Blog # 2 ud af 4. Rejsebrev fra Bangladesh, verdens 3.fattigste land – nabo til Indien, Nepal og Burma. Signe Wenneberg og Karen Rosenberg er ambassadører for den humanitære og folkekirkelige organisation Danmission og har til opgave at rejse rundt og sætte fokus på kvinde-projekter og “empowerment of women” i udviklingslande under overskriften ”Verdens Døtre”.  Andre rejsebreve her.  

Vi kører helt derud hvor der ikke er veje. Vi kører på stier gennem rismarker. Vi går. Og så er vi  igen i en “remote village in a rural area”. Men denne gang synes det, som om vi er kommet længere væk end nogensinde før.


Menneskene her er meget nysgerrige efter at se nøje efter, hvad vi er for nogen. Tolken forklarer, da vi spørger, at der er ingen, hverken voksne eller børn, der har set hvide mennesker før… De påstår, at der aldrig nogensinde har været besøg udefra her… Hvordan opleves det? Jeg ser store smil, venlige øjne, der er nogen, der aer mit hår – gætter på, at det er fordi de ikke kan lade være, ligesom når jeg som barn var med min mor i Magasin og ikke kunne lade være med at stå og røre ved fremmede damers pelsfrakker…

Her dufter godt i landsbyen. Ikke sødligt af skrald, sådan som der gør i byerne i Asien på en varm dag. Der ser heller ikke ud til at være noget skrald, ikke noget forbrug – og derfor heller ikke noget plastic og papir og råddent skrammel. Der er mad over bål – og bål dufter jo altid godt. Der er genanvendt køkkenaffald i kompostbunker. Der er køkkenhaver til selvforsyning, høns, geder og en enkelt ko og en okse til at trække ploven. Folk er senede af hårdt arbejde i rismarkerne. Hver hytte har et rum og alle i familien sover i samme seng.

UDDANNELSE

Her i denne landsby, Montijapur, er de fleste analfabeter. Men ikke børnene, de er som den første generation her nu kommet i skole. Og det har gjort, at kvinderne, mødrene, har fået blod på tanden. De har fået lyst til at lære at læse.

Den NGO-organisation, vi besøger herude (lokale Suporth, der samarbejder med Danmission), har organiseret et gratis læsekursus i landsbyen. En smuk lærerinde i sari bliver hver dag kørt bag på en ladcykel herud. Her underviser hun disse kvinder i to timer, mens deres børn sover til middag eller bliver passet af bedstemødre og andre børn. De er stolte af at kunne fortælle, at deres store børn er dygtige til at hjælpe dem med lektierne og at de går rigtig meget op i, at få mor til at lære at regne, læse og skrive.

Jeg får lov til at tale lidt alene med Chalka, der er 40 år, hun blev gift som 12-årig, har tre børn, datteren har hun giftet væk og sønnerne og svigerdøtrene deler huset med hende. Vi sidder og taler på hendes trappesten.

Jeg lægger mærke til, at der er sat tre slidte tandbørster fast til bambushegnet, mens jeg spørger hende: – ”Hvad glæder du dig mest til at kunne, når du lærer lidt mere i skolen?”.

Chalka: – ”Jeg glæder mig til at kunne læse religiøse tekster. Hele mit liv, har jeg kun fået ord overbragt af andre, jeg har ikke kunnet læse noget selv og selv danne mig min mening, så det er det, jeg glæder mig mest til. Jeg vil også gerne kunne læse skilte og priser, hvis jeg kommer til landsbyen og jeg vil gerne kunne tale med om ting. Jeg vil gerne kunne vide, hvad mine børn og børnebørn taler om og læser”.

Det her er hvad det vil sige, ikke at have haft mulighed for at lære at læse og skrive. Jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvordan ville mit liv være, hvis jeg ikke kunne gøre det, jeg holder så meget af: Læse og skrive? Det er umuligt at forestille sig det. Som at forestille sig et liv uden arme og ben.

