Grøn mad

Sort dag i det grønne køkken

Det ser sort ud for den grønne madplan. Ny undersøgelse viser at der er sket en halvering i indtaget af frugt og grønt. Og takeaway buldrer derudaf

Der er kommet en ny seriøs undersøgelse fra DTU-Fødevarer. Undersøgelsen kom som et chok for alle aktører i branchen – da den landede i nyhedsstrømmen tirsdag den 24.februar.

Det er helt vild læsning. Noget må gøres!

Utroligt nok traf det sig så heldigt, at der allerede den 26.februar var et længe programsat møde i det helt nye “Forum for dansk frugt og grønt” under Madkulturen (støttet af Fødevareministeriet, Gasa og Madkulturens egne midler – og nok mere fondsstøtte i fremtiden). Jeg er heldig at være med i gruppen som består af et tværsnit af fødevarebranchen (jeg har lagt hele deltagerlisten ind nederst – hvis du vil se det tydeligere).

Undersøgelsen

Vi har talt masser om vigtigheden af frugt og grønt – vi skal have 600 gram om dagen – vi har talt om at spise meget mindre kød, meget mere grønt, mere groft, mindre sukker… Og så er det alligevel gået den helt forkerte vej viser nye tal.

Link til at læse den nye undersøgelse nederst i artiklen.

Så slemt står det til

✔️ Langt størstedelen af danskerne lever ikke op til officielle kostråd
✔️ Mange får for meget usundt fedt og sukker, og for lidt frugt og grønt
✔️ Kostmønstre hos børn og unge er især problematiske (lav næringstæthed og højt sukkerforbrug)
✔️ Der er risiko for mangel på flere vigtige vitaminer og mineraler i store befolkningsgrupper

1. Lav efterlevelse af kostrådene

  • Kun ca. ¼ af befolkningen opfylder anbefalingerne for fuldkorn og fisk
  • Endnu færre opfylder anbefalingerne for bælgfrugter og nødder. 
  • En meget lille andel lever op til råd om begrænset indtag af søde sager og snacks

2. For meget usundt fedt og sukker

  • Et stort flertal har for højt indtag af fedt – især mættede fedtsyrer, langt over anbefalet niveau. 
  • Frie sukkerarter (herunder tilsat sukker) er høje, især blandt børn og unge.

3. For lidt frugt og grønt

  • Indtaget af frugt og særligt grøntsager ligger væsentligt under anbefalingerne i alle aldersgrupper
Fødevarewatch omtaler indsatsen

4. Mange spiser stadig for meget kød

  • Indtaget af rødt kød overstiger anbefalingerne i næsten alle aldersgrupper; næsten hele befolkningen ligger over de vejledende mængder. 

5. Risiko for ernæringsmangler hos specifikke grupper

  • Unge (11-17 år) – lav næringstæthed generelt og lavt indtag af flere vitaminer og mineraler. 
  • Kvinder i fertil alder – særlig risiko for utilstrækkeligt jernindtag. 
  • Der er også risiko for for lavt indtag af vitamin D, E, C, B6, selen og calcium i befolkningen. 

6. Kostens udvikling peger ikke entydigt i den rigtige retning

  • Nogle forbedringer (fx fuldkorn blandt voksne mænd), men mange negative tendenser:
    • Frugtindtag er faldet i alle grupper. 
    • Grøntsagsindtag har tendens til at falde. 
    • Kødindtaget er steget, især fjerkræ. Og det er ikke økologisk kylling.
De hjemmelavede måltider er blevet færre.

Hvert fjerde måltid er takeaway

Danskernes kostvaner i perioden 2021–2024 viser, at vi spiser meget længere fra officielle kostråd end anbefalet, med lavt indtag af frugt, grønt og bælgfrugter og højt indtag af søde sager, snacks og sukkerholdige drikke – også de meget skadelige energidrikke, der går hård på organerne – især hos børn og unge.

Samtidig er take-away-kulturen vokset markant. Det er så vildt. 25 % af alle måltider nu er take-away, hvilket ofte betyder flere kalorier, mere fedt og færre grøntsager sammenlignet med hjemmelavede måltider (købsmønstre viser en kraftig stigning i fastfood og takeaway-forbrug over tid). Desuden er kiloprisen af takeaway helt astronomisk høj i sammenligning med hjemmelavet med med mange grøntsager.

Der genereres enorme mænger af affald af takeaway.

