Grøn omstilling

Tak for den første uge her på Den lille grønne avis

Status på den første uge på Den lille grønne avis på Website og Nyhedsbrev

Hvordan er det gået? Det er gået over al forventning

Første nyhedsbrev blev sendt ud sidste lørdag – og det blev der taget vældig godt i mod. I skrev, at I både var glade for at det kommer lørdag kl. 7.00 (weekendlæsning) og I kan lide designet og indholdet. Tak. Der var en fejl i MobilePay-nummeret nederst der nu er rettet takket være opmærksomme læsere.

Der er kommet en hel del spørgsmål til Brevkassen – og nogle har også brugt formatet til at skrive ”jeg har ikke et spørgsmål, men vil bare sige tak for Den lille grønne avis”. Dejligt at læse.

Mange har sendt tip. Jeg kan slet ikke nå at rykke på alt – men jeg bliver meget glad, når nogen givet et tip om nedrivning/bevaring. Særligt hvis vi kan nå at gøre indsigelser og det er helt fantastisk, når nogen hjælper med billeder fra alle egne af landet. Jeg er meget ude omkring, fordi jeg holder foredrag mange steder. Men det er en hjælp, når nogen tager billeder. Jeg bliver også glad for at høre om udvikling i tidligere bragte historier.

Teaser. Denne historie kommer jeg til at skrive i den kommende uge. Det er en positiv historie om et hus der blev reddet efter jeg delte det i 2022 og nu er ejerne nomineret til en pris for istandsættelsen

Hvad virker bedst?

Jeg har gjort mig umage med at skrive en positiv historie efter en negativ historie i denne uge. Og jeg har som en test delt dem på to forskellige måder.

Jeg kan sige så meget, at det her med at skifte fra Meta – væk fra Instagram – og over på egen kanal, det kommer nok til at tage lidt tid at få alle læsere med på 🙂

Først delte jeg historien om den delvise nedrivning af Ankerhus i Sorø på Instagram som et billede af historien herfra og skrev, at man kan læse den herinde (link i bio).

Det kræver lige lidt tilvænning at få folk til at trykke på link og læse historien – nogle synes det er nemmere at kommentere på en historie, de ikke har læst, end at læse en historie via et link. Men vi må fortsætte ad denne vej. Det er vigtigt!

Så delte jeg historien om, at Karberghus har givet København en kæmpe gave – her lavede jeg historien helt klassisk på Instagram, med en masse billeder og grafik og de knap 2200 punkter, der er plads til i tekst der. Sådan som jeg plejede at skrive før dette website. Jeg delte også videre til Facebook. Den historie er nu liket over 7000 gange alene på Instagram. Den er delt og gemt et utal af gange.

Fuld af fortrøstning og enormt lettet

Historien ligger også her. Men den læses rigtig meget på Meta. Det siger mig, at det bliver et langt sejt træk, at hjemtage journalistikken til egen platform – men jeg er fuld af fortrøstning. For ved I hvad? Det er en enorm lettelse, at vide, at lige meget om de amerikanske techgiganter bliver uvenner med de kinesiske og om der kommer den mærkeligste toldkrig og om der sker alt muligt andet underligt med de platforme, som andre ejer, så har jeg nu min egen kanal at udkomme på. Helt frit. Helt uden indblanding. Helt uden algoritmer. Uden at tage læserne som gidsler. Uden fossile annoncer.

Og her er allerede mange læsere og mange der bidrager med støtte-abonnement og mange, der abonnerer på Nyhedsbrevet. Det er en kæmpe glæde!

Mange tak for at I læser med her! Del endelig! At dele teksterne direkte herfra er en kæmpe hjælp. Støt endelig på Mobilepay 580587 (det rigtige nummer :). Sådan bliver der igen råd til at ansætte en studentermedhjælp, som har været meget savnet. Fortæl endelig andre, at de skal skrive sig op til Nyhedsbrevet. Der kommer ingen spam – men masser af grøn journalistik fra Den lille grønne avis. Tak!