Svinevalget blev en realitet (vi talte om det her for et par uger siden). Debatten kører på alle kanaler. I denne uge var Landbrug & Fødevarer ude med en kronik, som var uplanlagt morsom. De bragte en bekymring om, hvad vi mennesker i Danmark dog skal leve af, altså spise, hvis vi ikke længere skal huse 40 millioner svin om året i kæmpe fabrikker? Det var ufrivilligt morsomt, fordi det er historieløst.

Som alle – der har haft husgerning i skolen engang eller som har gået til 4H (som er noget man går til på landet, hvor man lærer at lave mad og passe dyr og jord) eller som har haft en mor, far, farmor eller mormor, som har haft gode gammeldags køkken-vaner – vil vide, så har vi ikke altid proppet os med kød.
Det er et meget nyt fænomen i historien, at danskerne har spist så meget kød
Det er en uøkonomisk forbrug af ressourcer og proteinter, at sende mad ned gennem en gris eller en ko før vi får maden fra grisen eller koen ind i vores mund.
Det kræver meget mere mad (ressourcer) at sende det gennem et dyr før vi kan spise. Derfor har vi i generationer spist ganske lidt kød, meget grønt, meget grød, mange grynd, meget brød, meget frugt.Alt muligt, der fylder og mætter.
Det kan måske trøste Landbrug & Fødevarer, at tænkte på, at de bare skal spise efter deres farmors nøjsomme madplan fra før 1995. Dengang spiste vi kylling om søndagen – der var stadig dage med grød, rugbrødsmadder, gratin, suppe – og alt muligt uden kød. Kød var ikke noget man spiste hver dag og takeaway var ikke en ting.
Jeg har sendt spørgsmålene videre til den klogeste husholdningslærerinde jeg kender, Trine Krebs:
Hvad skal vi spise, n¨år vi skal spise mindre svin?
Det er nemt at svare på. Du får det i prioriteret rækkefølge:
Grøntsager. Kartofler. Bælgfrugter. Hele korn. Urter. Nødder. Kerner. Svampe. Bær. Frugt
Altsammen i de svedigste sorter, de vildeste former, farver, smage. Kogt, bagt, stegt, braiseret, fritteret, grillet, dampet i alskens mums.

Masser af krydderier, eddiker, godt brød og selvfølgelig toppet og garneret med fine mængder af kylling, svin og okse, som alle sammen har rullet med halerne, set solen og har fanget livsenergi udendørs fra en frugtbar og sund jord.
Hvad skal danskerne spise i fremtiden?
Svar: God mad, der smager godt.
Det behøver ikke være kompliceret eller fancy.
I går stod jeg og snittede en kæmpe dyne grønt, som jeg lige havde hentet i min lokale gårdbutik… og vi husker lige at det her er MARTS måned. Tindrende sprød og velduftende knoldselleri, tunge varme og spændstige gulerødder, flotte grønne og stærke porrer, kartofler i gigastørrelse med tynd og god skræl og ikke mindst et spændstigt hvidkål i små tern.
Jeg sauterede det i god olivenolie og så havde jeg lige en god svinesuppe (fra sylten til jul) som jeg kom i gryden. Det her er måden, vi får danskerne til at elske grøntsager: De skal have smag… Og så bruger vi svinet klogt til at skabe tryghed og genkendelighed. Og så til sidst da urterne var møre, så tilsatte jeg kogte ”brune ærter fra Nakskov” og kogt kuglehvede.
Det dufter himmelsk og nu, hvor jeg skriver om det så knurrer min mave og jeg kan lugte knoldselleri og jeg vil bare hjem til min gigantiske suppegryde med mad til mange dage.

Ingen lever op til kostrådene – hvordan får vi vendt den udvikling?
Vi skal til at holde af at være voksne igen. Tage ansvar og sørge for at alle vores medmennesker alle steder, hvor vi kan, får serveret tindrende veltillavet, veltilsmagt dejlig mad.
Meget mere respekt og kærlighed til alle vores offentlige køkkener, meget mere skolemad, meget mere rygstød til landets kantiner. OG så skal vi til at holde op med at lave ukoordinerede klima-mad-kampagner, som vi VED, ikke virker.
Danskerne vil ikke have af vide, hvad de IKKE må spise.
Bøtten skal vendes: Vi skal have en klog, smuk, kommunikations-ordentlig netværks kampagne for grøntsager, svampe, bælgfrugter, urter, korn, kerner, frø, nødder, frugt, bær, kartofler – hvor det er måltider, mad vi kommunikerer.
Mad til mennesker, hverdagsmad og vi hjælper strukturelt alle steder i vores samfund til at vi har RIGTIGT nemt ved at få et god digert mættende skønt måltid mad.
Start på erhvervsskolerne. På gymnasierne. Der må ikke være energidrikke og pølsehorn. Der skal være betalelig rigtig mad for ALLE. I dør af livslede, hvis I tager ud og ser, hvad der bliver spist – nårrrh, nej drukket, som mad ude på ungdomsuddannelserne. Hvor er de voksne?
Hvad skal vi dyrke på vores landbrugsjord for at blive mere selvforsynende med mad til mennesker, protein til mennesker?
Det er intet problem at lave mad nok til vores befolkning i Danmark.
Vi kunne lave mad til 15 millioner mennesker, hvis vi havde en bedre balance mellem det animalske og planterne.
THE SKY IS THE LIMIT, hvis VI, du og jeg, snart vil komme i gang med at betale for tindrende vitale råvarer og hvis samfundet mente at alle vores offentlige køkkener burde have rigtig gode råvarebudgetter. Alt det jeg har nævnt her har vi perfekt klima og jord til at dyrke, vi har fantastiske landmænd med knowhow…
Og dyrene skal stadig være her. De er MEGET vigtige i et frugtbart, regenerativt, cirkulært og bæredygtigt fødevaresystem.

Det handler om balance
Meget mere mad på træer og buske, meget mere diversitet, mange flere sorter. Det bliver rigtigt smukt og sjovt og vores landmænd vil ELSKE det… hvis vi virkelig sikrer gode forhold og at økonomien holder – og her er det jo nok mest vores banker, vi faktisk skal have med på rejsen. Et af de strukturelle problemer er jo at de landmænd, som vil omstille har rigtigt svært ved at finde finansiering. Det her handler meget lidt om den enkelte landmand. Det handler om et system.
Hvordan kan vi som hjælpe små økologiske avlere til at producere mere grønt og mere mad til os?
Køb det! Over nettet, via medlemskab i andelsgårde, invester lidt af din pensions-opsparing… Mange har jo røven fuld af penge. Tag i gårdbutikker, støt butikker som har lokale varer i byen. (Læs artikel om økologi her)
Biografi – Trine Krebs
Trine Krebs er husholdningslærerinde, driver en lille økologisk gård i det nordlige Lejre og lever af at være grøn chef i Food Organisation of Denmark. Trine er opvokset på landet og har hele sit arbejdsliv virket for at skabe forbindelse mellem landbrug og vores tallerkener. Trine er engageret i mad, råvarer, økologi og et bæredygtigt fødevaresystem. Og for tiden er vi engagerede i Madkulturens tænktetank sammen. Kontakt til Trine – https://www.merelivilandet.dk/ / www.thefoodproject.dk
Støt Den lille grønne avis. Tegn abonnement her. Eller støt på MobilePay 580587