Råvarer til at producere et takeaway-måltid er uden for vores kontrol – og er meget sjældent dokumenteret økologiske, lokale og dokumenteret giftfri.

Rapporten dokumenterer også, at børn og unge i dag spiser kun omkring halvt så meget frugt som for 10 år siden, hvilket er en bekymrende ændring for ernæringstilstanden i de yngre aldersgrupper.

Yderligere peger datamaterialet på en stigende tilstedeværelse af kulhydratrige, sukkerholdige energidrikke og ultraforarbejdede proteinbarer i kosten hos især unge, produkter der ofte bidrager med tomme kalorier uden at levere væsentlige næringsstoffer og som kan drive yderligere afvigelse fra en sund kost.

Samlet set understreger undersøgelsen, at danskernes kost oplever betydelige ernæringsmæssige udfordringer, især i relation til sukker, fedt og frugt- og grønt-indtag. Det er alt i alt meget, meget bekymrende, at nutidens unge ikke spiser lige så sundt som deres forældre og bedsteforældre (den sunde efterkrigsgeneration). Det er gået tilbage – i stedet for frem – på trods af alt hvad vi ved.

Aftensmåltider laves på under 15 minutter

I Madkulturen og i det nye Forum for Frugt og Grønt er der fokus på Maddannelse og Madkultur. Der er mange fakta at forholde sig til.

Sukkerforbruget er steget med 50 procent – især for børn og unge. Vi er ude i en “snackkultur” i stedet for en måltidskultur.

Man spiser “et eller andet” på farten. I stedet for at sidde sammen omkring et bord og spise hjemmelavet mad – som mest er lavet ud af grøntsager. Og vi har de seneste 50 år været enige om, hvordan et måltid skal sammensættes (ja, nogle er vegetarer og veganere, nogen går ikke ind for brød, nogen vil ikke have mælk, men det her – Madpyramiden – har været en grundlæggende diskurs i de seneste 50 år).

Nu foreligger der et enormt arbejde på tværs af hele branchen – og blandt alle os ildsjæle, der i årtier har arbejdet for en bedre, grønnere, sundere madkultur. Der skal sættes ind med formidling, skolemad, undervisning, bootcamps og alt mulig andet. Vi skal tale om resiliens, selvforsyning i krigs- og krisetid, støtte til unge nye avlere, mere produktion af dansk frugt og grønt, uddeling af skolefrugt.

Jeg har skrevet en del om det hele allerede – læs om vores forsyningssikkerhed her og se under “grøn mad” oppe i værktøjslinjen. Der er mange artikler fra den seneste tid.

Se også serien #dengrønneindkøbsrejse – her og på Instagram.

Vi må arbejde hårdt for at få en bedre madkultur i Danmark og en kultur, hvor vi igen spiser meget mere frugt og grønt.

En fotograf havde fanget mine noter til mødet i Forum for Frugt og Grønt.

Der var virkelig mange gode ideer på bordet i det første møde i Forum for Frugt og Grønt. Hvor hele branchen var samlet på tværs af værdikæden.

Heldigvis. Vi er på vej!

Madpyramiden fylder 50 år. COOP har fået HuskMitNavn til at tegne den igen og deler plakater ud i kædens medlemsbutikker.

Støt Den lille grønne avis – tegn et abonnement her. Eller på MobilePay 580587

Alle dine gode forslag modtages med kyshånd nedenfor. Skriv endelig!

Link til hele DTU-undersøgelsen her

Top-billedet er fra Godis Grønt.

5 kommentarer

  1. Hej Signe
    Det kunne være virkelig interessant eller måske snarere dybt bekymrende at lave et årligt nedslag i madpakkerne på skolerne.
    Nu ser jeg kun min egen klasses madpakker, men taler med mine kolleger om, hvad de ser, og det er ret enslydende ikke gode og næringsrige ting, der puttes i madkassen.
    De mest dominerende produkter er ultraforarbejdede snacks, kiks, müslibarer, toastbrød (og gerne uden skorpen), saltstænger/chips, pizza, nuggets og andre friturestegte produkter, nutella og chokolade. Rugbrødsmadder er blevet sjældne, frugt og grønt lige så – det er faktisk uhyggeligt at være vidne til på daglig basis…
    Når vi i skolen tager en dag i køkkenet og selv laver mad, hvor vi bruger mange grøntsager og mindst muligt kød, oplever vi hver eneste gang, at vi kan smide det meste ud igen, fordi børnene ikke vil spise det og udtrykker, de ikke kan lide det.
    Med andre ord er de ikke vænnet til at spise grønt hjemmefra.
    Så ja – vi ser i høj grad det, som undersøgelser om kostvaner viser.
    Hvordan vender vi den udvikling? Er den eneste løsning skolemad? Der skal i hvert fald andre tiltag til end en plakat med kostpyramiden, for de kender den faktisk godt😏
    Bh Birgitte Saltoft

