Fredag den 19.september var jeg på Aarhus Arkitektskole for at modtage Solidaritetsprisen og deltage i Open Festival.
I den forbindelse havde de studerende længe inden sendt mig spørgsmål, som jeg svarede på skriftligt og som skulle have været med i den store publikation på udstillingen “In the eye’s of the ordinary”. Af en eller anden grund var interviewet faldet ud og jeg kan derfor bringe det solo her på Den lille grønne avis. For det giver måske meget god mening, for jer læsere, at få noget kontekst om hvorfor jeg egentlig gav mig til at interessere mig for bygningskulturarven og nu har fået en pris for formidlingen. Haslev spiller en rolle her.
Interview
Du er modtageren af Solidaritetsprisen 2025. Kan du fortælle, hvad denne anerkendelse betyder for dig, og hvordan den relaterer sig til dit arbejde med bæredygtighed og arkitektur?
Det betyder naturligvis virkelig meget for mig, at mit arbejde bliver anerkendt af så dygtige fagpersoner, som repræsenter Statens Kunstfond. Det blev jeg godt nok overrasket over (læs her).
Prisen relaterer sig til mit arbejde, fordi jeg ofte taler om hvordan vi må være solidariske imellem generationer
Det er det, jeg skriver om, når jeg skriver om klimakrisen i sammenhæng med nedrivninger og tab af bygningskulturarv. Når de generationer, der har magt til det nu, river ned fordi det behager dem, så frarøves de kommende generationer kulturarv, historie, viden om hvem vi har været som mennesker og hvordan vi har boet. Og ofte ryger meget gamle træer med i nedrivningerne.
Det skaber alt sammen et overtræk på naturens ressourcer som ikke vil blive til at bære for kommende generationer
Jeg har været optaget af klimakrisen siden jeg læste Brundtlandrapporten (Our Common Future) i 1987 da jeg gik i 3.g. (på Haslev Gymnasium). Det er her FN’s definition på bæredygtighed stammer fra – en definition vi stadig bruger og som alle årene har været ledetråd i mit arbejde:
”En bæredygtig udvikling er en udvikling, der opfylder nutidens behov uden at kompromittere fremtidige generationers mulighed for at opfylde deres egne behov”.
Bygningskulturarv og klimaet
Du har i mange år arbejdet med klima-, biodiversitets- og miljøspørgsmål, og dit engagement er stærkt forankret i både dine personlige erfaringer og passioner. Kan du fortælle om et særligt øjeblik eller en oplevelse, hvor du for alvor blev opmærksom på, hvor vigtig arkitektur og bygningskulturarv er for klimaet og bæredygtigheden? Og hvordan arbejder du konkret med disse spørgsmål i dit daglige arbejde?
Der har nok været mange øjeblikke. Man kan først bagefter se en rød tråd. Som barn boede jeg en tid i Kenya med min mor og min stedfar, der var arkitekt og arbejdede for Danida.
Jeg tror, der kom et sprog ind her, uden jeg lagde mærke til det. Senere boede vi til leje hjemme i Danmark, langt ude på landet, på en skovridergård, der tilhørte Bregentved Gods ved Haslev. Det var dengang der var godsforvaltere, som virkelig ville noget med den bygningskulturarv, som var repræsenteret i godsets små og store bygninger. Og det var således før man bare pladrede plastikvinduer og laminatkøkkener i den slags huse, som man gør nu, også der hvor jeg kommer fra.
Jeg blev optaget det det sprog, der blev brugt
Når der var det årlige ”syn” af vores hus. Godsforvalteren og hele flokken af ældre dygtige håndværkere kom på besøg og gennemgik huset fra kælder til kvist. Fandt ud af hvad der skulle males og efterses i år og hvad der kunne vente til næste år. Det gav mig en forståelse for, hvordan dygtige ældre håndværkere talte om bygninger – meget kærligt – og hvordan de fik dem til at holde ved rettidig omhu.
Da jeg fik min første lejlighed på Nørrebro, gjorde jeg mig mine egne erfaringer og noget har nok ligget i mig, for jeg kan huske, at en af mine første klummer i Politiken, handlede om, hvordan jeg havde brugt syv timer pr rum på at rense stuk fri for kalk med vand, en murerkost og en tandbørste.
