Det er december. Det er gavetid. Og vi vil gerne gøre noget godt. For klimaet, for kulturen og for vores nærmeste. Og måske også for vores pengepung.

2020 har været en prøvelse. Hver dag er der rekordmange nye smittetilfælde i Danmark. Og vi må højst mødes ti personer i julen. Italienerne – der elsker at samles til familiejul med mange generationer – har fået at vide, at ingen må rejse fra deres byer i juledagene for at mødes med familie. I Sverige stiger smittetrykket alarmerende, så det er svært at forestille sig hvordan julen bliver blandt børnene ovre i Bulderby. 

“Rør blot ikke ved min gamle jul” lyder et vers i vores julesange. Men der er rørt ved vores gamle jul. 

Men som altid må vi fastholde, at der er håb og lys i mørket. Dette er eksempelvis en mere ustresset jul end nogensinde før for mange mennesker.

Og selv om politikerne fra alle partier – forstå det hvem der kan – bliver ved med at sige at vi skal “svinge dankortet” uden at sætte et par ord på klima, kultur, solidaritet og bæredygtighed – og om at støtte-dansk og støtte-små-restauranter, så kan vi godt hanke op i os selv og give gaver med grøn og solidarisk omtanke. 

Julemusikken spiller mens jeg skriver. Der hænger julepynt ned fra den gamle lysekrone. Det er faktisk ret hyggeligt. Jeg skriver dette fra min spisestue, mit nuværende kontor, der er fuldkommen proppet med kasser og ting og sager. Hvoraf I gerne må hjælpe mig af med nogle af dem, se punkt 10. 

Jeg har solgt sommerhuset og har fundet julegaver, mens jeg pakkede ned. Ubrudte honningkrukker, mit eget syltetøj og hjemmelavet hyldeblomstsaft er taget fra og skal gives væk som gaver. Et jakkesæt, der var fint til gymnasiefesterne, for mine drenge, renses og går til den dreng, der skal starte i gymnasiet til sommer. Noget rigtig god vin fra sommerhuset står nu henne ved døren og er til dem, der kan lide rigtig god vin. Nogle af alle de ting og sager, der er kommet min vej i løbet af året, kommer videre. Nogle kogebøger, jeg havde dobbelt, eller på både dansk og engelsk, gives til dem, der bliver glade for genbrugskogebøger. Jo, jeg synes, at det går fint an, at give genbrug i julegave. 

I det hele taget behøver en bæredygtig jul ikke at være lig med en jul uden gaver og al den hygge, der er forbundet med ”jul og gaver” som Bamse og Kylling sang. En bæredygtig jul er nok bare en jul med omtanke. Hjemmelavede gaver. Hyggelige gaver. Genbrugs-gaver. Og nedenfor ti konkrete foreslag til at gøre godt og give gaver samtidig.

Mette Frederiksen i afslutningsdebatten i Folketinget 22.juni 2020
  1. Kulturen bør betænkes! Gid det bliver årets julegave-hit at støtte kunst og kultur

Forfattere, foredragsholdere, sangere, musikere – som lever af at optræde for store forsamlinger – er nogle af dem, der er hårdest ramt af krisen. De sælger sig selv for ubegribelige småpenge nu til små hjemmekoncerter og små foredrag. Køb dem! Køb bøgerne! Køb pladerne! Køb billetterne! Støt musikken! Red kulturlivet.

Kulturlivet – som består af mennesker, der ikke har arbejdet med at holde vilde pelsdyr indespærret i små metalbure – men som siden vores civilisations begyndelse har arbejdet med at gøre vores verdener større – får intet i erstatning for tvangs-nedlukning af deres erhverv.

Vægtningen i hvilke erhverv der får milliard-erstatning fra politisk side – og hvem der intet får – kan forekomme meget uretfærdig. Især hvis man holder med dem, der laver musik, kunst og god mad og hvis man synes, at der er mere meningsfuldt for samfundet end at holde burhøns og pelsdyr i små bure.

Derfor må vi aktivister støtte kunsten og kulturen. Med julegavekøb. #støtkulturen

Nu kan vi ovenikøbet trække det fra. I følge den helt nye Finanslov.