    1. Hvor har du ret. Det kunne være virkelig interessant. Kunne du være en kilde her? Min mor er lærer og jeg har selv fulgt meget med i madpakker (af interesse og fordi min søn var diabetiker og dermed havde en gigantisk madpakke med, hvorfor jeg bemærkede, når andre børn ikke havde mad med eller ikke nok mad, med gods i… ). Hvordan tænker du at gribe det an?

  2. Ja ,det ER sgu lidt skræmmende. Men det er jo fordi danskerne er blevet dovne, de gider ikke selv lave mad, og deres forældre var også dovne og fik aldrig ungerne ordentlig opdraget.
    Så nu render de fleste unge mennesker rundt og skriger op om grøn omstilling og større sundhed i maden, mere grønt og mere “velfærd”…
    Mens de bestiller færdig”mad” hos volt eller rykker ind i nærmeste supermarked hvor de køber færdig”mad” som egentlig er fyldt med skodprodukter fra den kemiske industri.
    Og når deres maver er fyldte, så går de ud på gaden og skriger op om hamas og gaza, eller de tager en alt for billig flyver ned til de varme lande…
    Vores stakkels land er under nedbrud med dårligt uddannede unge og midaldrende som hver gang tager de nemmeste løsninger
    Vorherre bevares

    En mulig løsning var at lægge en høj afgift på udbringning af fødevarer, men det vil jo OGSÅ ramme de sunde ting som der dog stadig er lidt efterspørgsel efter….

    Nej, der ER kun en løsning, det er bedre uddannelse og opgradering af vores egen kultur. Det starter i folkeskolen hvor alle de fag vi havde da jeg var barn skal vende tilbage, kun suppleret med relevante it-fag.
    Og naturligvis uden telefoner – børn under 18 bør slet ikke have telefoner

    og så skal kun Europæisk baserede sociale medier tillades, og man skal identificere sig med Mit id, så vi får ryddet lidt ud i alle troldene og svindlerne

    Haha – jeg drømmer da vist 🙂

  3. Altså….jeg forstår det simpelthen ikke, forstår ikke at folk vil undvære det dejlige mad vi har så rig mulighed for selv at lave.
    Jeg husker alt for godt at stå i køkkenet og være træt efter en lang dag, men aftensmad og madpakker var jo en nødvendighed og vi havde ikke penge til “bare’ at købe os til nemme løsninger, det var stort når vores tre børn fik en “tyver”
    med engang imellem. Det er så nemt at købe gode økologiske varer, de smager jo himmelsk, ihvertfald frugt og grønt og er faktisk ikke meget dyrere end konventionel mad, joh kød og fjerkræ er voldsomt dyrt desværre.
    Jeg forstår ikke at travle forældre ikke laver aftensmad til et par dage ad gangen og vænner deres børn til rugbrødsmadder, lægger eks. danske æbler i madpakken istedet for de forfærdelige Pink Lady supermarkederne disker op med. Børnene vænnes jo til at spise disse søde æbler istedet for vores skønne danske syrlige (og søde).
    Jég tror mange forældre har “for mange penge” til rådighed, det er måske ikke pænt at sige, men mange penge gør det nemmere at købe hurtig færdiglavet mad og så er der mere tid derhjemme til at “game” og sidde med telefonen.
    MEN vi skal have supermarkederne mere på banen, de skal IKKE importere alle de udenlandske grøntsager og frugter, de SKAL lave aftaler med lokale avlere istedet.
    Det kunne være ret sjovt at se hvordan folk agerer hvis nu der kun lå DANSKE frugter og DANSKE grøntsager på hylderne.
    Der er ikke så meget at rafle om, forbrugerne bliver simpelthen nødt til at købe det det er.

    1. Jeg er helt enig. Vi må lære gode køkken-vaner fra os fra generation til generation…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *