For to uger siden udkom mit nyhedsbrev med historien om en by i oprør (læs historien her) – og til min store glæde spredte artiklen sig hurtigt til andre medier.
Det handlede om en sag, jeg var kommet på sporet af. Om hvordan det kunne gå så galt, at staten solgte 14 hektar jord i landets dyreste ferieby – Tisvildeleje – for langt under markedsprisen, fordi man stolede på, at området skulle anvendes ferier for sårbare børn via en fond.

Det er ikke hver dag, de store medier finder noget at rapportere videre her fra Den lille grønne avis – men det skete med denne historie. Det er jeg virkelig glad for.
Jeg har afstået fra selv at stille mig frem som kilde – jeg er blevet spurgt – for jeg har nu om dage denne dobbeltrolle, journalist og politiker, og ville hurtigt kunne blive misforstået. Jeg har nu overladt den politiske del af den meget spegede sag til mit partis ordfører på Miljø: Torsten Geil. Det hører hjemme under Miljø, fordi det er naturstyrelsen areal, der er blevet solgt for billigt og det var daværende miljøminister Magnus Heunicke, der med gode intentioner fik salget igennem i Finansudvalget i Folketinget.

Sagen kort
Sankt Helene Centret er et 35 år gammelt, socialøkonomisk feriecenter i naturskønne omgivelser i Tisvildeleje. Det har længe har været et sted, hvor børn kunne komme på lejrskole og sårbare familier kunne få en ferieuge.
Det lille lokalsamfund er i oprør. For stedet står nu til at blive omdannet til et luksuriøst spa- og wellnessresort med plads til 1.000 daglige gæster (mod ca. 400 i dag). Der er forskel på de to grupper på mange måder. Endnu et perspektiv en Tisvilde-borger har gjort mig opmærksom på er, at børnene, til byens store glæde, kommer op med toget. De 1000 spa-turister ville belaste området meget med privatbilisme.
Fonden bag centret har indgået en betinget aftale med udviklingsselskabet Falk-Rønne & Kierkegaard, som skal stå for omdannelsen. De viser deres champagne-visioner på www.sankthelenetisvilde.dk.

Bestyrelsesformand Torben Nyegaard begrunder kursskiftet i fonden med, at driften i nuværende form ikke længere er økonomisk bæredygtig på grund af et stort renoveringsefterslæb. Han er uforstående overfor kritikken, hver gang han bliver spurgt.
Videre til andre medier
TV 2 læser med i mit morgen-nyhedsbrev og ringede allerede samme dag og fik mine kilder. De tog historien op nationalt med historien “Feriecenter skaber ny ballade i Tisvilde – Det er jo helt vanvittigt” og “Nyt feriecenter skaber konflikt i Danmarks dyreste badeby”. Her citeres byrådsmedlem Claus Bindslev (R): “Et spacenter er der rigeligt af. Vi har behov for nogle, der giver noget til byen, ikke bare tager”.
TV 2 Kosmopol fulgte op med to artikler: En hvor fonden i en pressemeddelelse forklarer det store renoveringsbehov som baggrund for aftalen med Falk-Rønne & Kierkegaard, og én hvor borgmester Trine Egetved (K) – og det her er unægteligt ret tonedøvt, når man ser, den store modstand i vælgerbefolkningen i Gribskov – bakker op om, at der overhovedet må ske noget: “Det er positivt, at der er nogle, der gerne vil udvikle noget i vores kommune, når nu det, der ligger på området, ikke er rentabelt”.

Den 3.august bragte Berlingske historien. Her fortæller bestyrelsesformand Torben Nyegaard, at han anerkender at feriecenteret kommer til at afvige fra sin formålsparagraf, men han forstår ikke kritikken.

Dagbladet Politiken skrev om sagen den 4.august


Fra Politikens dækning.
P1 Morgen og P1 Orientering dækkede også den spegede sag den 5. august – altså ugen efter, jeg havde skrevet om det. Jeg var i P1-debat samme dag i anden anledning og gav her telefonnumre på mine kilder videre til journalisterne. Det var en glæde at høre den lokale ejendomsmægler, som jeg havde med i min artikel, Lene Pedersen, gøre det virkelig godt i radioen.

Hvad mere?
Der har været flere historier i flere medier.
Statens rolle er kommet i fokus, efter det er kommet frem, at grunden og en del af bygningerne i 2023 blev solgt af Naturstyrelsen til den selvejende institution for 4,4 millioner kroner – uden offentligt udbud, godkendt af Folketingets Finansudvalg. Salget er omfattet af en særlig gevinstklausul, hvor staten skal have en eventuel gevinst, hvis ejendommen videresælges inden 2039, hvis ejerstrukturen ændres, eller hvis den ikke længere anvendes til socialøkonomiske formål, og det er endnu uafklaret, om resortprojektet udløser klausulen. Det skal blive spændende at følge.
Den lokale debat har kørt intensivt på Kattegat.nu og især i Facebook-gruppen Tisvilde hele året.
Kommunen har indkaldt til informationsmøde på selve Sankt Helene og lægger op til en formel planproces med borgerinddragelse, før byrådet politisk skal tage stilling til lokalplansagen.
Svar fra Naturstyrelsen
I min artikel fra for to uger siden rejste jeg en del spørgsmål nederst – se endelig også alle kommentarerne under indlægget. Jeg fortalte desuden, at en gruppe borgere fra Tisvilde har søgt aktindsigter. Der er nu kommet svar fra Naturstyrelsen. Det viser sig, at Sankt Helene formål ER blevet ændret.
I vedtægterne fra 1993 og senere 2007, indgår “såbare familie”-afsnittet ikke i formål.
I vedtægter fra 2015, som var gældende på salgstidspunktet – da Magnus Heunicke som miljøminister tog sagen til Finansudvalget – der indsættes det afsnit som miljøministeren refererer til folketingets finansudvalg.
I de vedtægter der senere godkendes i 2023 ved fondens overgang til erhvervsdrivende fond udgår afsnittet.
Den lokale borgergruppe har siden sidst fået tilknyttet advokat-hjælp fra øverste hylde, der vil hjælpe pro bono.
En gave til Tisvildeleje – eller til dem, der udvikler million-projektet?
I en mail – sendt til en læser her – skriver en af bagmændene bag det nye milliard-projekt fortrøstningsfuldt at han er sikker på, at projektet nok skal blive anerkendt som en gave.

Det er der dog for nuværende ikke meget der tyder på.
Skriv endelig i tråden, hvis du har nyt eller perspektiver på sagen.
Link til Fonden Sankt Helene her.
Støt arbejdet her på Den lille grønne avis – enten som abonnent eller på MobilePay 580587 – al støtte går til drift, studentermedhjælpere og website.
