Hvordan bliver man modtaget, når man smadrer andre menneskers nærmiljø? Når man ødelægger deres udsigt? Når man fjerner gamle træer?
Jeg har gennem flere år observeret et fænomen, som jeg har forsømt at skrive om.
Renoveringstyper og nedrivningstyper
Hvad sker der mon når nogen, der flytter til en ny vej, går rundt og hilser på, giver sig til at renovere et gammelt hus, som er på cirka samme alder som de andre gamle huse på vejen og forsøger at tale med naboerne om hvordan man gør her i nabolaget?
De mennesker bliver meget vel modtaget.
Omvendt hvordan mon modtagelsen er, når en smadremand m/k – det kan også være et par, det er det ofte – ankommer til en ny vej i et for dem nyt område, som de ikke rigtig virker interesserede i at lære at kende?
Kender du typen?
Disse husejere forsøger ikke at afkode “hvordan opfører vi os her”. De er kulturløse og historieløse og vil ikke høre historier fra området og de vil slet ikke høre på hvordan deres planer påvirker andre mennesker. De er ligeglade med hvilken arkitektur og kultur, der er etableret på vejen gennem generationer. De kommer brasende som klodsede uindbudte partycrashere.
Og nu regner de naturligvis med at blive inviteret til kaffe og med til den årlige vejfest. De går ud fra, at alle vil tage hjerteligt imod dem og deres uigennemtænkte ideer.
De tager fejl
Men det ved de ikke endnu.
Efter overtagelsen – hvor de ofte har forsikret sælger, ofte en ældre dame, om gode intentioner – giver de sig nu til at søge nedrivningstilladelse af den gamle villa. De ser ikke, at deres hus er et nabohus til et nabohus. De ser ikke deres hus som en del af en sammenhæng. De ser ikke at vi er sammen i fællesskaber, der skal fungere i gensidig respekt.
Mens de venter på nedrivningstilladelsen, som helt sikkert kommer, fordi kommuner i hele landet ikke forhindrer selv de mest indlysende forkerte nedrivninger, så giver de sig nu til at fjerne alt liv. De fælder straks træerne – og man kan høre dem kvidre, at de vil have “fuld sol” – inde bag hækken.
Det bliver vådt og varmt i fremtiden – vi får virkelig virkelig meget brug for 100 år gamle træer, der kan suge og som kan skabe skygge og nedkøle haver, veje, gader, bydele. Og naboerne kender træerne, men kan intet gøre. Naboerne ved, at det er træer, som fugle, egern, flagermus og insekter har som levesteder og som skaber et godt klima.
Efter træerne kommer turen til de grønne levende hegn
Når man fjerner hække, hvor fugle, vilde bier, pindsvin har levesteder – og som følger årstiderne – og erstatter dem med døde hegn og mure, så er der tab af biodiversitet.
Det bliver også en kedelig landskabsarkitektur på villavejen. De hunde og katte, der plejer at færdes ved hækkene, de fugle, der har reder i hækkene, de mennesker, der kan afkode årstidernes skiften bare ved at kigge på hækkene på vejen, de mister nu noget grønt og levende og får stendøde mure og plankeværk i stedet.
Dårlig stemning på villavejen og til vejfesten
Endelig kommer nu nedrivningstilladelsen til de fine hus, som naboerne er så glade for at gå forbi eller kigge på fra deres vinduer, et hus, der passer i tidsperioden til de andre huse på vejen. Et hus, hvor naboer husker den gamle dame og det liv, der blev levet i huset og haven. Nu rives huset ned. Ofte i en meget voldsom nedrivning, som gør helt ondt på naboerne.
Nybyggeri, Barbie og McMansion
Naboerne kigger med gru på hvad der opføres i stedet. Naboer observerer det ekstreme ressourceforbrug – foruden at de naturligvis skal leve med larmen, når der bygges, ofte bygges der på akkord og i ydertimer af udenlandske håndværkere, som ikke rigtig kender til grundejernes skrevne og uskrevne regler.
Så kommer det nye hus. Oh det er slemt. Inde fra det nye hus, som ofte ligner et akvarium med kæmpe store vinduer – kan de nye ejere nu kigge ud på fine gamle huse.