Vi tilbringer nogle timer sammen med de ihærdige kvinder, før vi siger farvel til Motijapur. Børnene vil ikke slippe Karen, der viser dem billeder og film af dem selv på sin Iphone4 og de returnerer med at lave kunster for kameraet. Jeg ser mit snit til at gå i forvejen og kigge lidt nærmere på køkkenhaverne. Før vi kører videre i middagsheden ad hullede og støvede landeveje.

Igen kører vi langt. Vi ser te-marker – det er Darjiling, der dyrkes her. Vi ser marker med kål. Og ris, ris, ris. Vi er nu i Al-Qaeda territory nær grænsen til Indien. Al-Qaeda har, fortæller vores tolk, desværre haft stor tilgang siden tegningerne. Sharia-lovgivningen gælder her. Men der er ikke ret mange som har hverken tørklæde eller burka på her. Vi kører forbi en telt-lejr ved en flod – og får forklaret, at her bor slangetæmmere og medicinmænd. Ikke langt derfra – inde i et ekstremt fattigt område i en større lidt slum-agtig by besøger vi en syreangrebet pige, Mina, der får tårerne frem hos mig.

Som altid stimler børnene sammen om os, når vi kommer et nyt sted – og her også teenagerne. De vil tale med os. En af pigerne, smukke 14-årige Charmiina, taler forbløffende godt engelsk. Hun bor her i slummen og hun siger stålsat ”I wan’t to be a doctor”… Vi taler med hende uden tolk. Fantastisk. Fremtiden er ”empowerment of women” hører vi igen og igen, også når der er landsindsamlinger til verdens fattige. Charmiina er en af den slags piger verden skal satste på i fremtiden – og en af dem, Bangladesh satser på. Regeringen herude, der ikke altid synes at være på folkets side, har da også gennemført en god plan for nylig: Gratis uddannelse til alle op til 8.klasse – piger og drenge (efter 8.klasse er der stipendier for de dygtige).

Så langt så godt, får jeg forklaret. Godt, at der nu er en lov, der tilsiger, at børn skal gå i skole. Men langt fra alle familier har råd til at undvære børnearbejderne i marken og i hjemmet. Og hvad værre er: Nogle skoler er korrupte. De tager penge for undervisningsmidler, selv om de ikke må. De sætter kryds ved børn, som ikke når frem til skolen, for at få del i pengene fra staten, som gives pr. barn. Mange skoleledere er korrupte og investerer ikke i børnene, men tager pengene til sig selv.

Charmiina forklarer, at uddannelse er fremtiden. Hun siger, at alle herude drømmer om en uddannelse og at pigerne alle sammen vil være lærere eller læger. De vil ikke giftes tidligt, de vil kunne klare sig selv, og den eneste måde, siger hun, er uddannelse… Det er vi fuldkommen enige om. Os fire piger, der taler sammen her. Karen, den lokale tolk Annie som er mønsterbryder og har læst i Dhaka og stadig er ugift, Charmiina og jeg.

Når man ”cutter the crap” er vi i virkeligheden enige om meget, os der kommer fra et af verdens rigeste lande og taler menneske-til-menneske med folk herfra og tisser ned i det samme jordhul, for nu at sige det som det er. Det, der er vigtigt i verden er jo ikke det, der ofte status-opdateres om i Danmark. Ankomsten af Lanvin-design hos H&M, citronmåner eller at det er irriterende, at der er kommet sne på vejene. Det, der er vigtigt, er: At få mad. At være noget for nogen. At have indflydelse på sit eget liv – det nogle af os kalder det frihed – og som kvinderne her opfatter som et liv uden at blive kontrolleret af mænd/svigerfamilie. At have et godt helbred. At få en uddannelse. At kunne klare sig selv. At tro på noget – i hvert fald på fremtiden. Hvis man har prøvet at have en af delene, eller drømme om en af delene, for at miste det igen, er det et stort tab.