Overfor billede af The one and only Dicte! Da hun engang spillede i haven… Køb kunst! Støt kulturen! Arranger en lille koncert for medarbejdere eller familie til afholdelse i 2021

2. Giv besøg på restauranter, barer og små hoteller

I går talte jeg med den restauratør, der står bag en af mine yndlingsrestauranter. Jeg havde ringet for at bestille take-out – delvis for at støtte, delvis fordi det er hårdt arbejde at flytte, så har man brug for take-out. Men stedet er i hast blevet lukket for bestandigt. Det klarede ikke Corona. Det er virkelig alvor nu. Vi må støtte de restauranter, barer, caféer, konditorier, hoteller… alle de steder, som vi gerne vil vende tilbage til, når livet igen bliver normalt. Giv gavekort. #støtrestauranterne 

3. Støt de små butikker, der måtte holde lukket i foråret – støt dem, der er presset af en stigende nethandel

Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker små boghandler over hele Danmark. Og jeg stikker næsen ind, når jeg er rundt i Kongeriet for at holde foredrag. I mit eget nabolag har jeg Books & Company, som virkelig er et besøg værd (se også det smukke vindue). Jeg var der så sent som i dag og fik fingre i Nigellas nye kogebog og Vanity Fair med AOC på forsiden og fik en snak med indehaveren: Om hunden, om køkkenistandsættelser og om salget af sommerhuset. Hvis vi ikke har små butikker, så mister vi livsnerven i vores lokalmiljøer. Boghandlen, vinhandleren, te- og kaffebutikken, frisøren, cykelsmeden, legetøjsbutikken, undertøjsbutikken, isenkræmmeren og den fine guldsmedebutik, som arbejder med genbrugsguld, som eksempelvis min veninde Josephine Bergsøe. Vi skal støtte de små butikker nu. Det er vigtigt! De har brug for os! #støtsmåbutikker #støtsmåselvstændige

4. Så – nu skal vi se ud over vores egne grænser. Bliv sponsor for et barn

Dette billede overfor er taget af mig. I 2010. Da jeg besøgte min gamle skole i Kenya. Det er ikke en af disse piger, jeg er blevet fadder for, det er en anden pige.

Det er vigtigere end nogensinde før, at hjælpe de allermest udsatte i en tid med en verdensomspændende pandemi. Jeg har fået et sponsorbarn i Kenya via PlanBørnefonden. Hun hedder Debra og er 2 år. Nu betaler jeg til hendes skolegang og fornødenheder.

Jeg skriver og siger ofte, at når vi taler klimakrise, så er det vigtigste i verden, at vi får piger i skole i udviklingslande. Fordi piger, der har gået i skole får bedre liv og får færre børn. Og verden har brug for færre indbyggere, fordi der er for mange forbrugere allerede (og vi har som erklæret SDG-mål, at udrydde fattigdom). Coronakrisen har betydet, at millioner af piger er blevet taget ud af skoler. Det er virkelig nødvendigt, at de bliver hjulpet tilbage. Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget. www.planboernefonden.dk

5. Mere vild natur i haverne – giv frøblandinger og træer

I de seneste dage er der blevet afsat 888. millioner kroner på Finansloven til mere vild natur i Danmark. Det er landbrug og skov, som skal forvildes. Fordi det er så utrolig vigtigt, at vi får mere vild natur og mere biodiversitet af hensyn til truede arter og fødekæder og muligheder for bestøvning og dermed kommende generationers muligheder for at kunne brødføde sig selv.

Og i den forbindelse, så er 888. millioner kroner i grunden ikke særligt mange penge, når man sådan tænker over det. Der skal virkelig meget mere til, for at få fjernet monokultur og ørkener i Danmark: De helt ensfarvede marker. De helt industrielt drevne skove. De alt for ordnede haver. Hvad med om vi hverdagsaktiviser gav frø til vilde hjemmehørende blomster og hjemmehørende træer med frugt og blomster i gave til havemennesker? Hvis vi får flere træer, flere hække, flere buske, flere blomster og mere vildskab i haverne, så kommer der mere biodiversitet på de hektar af Danmark, som er private parceller. 

6. Kompostspanden på køkkenbordet 

Nu vi er ved have-halløjet: En genganger her på min julegaveliste er kompostspanden, som sikrer, at du ikke går af med dit grønne guld, men får genanvendt kaffe, te og snask i haven til glæde for planter og orme… Den fås hos Pulito.dk – og jeg har aldrig været sponsoreret af dem, men har ofte solgt kompostspandene selv på jule- og sommermarkeder og også dengang jeg havde en have-butik i Kongens Have. Jeg sælger dem også nu til de ganske få, der kommer og afhenter bøger og gin fra lager.

7. Havehandskerne – som jeg har begejstret har fortalt om

Ny her på listen er havehandsker af genbrugsmaterialer. Jeg skrev om dem i blogindlæg fra efterårshaven. 

Det er en nyhed, at man kan få dem i genanvendt plast med øko-tex-certifikat. Jeg har testet dem og skrevet om dem i et (sponsoreret) opslag og jeg elsker dem. De er blødere end den slags plejer at være. Og de er virkelig rare at arbejde med. Kan vaskes. Små størrelser til dem, der er så heldige at have små børn. Se her.

