Kulturarv reddet på Lolland

Nu trænger vi til en positiv historie. Jeg har trukket veksler på jer med alle de negative historier om nedrivninger. Derfor kørte jeg til Lolland her i ugen. Jeg vidste, der var guld at finde langt ude på landet hernede i det sydligste Danmark.

Jeg tog på byggepladsbesøg hos Andreas Karberg på Christianssæde. Jeg har før nævnt Karberg-familien i forbindelse med Karberghus, der ejer og har istandsat Langelinjeskuret: Her fortalte jeg, at vi har fået et langbord på taget til fri afbenyttelse København har fået en kæmpe gave.

Slottet Christianssæde er Andreas Karbergs eget personlige projekt – og ikke en del af Karberghus, virksomheden, der opkøber ejendomme og redder bygningskulturarv.

Baggrund

Efter sin fars død og nogle eftertanker i den forbindelse fik Andreas Karberg lyst til at gøre endnu mere. Give noget mere tilbage. Sørge for, at der var noget mere bygningskulturarv, der blev reddet til eftertiden.

Valget faldt på Christianssæde, som han købte i 2019. Et slot – bygget i 1690 i nederlansk barok – som ingen gad eje. Særligt ikke efter det havde været en del af den frygtede Husted-Andersens mishandlede ejendomssportefølje (han samlede på fredede bygninger, jo mere spektakulære jo bedre, hvorefter han lod dem forfalde frygteligt, bare for at blive husket som en idiot af eftertiden. Meget mærkelig type. Jeg har skrevet om ham i forbindelse med Aalholm Slot med mere).

Stået tomt siden brand i 1979

Christianssæde har stået tomt siden det blev hærget af en omfattende brand i 1979 med efterfølgende vandskader, skimmelsvamp og ægte hussvamp.

Det var børnehjem før det – fra 1930erne og frem til 1979. Aftenen før Allehelgenes aften brød branden ud til middagssamlingen. Og pga samlingen kom ingen personer noget til. Men slottet blev hærget. Ikke mindst af de store vandmasser ved slukningsarbejdet.

For længe siden var det et fint gods. Bygget af en rig 28-årig rig enke, Regitze Vind, der var blevet alene med fem små sønner som 23-årig. Hun må have været ret energisk – da hun valgte at blive bygherre til dette smukke slot med have og park og avlsbygninger.

Senere var stedet ejet af Reventlow-familien i 200 år og er kendt som det første sted, hvor stavnsbåndet blev ophævet. Det fremsynede herskab satte folkene fri.

Greve og statsminister Christian Ditlev Frederik Reventlow og hans familie boede her og på Pederstrup. Hvis du nogensinde er her på Lolland, så kan du besøge Pederstrup – der blev til museum, da Reventlow-familien forlod egnen i 1930erne. Et herligt sted (med originalt køkken med smedehjernskomfur – som der laves mad på ugentligt for at vise gæsterne et levende hus).

Bonusinfo: Digterpræsten Kaj Munk, en meget kendt skikkelse på Lolland, gik gennem parken fra sit barndomhjem hver morgen på vej til skole. Man siger, at “den blå anemone” er herfra.

Særligt observante læsere vil kunne huske, at jeg har besøgt Christianssæde før – det har været i 2021 eller 2022 – hvor jeg viste, hvordan der kun var ydermure og ingen etageadskillelser. Jeg har ledt og ledt, men jeg kan ikke finde opslaget, så vi må lige tænke os til det, hvordan det så ud da Andreas Karberg kom til det helt tomme slot, hvor man fra kælderen kunne kigge hele vejen op til taget. Alt var brændt væk. Ingen lofter.

De bedste lokale håndværkere

Nu er slottet ved at blive genskabt. Ikke alene genskabes slottet og de bedste håndværkere er på opgaven. Parken og haven genskabes også komplet med voldgrav og masser af kæmpe tudser, som arbejdet med tunge maskiner indretter sig efter.

Og i parken er der skabt en festival – Whitsun – med musik, så stedet generøst er åbnet for de lokale og andre. Det er folk rigtig glade for på de kanter. Jeg ved det, fordi jeg har været til festivalen flere gange og kender de lokale, fra da jeg havde et fredet hus, som jeg satte i stand med lokale håndværkere, på de kanter.

Man kan redde gamle huse – også dem, der er hårdest ramt

Det er et enormt arbejde at genskabe bygningskulturarv som her. Dem, der alligevel gør det, fortjener stor ros. Og de fortjener, at vi viser, at det kan lade sig gøre.

Der rives hele tiden rives huse ned på grund af en smule skimmelsvamp eller en smule vandskade. Lokalpolitikere forklarer – og det sker i alle kommuner – at de har stemt for nedrivninger af bevaringsværdige huse fordi ”det jo ikke kunne reddes” (se bare den seneste historie fra Svendborg).

Men man kan redde gamle huse. Dette gamle hus viser vejen – det har været brændt, haft enorme vandskader, masser af svamp og skimmel.

Se hvor smukt! Er det ikke inspirerende? Hurra for dygtige håndværkere og visonære bygherrer, der viser, hvad man kan, hvis man ikke giver op på bygningskulturarven.

I dag fik vi en positiv historie

PS. I skal vide, at jeg ved, at det er hårdt for jer at læse de negative historier – og tro mig, det er også slemt at skrive dem og forholde sig til alle de mange, mange andre fra samme skuffe som jeg ikke når at skrive. Det er slemt, fordi jeg simpelthen ikke forstår, at vi ikke passer bedre på kulturarven og ressourcerne. Det giver ingen mening – og slet ikke i en tid med klima- og ressourcekrise.

Så jeg deler de triste nedrivnings-historier fordi de er vigtige. Vi skal passe på husene og kulturarven for næste generation – vi har alt til låns. Vi skal passe på ressourcerne. Og jeg håber at råbe politikere op, så vi får lovgivning, der passer på bygninger og ressourcer og ikke bare passer til klimaskadeligt forbrug, typehusfirmaer og producenter af klimabelastende byggematerialer.

Støt journalistikken på Den lille grønne avis på 580587 – alle bidrag gør en stor forskel!