dårligt lys.
Det har gjort mig meget forsigtig overfor medier. Og jeg overvejer at optage alle interview, der måtte komme i fremtiden, på min egen optager, så jeg kan bevise, hvad jeg faktisk sagde. Ligesom der er medier, jeg bare blokerer først som sidst. Det er vildt nok. Sådan burde det ikke være i det vigtige samspil mellem fri presse og politik.
Heldig når jeg nærmer mig
Nogle tror, at jeg ikke kan ”holde ud” at ”møde på arbejde” – hvilket siger mere om, hvilke forestillinger nogle folk gør sig om livet som selvstændig (her arbejder man også her dag). Jeg føler mig altid meget heldig hver gang jeg nærmer mig Christiansborg.
Tænk, at jeg får lov til at arbejde der. Jeg arbejder meget nu, ja. Mange timer, ja. Men det har jeg gjort altid.
Og jeg må sige, at jeg aldrig har arbejdet mere end i 2025, hvor jeg forsøgte at skabe Den lille grønne avis som et grønt medie uafhængig af Meta. Jeg arbejdede alle ugens syv dage og jeg aldrig trukket løn ud til mig selv på avisen. Jeg forsøgte at samle nok midler til, at vi kunne betale vores ret dyre bureau og vores ret dyre nyhedsbrev-udsender (to forskellige, jeg betaler stadig af på den satsning). Jeg forsøgte at skaffe nok til at ansætte en ung journalist eller to. Jeg forsøgte, at få rigmænd og fonde med på ideen om et grønt medieinitiativ uden betalingsmur i en tid, hvor vidensniveauet daler og mange unge ikke læser avis. Jeg forsøgte, at få mediestøtte i tre omgange og brugte enorme mængder tid på det, kun for at blive afvist. Fordi Den lille grønne ikke ligner gammeldags omnibus-aviser, som får millioner i støtte om bag deres betalingsmur, hvor alt for få læser med nu om dage. Hvilket er et kæmpe problem. Den snak tager vi en anden dag.
Endelig forsøgte jeg at holde sommerferie i to uger i 2025, men blev afbrudt, som nogen husker, af 60.000 russiske bots, der forsøgte at ødelægge Den lille grønne avis. Så lad mig sige det sådan her: Det er ikke hårdt at komme i Folketinget.
Det var hårdt at være selvstændig sidste år. Det var hårdt at være selvstændig under Corona, hvor ingen erhvervspolitikere støttede de små selvstændige, selv om de sagde, at de gjorde det. Og det var hårdt at være selvstændig dengang jeg havde små børn og store lån. Den her nye position i Folketinget er krævende. Men det er der mange andre jobs der også er. Forresten er det ikke et job – det er ikke at anse som et arbejde – det er et borgerligt ombud, et hverv.
Sommerferie!
I år vil jeg prøve noget nyt. Jeg vil forsøge at holde fire ugers ferie. Jeg vil læse op på mange af de papirer, jeg ikke har nået, i den første travle tid med den nye regering. Og jeg vil læse bøger på papir, mens jeg kigger på mine høns og kyllinger. Og jeg vil tænke over, hvordan jeg kan lave nogle udspil på bolig- og kulturområdet i efteråret.
For her er det fine: Ingen kan gøre alt – men alle kan gøre noget. Og jeg kunne faktisk gøre noget max hverdagsaktivistisk og stille op til Folketinget og forsøge at gøre en lille forskel. Tænk, at jeg fik muligheden! Tænk, at det viste sig at være så sjovt. Nu fejrer jeg de første 100 dage som folkevalgt og jeg har ikke fortrudt.
*****
Støt Den lille grønne avis – støt via abonnement her – eller støt via engangsbetaling for artikler på MobilePay 580587. Vi er taknemmelige for al støtte, der gør, at avisen kan fortsætte!
Follow this blog on Mastodon or the Fediverse to receive updates directly in your feed.