8. Tag ind til Jægersborggade og besøg de små butikker og køb noget smukt ud af genbrugsplast

Nu vi er ved genanvendt plast. Så husker du måske et værkstedsbesøg hos A Circular Design Studio, som jeg skrev langt og begejstret om i et (sponsoreret) opslag på Instagram. Lige for tiden har Andreas Zacho, som står bag virksomheden, der har specialiseret sig i at designe brugskunst ud af det plast, der bliver indsamlet på strande, i naturen og andre steder, åben i en pop-up butik i Jægersborggade 35. Her kan du virkelig finde en bæredygtig julegave – en smuk gave ud af noget, der var skrald for kort tid siden. Jeg kan lide alt ved det.

Der er kommet et nyt spisested og forsamlingshus på havnen i Køge! Hos vores samarbejdspartnere fra Braunstein Destilleri. Tag på besøg! Så fint sted. Så gode folk.
Jeg har sagt sådan her om gaver i Alt for Damerne.

9. Støt Danmark. Giv en tur til et sted i Danmark i gave. 

Om nogle dage kommer jeg (sammen med Visit Denmark) til at anbefale, at give en tur til et eller andet skønt sted i Danmark i julegave. Jeg har ikke selv holdt ferie i år (det kender jeg ingen selvstændige, der har). Men jeg har taget små ture rundt i landet alligevel – og det er blevet til ganske mange arbejdsrelaterede ture til ganske mange steder. Små besøg kan virkelig anbefales. Jeg har – som dem, der følger mig på Instagram ved – besøgt Samsø, Ærø, Viborg, Aalborg, Randers, Aarhus, Middelfart, Fænø Strand, Kerteminde, Ajstrup Strand, Stevns, Rønnede, Haslev, Næstved, Køge, Roskilde, Tisvilde, Odden, Munkerup, Hillerød og så videre… Det har ikke været kedeligt! Og jeg anbefaler ALLE at se mere til Danmark og at give et besøg i vores land i gave. Og når vi rejser ud i landet, så husk at støtte kulturen, musikerne, museerne, spillestederne, spisestederne, barerne, hotellerne… Der er nogen, der får virkelig hårdt brug for os som kunder her i Danmark i det kommende år! 

10. Køb nogle af alle de havebøger og alle de botaniske flasker, der fylder i kasser rundt om mit skrivebord

Jeg ville være et skarn, hvis jeg ikke på denne fremtrædende plads anbefalede, at du støtter DANSK produceret mad og drikke, når du køber gaver! Det er mig en gåde, at mennesker, der tænker bæredygtighed, ikke tænker bæredygtighed, når det kommer til transport af spiritus, vin og mad. Hvorfor vil bæredygtigt tænkende mennesker hellere købe gin fra Sydafrika end fra Køge? Jeg forstår det ikke. Derfor denne opfordring til at tænkte over det. 

Økologisk Botanisk Gin produceret i Køge – på min hjemegn (jeg er fra Tureby-Haslev-området syd for Køge).

Der er ikke noget mere bæredygtigt at købe, end det, der ikke skal stilles ind i en reol, lægges ned i en skuffe eller hænges på en bøjle. Køb kunst, kultur og oplevelser. Køb biografbilletter. Køb koncertbilletter. Køb kulturbesøg. Og køb mad og drikke af høj kvalitet. Køb smag. Køb økologi. Køb noget fra vores kontinent (sidste år anbefalede jeg frugtkasserne fra Fresh Land, hvor alle citrusfrugter plukkes i små familiebrug og fragtes til Danmark efter de er bestilt, så der er nul spild). Køb noget fra Danmark. Så du støtter danske arbejdspladser, dansk skat, dansk moms, dansk spiritusafgift. Køb vores flasker af økologisk botanisk rom og botanisk gin. De kan købes i en af de små fine specialbutikker, der helt bestemt bør støttes – se www.botaniskgin.dk. Eller de købes via netbutik des til hele landet, spar porto v. køb af 2. Eller de kan – hvis du alligevel er i nærheden – afhentes direkte fra de kasser, som står her omkring mit spise- og skrivebord! Sammen med alle de havebøger og kompostspande, som også står i kasser rundt om benene på mig. Alt skulle have været med på julemarkeder i dette år, hvor intet blev, som vi troede det ville blive.

Men hvis vi er raske, har hinanden og holder ud, så skal det nok gå. Så kommer foråret før vi aner det!

Til da ønskes I alle en god jul! 

Pas på hinanden derude. 

Se mere på #swbæredygtigejulegavetips på Instagram. Se også de forrige års bæredygtige julegavetips, ved at søge på mit navn + julegavetips.

Læs mere om have-relaterede julegave-tips her: https://signewenneberg.dk/2017/11/her-er-listen-med-favorit-julegaver-til-havetosserne-arets-sidste-haveklumme/

Alt for Damerne december 2019: https://www.alt.dk/artikler/signe-wenneberg-jul

Sidste år på Gisselfeld Julemarked.
Facebook kommentarer

Pin It on Pinterest

Tak fordi du deler...