Langt senere – da jeg i mange mange år havde skrevet om natur, miljø, klima, jord læste jeg mig ind på byggeriets ansvar for vores belastende forbrug og det var skræmmende læsning.
Jeg besluttede, at jeg måtte gøre noget. Sætte fokus på det. Jeg havde nok ikke gjort det på samme måde i dag, men i 2013-14 jeg kastede mig ud i at bygge verdens første FSC-certificerede træhus på pæle – af 98,7 procent træ – og jeg formidlede det på alle tænkelige måder.
Det blev til en tv-serie, en serie artikler i Politiken, blogindlæg, masser af workshops, bogen ”Byg bæredygtigt – med træ, genbrug og nøjsomhed” (L&R) mm.
Jeg blev helt kvæstet af at bygge det hus og arbejde så meget med formidlingsprojektet samtidig – jeg var enlig mor uden det store budget (og gik selvfølgelig langt over budgettet) og det var hårdt på alle måder. Men det lykkedes virkelig at få sat belastning i traditionelt byggeri på dagsordenen og jeg fik også en vis fokus på biogene materialer. (Man kan se det projekt ved at søge på #signessustainablehouse på Instagram).
I dag mener jeg slet ikke, at vi skal bygge noget som helst, hvis vi kan undgå det
Jeg solgte siden sommerhuset – som var et tiny house på 72 m2 som jeg også havde nået at bo i fuld tid og drive virksomhed fra. Jeg elskede det hus, men jeg ville gerne fokusere mere på at renovere og jeg er ofte meget konkret i min formidling, så under Corona købte jeg en fredet købmandsgård på Lolland, som jeg satte i stand og det blev til en masse godt materiale.
Siden har jeg købt mit sidste hus, et bevaringsværdigt rækkehus fra 1930, som jeg også har sat i stand og vist hvordan man kan forlænge levetiden. (Man kan følge det projekt på @studiehuset på Instagram).
I din skrivning og dit arbejde har du ofte nævnt vigtigheden af at bevare eksisterende bygninger i stedet for at rive dem ned. Hvorfor ser du dette som en nødvendighed i vores kamp mod klimaforandringer?
Nogle gange overvejer jeg, om jeg gentager mig selv for ofte, når jeg skriver at vi intet sted belaster mere med vores carbon foot print end når vi river ned, bygger nyt og forbruger jomfruelige materialer (som ikke er biogene materialer).
Det er kernen. Det er derfor jeg bliver ved og ved med at skrive om, at der ikke er mere grus tilbage og at vores forbrug er usolidarisk. At det er vanvittigt at udskifte bygningsdele som intet fejler – som fx gamle vinduer, som nogle, der lever af at sælge nye vinduer, siger ikke kan holde.
Det er jo kapitalisme i sin værste form. At der forbruges for at forbruge
Ikke fordi der er ”brug for”. Det er en nødvendighed, at nogen siger det her. Jeg har været på denne dagsorden i mange år og jeg forsøger hver dag med nye vinkler. Det er så trist når jeg igen kan dele ”Dagens nedrivning” og tilsvarende rart, når jeg kan dele det gode eksempel på nogen, der har forstået, at det handler om at passe på husene og ressourcerne. At vi glemte det, som mange generationer før os har vidst, er det, der har sat os i den fordømte situation med den eskalerende klimakrise og de menneskeskabte klimaforandringer. Som bliver ganske ødelæggende for os og især for dem, der kommer efter os.
Hvordan kan arkitekturen være en del af løsningen, når det kommer til at reducere vores klimaaftryk? Er der konkrete eksempler på byggeri, du finder inspirerende i den forbindelse?
Det er et dejligt spørgsmål. For det var jo netop det, der satte mig på sporet dengang jeg forsøgte at se om jeg kunne formidle bæredygtigt byggeri. Ved at se på hvordan man kan bygge mindre og mere bæredygtigt – som jeg gjorde med huset på pæle. Der er intet betonfundament på det hus, vi ved, at beton er det værste – og vi bruger alt for meget.
