Hermed på opfordring min seneste klumme fra ugebladet Søndag lagt online. Det handler – igen – om ex-burhønen Maggie.
Faste læsere af denne klumme ved, at Maggie er en lille hvid høne. En ex-burhøne, som tilfældigvis flyttede ind her i min have efter en tv-udsendelse. Maggie er også hønen, der har over 8000 fans på Facebook. ”Burhønsenes Befrielsesfront”, som siden hedder, er blevet en græsrodsbevægelse. Og så er Maggie årsag til, at I skriver til mig. Igen og igen. I vil høre hvordan hønen har det.
Maggie har det godt. Det er snart to år siden hun ankom helt forhutlet, blødende og rystende til haven direkte ude fra buræggefabrikken, hvor hun havde boet i et bur, der er lidt mindre end en skotøjsæske (mindre end et A4-papir). Hun havde aldrig set dagslys, aldrig siddet på pind, aldrig taget støvbad, aldrig spist andet end de samme æglægningspiller, aldrig foldet sine vinger ud, aldrig levet som en høne… (se billede nederst).
Maggie må være omkring tre et halvt år gammel nu. Hun lægger stadig kridhvide æg. For tiden helst i en rede i den høje løvstikkeskov. Dag efter dag. Jeg tænker, der dufter dejligt. Hun sover på pind, på præcis det samme sted, nat efter nat. Vi har fået sat pinden helt op under loftet. Sådan kan Maggie bedst lide det. Hun blev ved med at forsøge at baske højere og højre op og så flyttede vi pinden.
Maggie spiser godt. Hun er helt vild med flødeskum, havregrød og spegepølse. Men brød – ja, end ikke de smørbagte croissanter, som den søde bager giver mig med hjem til Maggie, når de ikke er blevet solgt – siger hende noget. Her er hun lidt ligesom de smarte kokke: Hun er gået på ”stenalderkost”. Brød og hvede duer ikke.
I år har jeg været ude at holde foredrag mange gange. Hver gang spørger folk til Maggie. Rigtig mange kender hende. Ja, selv fødevareministeren og Dyrenes Beskyttelse kender Maggie. Det ved jeg, for de overrakte mig en pris ovre på Folkemødet: Jeg blev Årets Ægtivist! På grund af hende Maggie og Burhønsenes Befrielsesfront.
I kan nok se har det at møde Maggie været stort. Jeg har lært meget af hende. Hun har vist mig at vi skal behandle
Jeg ved nu med sikkerhed, at det er ikke nok, at tro, at forbrugerne ved hjælp af oplysning og omtanke kan træffe deres egne kvalificerede valg. Det kan vi ikke. Forbrugerne går – af mange grunde og der er ikke tale om ondskab – bare efter de billigste varer. Sådan er det. Danmark er det land i Europa, der bruger færrest penge på mad. Mad skal være billigt. Det er det væsentligste parameter, hvis vi kigger statistisk på det. Og det er blevet værre over tid. Det er der mange grunde til. Kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet. Det kvinderne havde været gode til i mange, mange generationer, havde pludselig ikke længere nogen værdi (det havde det, men man så ikke sådan på det). Viden om mad blev ikke delt til næste generation. Pludselig kunne man købe en dåse forloren skildpadde og toppe med et buræg. Smart. ”Mors kødgryder” blev, forstå det hvem der kan, en slags fy-ord.
Dengang Maggie kom havde jeg skrevet om fødevarer, madkvalitet, økologi, dyrevelfærd og hvad ved jeg i årevis. Jeg havde
Der må stikke noget under. Og det gør der også. Det har Maggie lært mig.
Du kan læse mere om at holde høns i den lille guide jeg har lavet sammen med WWF.
