Her kommer et haveråd jeg har givet mange gange gennem de 25 år, jeg har talt om have, holdt foredrag om have, lavet tv om have, snakket i podcast om haven, udgivet bøger om have og skrevet om have. Det kan ikke siges for tit:
Rod mere i haven! Insekterne, fuglene og alt det levende har brug for uorden
Bladene falder til jorden i denne smukke efterårsmåned. Lad dem blive!
Jorden har brug for vores hjælp. I disse dage er der nye skandaler omkring gift lukket ud fra Cheminova. Der er nye historier om det meget skadelige konventionelle gift-landbrug som sprøjter direkte oven på vandboringer. Og der er igen historier om Miljøstyrelsen, som har tilladt EU-forbudte farlige giftstoffer i tre årtier.
Man kan blive helt opgivende! Men der er noget vi kan gøre! Som grønne hverdagsaktivister. Og som nogen, der passer på hvert vores lille stykke jord – havejord – vi kan begynde der. I haverne, gårdene, kolonihaverne, sommerhushaverne, fællesarealerne, parkerne…

Vi kan gå til kamp for bedre jordkvalitet i alle haverne og alle parkerne!
Vi kan forsøge at skabe giftfri levesteder for de fortrængte væsener! Vi kan gøre oprør mod pænhed på alle grønne arealer!
Behold bladene! Leave the leaves – som de siger i England
Smid ikke havens guld ud som ”affald”. Jeg har sagt det ofte – også i min åbningstale på Dansk Arkitekturcenter om Genbrug.
Der er ikke noget som hedder “haveaffald”. Det grønne affald er guld!

Derfor! Væk med bladstøvsugere. Sæt riven i skuret. Brug den grønne beholder til noget andet (vi har hønsemad i vores ”affaldscontainer”).
Vær ikke bange for “skadedyr”. Vær bange for at de fugle og andre dyr, der er vores venner – kommer til skade, hvis al fjernes fordi vi er meget bange for “skadedyr”.
Vi ved, at fuglene er i tilbagegang – vi har mistet så mange sangfugle. Vi er nødt til at sørge for, at der er noget at spise til dem. Nu landbruget er støvsuget for føde og fyldt med gift.

Lad grene blive i bunker til pindsvin. Lad æbler blive til fuglene. Lad blomsterstande stå på blomster (føde til fugle). Lav en stor åben kompost, hvis du har en bunke, der ligger i vejen (et herligt levested). Læg blade som dyner rundt om stauder, roser og ind i bedene (beskyttelse).
Undgå brun bar jord. Klip ikke ned før til foråret. Byg et lille kvashegn, hvis du har mange grene (til vilde dyr, fugle, sommerfugle, bier).

Gå ikke af med noget grønt og brunt. Lad det være. Når foråret kommer, vil du se, at ormene har været flittige og har ryddet op.

At beholde alt det organiske materiale i haven er grøn omstilling i praksis:
Der er store CO2-besparelser. Hvis vi håndterer grene + kvas i egne haver, så kan vi lagre 600.000 ton CO2 om året. Når haveaffaldet bliver brændt / komposteret i de kommunale ordninger, vender CO2’en hurtigt tilbage til atmosfæren.
Beholder man blade med mere i haven, sker nedbrydningen væsentligt langsommere. Man opbygger et større og større lager af CO2 i haven i form af kvas, døde stammer og blade, der er under nedbrydning

Haveaffald er ikke affald
Haveaffald er det, der regenererer jorden. Vi kan ikke TAGE fra jorden uden at GIVE til jorden (tilføre nyt vækstlag bestående af organisk materiale)
Støt Den lille grønne avis på MobilePay 580587 eller med abonnement her

Læs meget mere her
Du kan læse meget mere om have, kompost og om at beholde bladene i efterårshaven i denne artikel om biodiversitet efterårshaven.

1 kommentar
Kære Signe
Tak for dit utrættelige og inspirerende arbejde for naturen, og din positive tilgang til at det nytter noget, det vi hver især kan gøre, i vores lille hverdag/samfund, på trods af at det virker håbløst, med alt det der får lov til at fortsætte, fordi det er industrien, politikere m.m som sætter dagsordnen.
Tak 🙏
Vil meget gerne støtte den lille grønne avis !
Kh Karin