SYRESKADER

Mina føler hun har tabt meget af det, der er vigtigt for et menneske. Blandt andet sin fremtid, sin uddannelse, indflydelsen på sit eget liv og sit helbred. Det skete den nat, klokken halv-fem, hvor en ung mand smed syre ind gennem et vindue

til hytten på dengang 12-årige Mina, mens hun lå og sov ændredes alt. Der havde længe været en fejde mellem to rivaliserende klaner og angrebet på Mina var kulminationen. Den morbide logik er, forklarer Mina mig, at hvis man rammer en families pige med syre, så kan hun måske ikke giftes væk, og vil for altid være en byrde for familien. Der er mange andre grunde til, at kvinder bliver angrebet med syre eller brændt i Indien, Pakistan og i Bangladesh – ofte er det nygifte piger, der overfaldes, men Mina var ”bare uheldig at være født som pige i denne familie” som hun siger. Jeg spørger hvordan det har påvirket hendes liv.

Hun forklarer, at hendes retfærdighedsfølelse er blevet krænket, fordi overfaldsmanden – der blev idømt 6 års fængsel for sin udåd – er en run-away og ikke er blevet fanget. – ”Han kan leve sit liv videre som før, mens han har ødelagt så meget for mig”, siger Mina. ”Jeg er heldig, fordi jeg har fået en mand der elsker mig som jeg er og jeg har en lille datter. Jeg lever for mit barn og håber at få et barn mere, hvis jeg ikke havde børn, ville jeg ikke ønske at leve mere. Jeg kan ikke udholde at se mig selv i spejlet. Jeg plejede at være smuk. Og før var jeg også virkelig dygtig i skolen. Men der er en ting, man ikke tænker på med syreangreb, det er at det også påvirker ens intellekt. Jeg fik også syre i hovedbunden, og det må være gået ind i mit hoved på en måde, for jeg kan ikke længere huske så godt og jeg kan ikke koncentrere mig. Så jeg måtte gå ud af skolen efter angrebet, og jeg var kun 12 år. Jeg tilbragte lang tid på hospitalet i Dhaka, meget langt væk hjemmefra, og jeg har været tilbage for at blive opereret i ansigtet flere gange siden. Jeg ville så gerne have haft en uddannelse, have præsteret noget med mit liv…”.

Da Mina fortæller dette, bryder hun sammen i gråd. Jeg tager hende i hænderne og holder fast. Siger, at hun stadig er meget smuk i mine øjne. Jeg vender mig mod min tolk, for jeg forstår jo ikke bangla, men min tolk Annie, er brudt fuldkommen

sammen og græder. Hun giver mig kun enstavelsesord lige nu. Men jeg forstår godt situationen og begge piger, samler sig sammen til at tale videre. Jeg får forklaret, at selvfølgelig kan man søge trøst, både hos sin familie, i kærligheden til en mand og i sin religion, og det er også fint nok, men det kan ikke på nogen som helst måde måle sig med at være fri og have en uddannelse og dermed kunne opnå følelsen af at kunne klare sig selv. Mina føler det som en fed hævn, over angrebsmanden, at hun blev gift, fik børn og ikke blev en byrde for sin familie, sådan som det var planen, men det ændrer ikke på, at hun selv bøder hver dag. Fordi hun ikke fik muligheden for at uddanne sig og blive fri.

SLUT

Facebook kommentarer

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Signe Wenneberg

Signe Wenneberg er forfatter og foredragsholder - samt uafhængig journalist. Udkommer på egne platforme. Er især at finde på Instagram - her på bloggen - og på Facebook-siden. Følg med hvis du interesserer dig for hverdagsaktivisme, dyrevelfærd, bæredygtighed, ressourcer, hus og have, mad og madspild.

Pin It on Pinterest

Tak fordi du deler...