Min prototype af et nus er bygget sådan at landskabet bare fortsætter uforstyrret under huset og planter og dyr lever i fred. Huset ligesom svæver over grunden. Træsorterne var nøje udvalgt til byggeriet, så de ikke krævede pasning – 14 forskellige vejrbestandige sorter – og nogle var ”mindre kendte sorter” også vigtigt, når vi taler biodiversitet (se Verdens Skove). Ligesom genplantning er vigtigt. Der var ikke noget, som havde krævet fossil produktion at fremstille fordi det var naturmaterialer. Og alt indbo var genbrug. Huset var bygget gammeldags. Ikke som et typehus på nogen som helst måde. Det blev tappet sammen og det kan dermed skilles ad som et Legohus, hvis nogen en dag skulle få lyst til det. Det kan i hvert fald holde 150 år – og sikkert også mere.
Holdbarhed er vigtigt, når man tillader sig at bruge ressourcer
Desuden: Jeg kørte kun to almindelige personbiler med skrald væk i løbet af hele byggeriet. Jeg arbejdede ikke med containere og skrald, som man ser på almindelige byggepladser. Det skulle være et nul-spild-byggeri. Hvis vi skal bygge – og ja, noget skal der jo bygges, et lægehus her og en studiebolig der, så må vi tænke på at bygge maksimalt bæredygtigt og nu ved vi så meget, at vi ved, at det også handler om at bygge i samspil med den eksisterende arkitektur, som kan transformeres, ikke fjernes fra jordens overflade.
Jeg er meget inspireret af projekter, hvor arkitekter har reddet bygninger, som vi for bare fem år siden ville have afskrevet som grimme – nu bygger de videre på dem også i respekt for, at de repræsenterer ressourcer.
På Den lille grønne avis har du skrevet om bygningers værdi for vores samfund, og hvordan de bidrager til at skabe identitet og fællesskab på tværs af tid. Hvad kan vi som samfund gøre for at ændre vores tilgang, så vi i højere grad værdsætter bygningers sociale og æstetiske betydning, fremfor at lade økonomisk gevinst være den primære drivkraft i vores beslutninger om byggeri og byudvikling?
Vi kan alle sammen gøre en hel masse
Bare det, at du spørger mig og vi dermed har en samtale om det betyder, at vi allerede er langt. Vi skal hele tiden tale om vores tilgang til bygninger. Jeg tager rimeligt mange tæsk for at sige det, særligt lige i øjeblikket, med jeg skal da lige love for at der bliver skabt ørenlyd om det og mange reagerer. Jeg har delt historier på det seneste, som er læst af 800.000-900.000 mennesker. Jeg kan finde ud af at formidle, andre kan finde ud af at tegne og bygge – mens endnu andre kan finde ud af politik – og vi må alle sammen gøre vores for at ændre diskursen i samfundet hen i en mere bæredygtig retning. Det er en bunden opgave, som vi er blevet givet situations alvor taget i betragtning.
Du kæmper for de bygninger, der er truet af nedrivning, og for at sætte fokus på æstetiske og kulturelle værdier, som ikke altid bliver værdsat i den moderne byudvikling. Hvordan vil du beskrive den kamp, du er en del af, og hvordan kan vi som samfund ændre vores opfattelse af, hvad der er værd at bevare?
Der er brug for et opgør med en hel masse menneskers retorik omkring gamle bygninger og bygningsdele. Ejendomsmæglere, nogle bedstefædre, nogle fædre, bygningssagkyndige, ingeniører med videre taler alt for ofte om ”noget gammelt lort”, bare de nærmer sig en lidt ældre bygning og endnu værre, hvis de nærmer sig nogle rigtig gamle kernetrævinduer eller en original indvendig trappe eller et gammelt køkken. ”Ud med lortet”. Siger de.
Jeg ved det her med sikkerhed. Jeg har hørt på det i så mange år
Der mangler en grundlæggende forståelse af kvalitet i godt håndværk
Håndværk med mange år på bagen – en kvalitetssans, jeg oplevede hos de håndværkere, der kom på ”syn” da jeg var teenager i et gammelt hus. Man satte en ære i at passe på og bevare og forlænge levetid på alting. Vi har stadig huse, godser, kirker, lader som er mange hundrede år gamle. Mens de nye huse, typehusene, har en levetid på max 30 år. Enhver kan sige sig selv, at Moder Jord ikke kan producere materialer, så alle bygger huse, der kan holde i så få år. Vi skal renovere og passe på, så alting kan holde meget længe. Det skylder vi næste generationer.
