Jubel. Flag. Spegepølsemadder. Sandkage. Støvbad. Spagetti. Puttekorn og hurra. Det er gået op for mig, at det er et år siden, der flyttede en lille forhutlet burhøne ind i min baghave i forbindelse med et tv-program. Hønen hed Maggie. Og resten er historie.

Hønen er nu højt elsket. Hun er formand for “Burhønsenes Befrielsesfront” – der har over 7000 fans, hun lever et dejligt liv som fri (og småkræsen) havehøne og er en bestemt mellemleder i hønsegården. Hun er grunden til, at jeg ikke kan spise flødeboller mere (alle flødeboller i Danmark indeholder æg fra mishandlede burhøns). Og hun er grunden til, at jeg tager fat i Fødevareministeren, Fødevareproducenterne, EU, forbrugerbevægelserne og hele pivtøjet. For der er noget, vi må have ændret: Ingen dyr skal nogensinde leve et så kummerligt liv, som Maggie og hendes kolleger gjorde og gør henne i burægge-industrien. De lever

kummerligt alene for at vi kan få alt for billige æg. Der er ting, der kan købes for billigt i denne her verden og buræg er på den liste.

Hvad er historien? Jeg har lige skrevet en besked til den redaktør fra DR, Thomas Breinholt, der for et år siden sendte mig den skøre sms om burhønen… Og fordi der er datoer på vores tråd, kunne jeg se, at vi har en mærkedag at fejre.

Om aftenen den 23.august 2011 skrev Thomas sådan her: “Er det okay at et stk burhøne ankommer med mig og min chauffør Kurt… i morgen kl.9.00. Kh Thomas”. Jeg sagde ja. Thomas og Kurt var i gang med at optage programmet “Fedt, fup og Flæskesteg” (DR2) og havde befriet en burhøne. Det var meningen at Kurt skulle have burhønen med hjem. Det ville han ikke. Og Thomas ventede tvillinger og boede på 3.sal, så han kunne heller ikke. Og så måtte burhønen Maggie blive her hos mig efter optagelserne.

Jeg var ikke meget for det. For jeg havde en hønseflok, der var godt rystet sammen og desuden var det nogle skrappe madammer, så jeg vidste ikke, hvordan det ville gå med en ny i flokken. Ud over det havde jeg mega-travlt med arbejde og valgkamp (jeg var dengang aktiv i politik) og kunne ikke – som Thomas foreslog – sidde og holde øje med Maggie, så der ikke skete hende noget. Men det gik alligevel. Det gik rigtig godt.

– “Maggie har været her i et år i morgen” – sagde jeg til min yngste søn lige før. “Hvad synes du er det vildeste, vi har oplevet med hende?” – spurgte jeg videre. Og han svarede: “Da hun kom. Og at hun overlevede”.

Der var nemlig ingen, heller ikke Thomas og Kurt, der havde befriet Maggie, som havde

regnet med at Maggie ville overleve den første nat. Da mine børn kom hjem fra skole spurgte de, hvad det var for noget, der var ude i hønsegården. Kommentarerne var  slemme og noget i retning af: – “Den er ulækker, den er grim, den skal vi da ikke have“… Og jeg forklarede, at hun nok heller ikke ville være her så længe og gav hende lidt vand og mad, som hun ikke kunne finde ud af at spise.

I løbet af de første dage så jeg, der som ægte bedrevidende, fødevarekritisk journalist har haft en mening om burhøns, men egentlig aldrig har set en rigtig burhøne i virkeligheden, hvor lidt Maggie kunne. Og hvad fanden (jeg må gerne bande her) det er, vi gør ved dyr, fordi vi gerne vil have billig mad (ingen af os går fri, for der er buræg – ikke bare i flødeboller – men i næsten al bagværk, kiks, kager, købemad, hospitalsmad, restaurant-mad osv). Maggie tjener som eksempel for os.