Lidt ligesom danske politikere nyder at kigge på gamle huse i Italien, som de viser på Instagam, mens de ikke begriber, at de skal passe på vores egen bygningskulturarv.
Sådan ser de nye ejere heller ikke, at det er ufedt for de gamle naboer at glo på det nye grimme hus – mens de selv kan se på de smukke gamle huse.
Og hvad sker så?
Jeg har fået utrolig mange fortællinger om det her fra naboer til nybyggeri. Jeg har selv fået et par ubehagelige henvendelser fra nogen, der mener at det er “min skyld” at de bliver nødt til at flytte igen, fordi det er “ubehageligt” at bo på vejen i det nye hus. I et særligt festligt eksempel fra en sjællandsk by mente en rig mand, at det var min skyld at hans kone ikke følte sig velkommen på deres nye vej.
Det kommer fuldkommen bag på de nye ejere, at de bliver rasende upopulære
Det har slet ikke tænkt tanken, at de lige kunne stikke fingeren i jorden på deres nye vej. Mærke efter hvordan man opfører sig. Hvad der betyder noget.
Det er det, som arkitekter sommetider kalder “stedsansen”. At sanse det sted, hvor man befinder sig. At sætte sig ind i kulturen, naboerne, bygningskulturen, historien, arkitekturen også landskabsarkitekturen.
Og hvad sker nu?
De nye ejere bliver så trætte af, at naboerne er så sure på dem, så de ender med at sætte det nye hus til salg.
Det vil sige, at de har fjernet et gammelt historisk hus fra jordens overflade til ingen verdens nytte. De har fjernet træerne. Hækkene. Levestederne. Biodiversiteten. Til ingen verdens nytte. Det har haft et astronomisk forbrug af jomfruelige materialer i byggeprocessen. Til ingen verdens nytte.
Det er de andres skyld
Og de har ofte svært ved at få solgt deres meget højt prissatte hus (de skal både have salgsprisen hjem for det gamle hus og byggeprisen på det nye samt alle de uforudsete udgifter). Her kunne de nye husejere måske begynde at tænke lidt over hvad i alverden de har haft gang i og kigge lidt indad. Men nej. De giver sig nu til at beskylde naboerne og alle mulige andre – men ikke dem selv – for at være skyld i deres situation.
Man bliver ikke populær på vejen og i kvarteret – ved at ødelægge vejen og kvarteret med hensynsløst nybyg.
STØT arbejdet på Den lille grønne avis – abonner på Mobilepay 580587
Læs nogle af de historier om nedrivninger som billederne stammer fra her:
Sidste nyt fra Gilbjergstien i Gilleleje
Nyeste nedrivning – hus til 28.millioner
Og kig under emnet “bygningskulturarv” i emnelinjen
Topbillede: Fra Højbjerg. En læser har taget billedet som jeg bringer med tilladelse.
1 kommentar
Det er så utroligt sørgeligt.
Jeg bor i Stockholm och for ca 20 år siden byggede et hus i et gammelt sommerhusområde som var ændret til helårsområde.
Det var et område med store naturgrunde, mange meget gamle trær (fra før sommerhusområdet blev bygget) Vi havde til eksempel en eg som jeg vudere til at være 150-200 år gammel.
Vi beholdt stort se alle trær og havde med i alle aftaler med håndværkere mm at de skulle betale erstatning hvis de skade trær.
Under den tid vi boede der blev der selvfølgelig bygge mange nye huse. Mange ryddede hele grunden for al vegetation, sprængte klipper væk, byggede hus med kæmpe store udepladser i træ, rullede græs ud og plantede nogle forkrøblede trær i et hjørne af grunden.
Et skrækeksempel var en grund hvor 25 trær blev fældet. De stod i udkanten af grunden, ikke der hvor huset blev bygget.
Folk flyttede dertil fordi det var så hyggeligt med alt grønt och de mange trær men fattede ikke at de totalt ødelage hele stemningen og naturen i området.
Jeg var med i en naturforeningen som kæmpede for at kommunen skulle lave regler om at man ikke fik fælde gamle trær uden tilladelse, at man ikke måtte ændre grunden med sprænging uden tilladelse og grænser for hvor stor del av grunden som måtte være uden vegetation (træaltaner, asfalt, fliser mm).
Vi havde desværre meget begrænset fremgang.
Tak for alt du gør for kultur og natur.