Maggie viser os hvad det er, vi har gjort ved dyr. Da hun kom her var fuldkommen frataget alt det, man forbinder med at være en fugl. Hun vidste ikke der var nat og dag, hun vidste ikke at hun havde vinger (og blev meget forskrækket over at opdage det, for de havde aldrig været foldet ud i de første halvandet år af hendes liv). Hun havde blødende sår overalt på kroppen, hendes kam var forkert rød og meget hævet, hun kunne ikke gå (og slet ikke flyve), hun var bange for store rum, hun kunne ikke spise almindeligt, hun vidste ikke hvordan man skaffede sig føde, hun kunne ikke gå i læ for regn og rusk, hun kunne ikke sidde på pind, hun kunne ikke ligge på rede og hun vidste ikke hvad halm var, hun kunne ikke tage støvbad og hun kunne ikke leve et liv som en fugl.

Men ved I hvad hun kunne? Hun kunne lægge æg. Hvor hun stod – midt ude i regnen – poppede der bare et datostemplet industriæg ud af hende (ok, næsten datostemplet). Det var det værste. Vi har frembragt dyr, der ikke kan noget som helst og som ikke lever, men bare producerer. Og Maggie var en ægge-automat. Indtil en dag hvor hun gik i strejke.

Jeg elskede Maggie for den strejke, der varede nogle måneder. Hun havde da været her et stykke tid og var begyndt på sin store rejse henimod at blive en normal fri fugl. Og bum. Så stoppede maskinen. Ikke om hun gad bruge sit overskud på at lægge æg til os. Nul. Nix. Slut med det. Jeg så Sally Field for mig i den der film om en kvinde og en arbejdskamp. Jeg så Maggie som min vildeste “working class hero“. Fanemig nej, fabriksarbejdersken siger fra… Og jeg ved godt, at jeg overfortolkede min høne helt vildt, men hun inspirerede mig virkelig. (Læs de tre blogs jeg skrev om det dengang nedenfor).

Så Maggie blev passet og nusset, for nu elskede vi hende jo, og hun gav os ingen æg. Til gengæld udviklede hun en sjov vane i en tid. Hun blev indianer. Sådan en der hviler i sig selv og står og spejder ud over landskabet hele dagen. Det var Maggie. På toppen af en træstub. Og endelig kom Maggie så, efter nogle uger, der føltes som måneder, ned fra træstubben. Og gav sig til at blive integreret i flokken af stride madammer, der giver nyt liv til de gamle ordsprog om hønsegård og hakkeorden.

Men Maggie var modig. Hun kastede sig ind i flokken og fik sin egen plads. Selv om det

krævede knubs. Hun begyndte at udvikle sin smag. Og fandt ud af, at hun var vild med spegepølsemadder, spagetti, sandkage og havregrød. Hun fandt også ud af at tage støvbad rundt omkring i haven – og ve den, der kommer før hende hen til yndlingsstedet, hvor hun iler hen hver dag. Hun fandt ud af det med nat og dag og hun er den af vores høns, med den fineste fornemmelse for klokken. Hun har så at sige fast sengetid og de andre følger hende ind på pinden efter et stykke tid.

Hun begyndte at lægge æg igen, men denne gang i halm og reder og med mørk orange blomme. For det kan ses på de mørke blommer, når høns spiser varieret. Og det ved man i æggeindustrien, hvor selv økologiske høns får (ensformigt) foder tilsat farvestof, så blommerne kan snydes gulere. Man kan ikke købe æg uden tilsat farvestof i Danmark.

Maggie fandt også ud af, at æg ikke behøver ligge i reder og hun snyder sommetider, når hun er ude i det fri, ved at lægge æg de underligste steder, så vi skal gå og lede efter hendes æg (mange har vi ikke fundet denne sommer). Det er ikke altid, at hønsene er ude – lige når der er mest salat og nye spirer i køkkenhaven, holdes de inde i løbegården og hvis der har været en ræv, er vi ekstra påpasselige.

Der har været ræv to gange mens Maggie har boet her – men hun gik fri. Det gjorde Tyttebær-Maja ikke. Tyttebær-Maja var vores gamle førerhøne, som nogen vil huske, fordi hun har været med i tv. Hun var rolig og bestemt og var – som min yngste søn siger – den eneste her, der kunne sætte vores hund på plads. Hun var ikke bange for noget. Og det kostede hende livet. Jeg ved hvad der er sket, selv om jeg ikke så det. Hun er gået direkte imod ræven, da han fik gravet sig ind i hønsegården en tidlig morgen. Ligesom hun plejede at stille sig direkte op mod vores jagthund i samme størrelse som ræven. Men ræven stak bare af med hende. Og hun reddede på den måde de andres liv. Også Maggies.

Anden gang ræven kom nåede jeg ud fordi der var larm. Og fik slået ud efter

ræven og reddet hønsene. Hvoraf de to nye førere, havde fået bidt vingerne, den ene meget slemt. Og her skete der noget nyt. Noget, der viser, at dyr har følelser. Den ene høne, Ida, blødte og lå og gispede. Sådan lå hun i otte stive timer, mens vi ventede på om hun klarede den eller skulle have øksen. Og Maggie lagde sig tæt-tæt op ad Ida og varmede hende. Hun lagde virkelig vingen om hende og lå bare der med sin trøstende varme. Mens den skadede høne fik vand hun ikke ville drikke og mad hun ikke ville spise. Indtil hun rejste sig besværet og var en del af livet i hønsegården igen.

De to gamle førerhøner klarede den, men klarede ikke at beholde deres position. De lægger ikke æg mere og er bare med derude som en hyggelig del af hierakiet: De er nu dem, der lærer fra sig, i stedet for at bestemme. Nu er der nye førerhøner. Det er Maggie og Lina. Maggie er mellemleder, plejer vi at sige.

Maggie er også formand for en Befrielsesfront. Maggie har været i Ugebladet Søndag, Alt for Damerne og Berlingske Tidende. Maggie har været i tv. Og Maggie kommer i Dyrenes Beskyttelses blad i næste nummer, som eksempel på forbrugerdrevne oprør på de sociale medier. Og så en nyhed: Maggie bliver nu også til en børnebog, fordi så mange har bedt om, at jeg fortæller hendes historie for børn…

Det er noget at en forandring fra for et år siden, da Maggie ikke var noget som helst

andet end en ud af millioner og atter millioner af mishandlede burhøns, der står og popper æg ud, mens de har sår og skader og ikke ved, at de har vinger. Det er fugle, der henslæber deres meget korte liv i et bur på størrelse med et A4-papir (bemærk, det er blevet udvidet for nyligt og er nu netop på størrelse med et A4-papir, hvad man i Landbruget er mægtig stolte over. Det ville jeg ikke være).

Maggies gamle kolleger og artsfæller sidder i haller og bure og indelukker og er maskiner for os. De producerer og producerer for at vi kan spise flødeboller, kiks, kager, forarbejdet mad, fast-food, hospitalsmad, restaurant-mad og alt den anden mad, hvor buræg indgår. Hvis vi da ikke ligefrem hopper på supermarkedernes knaldtilbud med billige buræg. Jeg vil ikke fordømme dem der gør det. For jeg tror ikke, de ved, hvad de ikke ved … om burhøns. Jeg vil bare sige: Maggie har lært mig, hvad det er, vi støtter, når vi støtter burhønse-industien og når vi køber alle de produkter, der kommer ud af buræg.

Tillykke med friheden, Maggie. Tak for alt det du har lært os. Og velbekomme til jer alle sammen!

Læs tidligere blogs om Maggie her. 

Maggie i Berlingske Søndag her. 

Læs klumme fra ugebladet Søndag om Maggie her.

Se Maggie som hun så ud da hun kom her. Lille film.

Høns i Aftenshowet her. 

Kom med i Burhønsenes Befrielsesfront her. 

Facebook kommentarer

1 Kommentar

  1. Anonym

    Og mig der elsker flødeboller… Det fik du “kureret” med dit skønne blogindlæg. For du har fuldstændig ret, ingen dyr skal leve sådan og slet ikke for at vi skal kunne spise skrammelmad. Hurra for Maggie!!! og tak til dig for dit arbejde Signe.
    (men måske befrielsesfronten kunne sende en lillebitte appel til Løgismose eller Urtekram så de lavede nogle skønne økoflødeboller:))

    Line

    Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Signe Wenneberg

Signe Wenneberg er forfatter og foredragsholder - samt uafhængig journalist. Udkommer på egne platforme. Er især at finde på Instagram - her på bloggen - og på Facebook-siden. Følg med hvis du interesserer dig for hverdagsaktivisme, dyrevelfærd, bæredygtighed, ressourcer, hus og have, mad og madspild.

Pin It on Pinterest

Tak fordi du deler...