Som aktivist og formidler taler du ofte om, hvordan vi skal gøre vores forbrug mere bæredygtigt og vælge renovering frem for nedrivning. Hvordan reagerer du på det modsatte synspunkt, hvor man argumenterer for nybyggeri som en måde at fremme innovation og økonomisk vækst på?
Jeg har jo hørt det synspunkt i årevis. For mig er det greenwashing. Det er lige så skørt, som hvis nogen gav sig til at fortælle os, at ”fast fashion” er fedt for klimakrisen og den vej vi skal gå. Og dem, der bruger de økonomiske argumenter som ”vi må holde gang i hjulene” og ”få produktionen i top” har ikke forstået, at det er lige præcis det, der har givet os vores nuværende kriser på halsen. Klimakrise, ressourcekrise, biodiversitetskrise. De kan jo begynde med at læse de store tænkere fra forrige århundrede, der forudså det hele – eksempelvis i ”Romklubbens” værk ”Grænser for vækst” fra 1972.
Hvordan ser du, i dit arbejde som journalist og publicist, forholdet mellem den journalistiske rolle og aktivisme, og hvordan bruger du din platform til at opfordre til handling og ansvarlighed i samfundet?
Som journalist og publicist må man udfordre det bestående og sætte spørgsmålstegn – også når det er ubekvemt
Jeg fik tidligere på året nej til Mediestøtte med begrundelsen at Den lille grønne avis er ”for aktivistisk”. Men ved du hvad? En aktivistisk tilgang er lige præcis hvad der er brug for.
Alt for mange medier går bare fuldkommen lalleglade med på fortællingen om at vi skal ”vækste” (hvorfor skal vi det?). At vi skal ”skabe arbejdspladser” (vi har ingen arbejdsløshed). Og vi skal ”bygge os ud af befolkningstilvæksten i byerne” (hvilken tilvækst? Når der er faldende fødselstal?).
Man må spørge: Hvorfor skal vi bygge nyt? Hvorfor skal vi ikke transformere? Og hvad er der galt i at bo 20 minutter ude af S-togslinjen, hvis der er boliger der? Her i sommer har jeg i en traditionel avis læst artikler, hvor jeg tænkte, om man havde glemt den sunde fornuft ude i et badeland. Man blev ved med at påstå, ligesom lokalpolitikerne gør, at vi skal have bygget meget mere i byerne og revet meget mere ned. Hvordan kan et medie på den ene side anerkende klimakrisen og på næste side ikke anerkende, at vi, som den nation, der har Country Overshoot Day som nummer seks i verden, har et ansvar for forbruget af materialer, som bruges i nybyggeri?
“Den lille grønne avis” formidler viden frit og uden betalingsmure. Ser du det som en demokratisk forpligtelse at gøre information om klima og bæredygtighed frit tilgængelig – især i en tid hvor journalistik ofte er gemt bag betalingsvægge? Og hvilken rolle mener du, medier bør spille i forhold til at understøtte aktivisme og folkelig oplysning?
I mit arbejde som udgiver af Den lille grønne avis og som journalist har jeg altid arbejdet meget konkret og konstruktivt og jeg har forsøgt at formidle meget komplekse emner på en måde, så de er lette at forstå. For alle. For alle aldre og for alle typer. Alle skal kunne læse med.
Det er meget, meget vigtigt, at vi har en demokratisk samtale om det her
Da jeg var ung var aviserne billige og alle læste dem – nu er der betalingsjournalistik og få læser med – men der er mere end nogensinde før i min levetid brug for, at vi læser og er informerede og forstår, hvad der sker. Derfor ser jeg det som utrolig vigtigt at nå ud til alle, så længe det er muligt at udkomme uden betalingsmur. Men heldigvis bidrager mange frivilligt til driften af avisen. Princippet er, at dem, der har råd betaler. Og det gør mange heldigvis. De betaler til driften og jeg betaler så min egen løn ved at tage ud og holde foredrag om aftenen – ofte efter jeg har skrevet hele dagen – det bliver nok ikke ved med at fungere. Men det lader sig gøre nu.
Jeg arbejder med gode historier i tekst, grafik og billeder – det skal være meget nemt aflæseligt. Jeg gør mig meget umage med det, sådan at jeg kan få mange med ombord. Jeg er egentlig uddannet retoriker med kulturjournalistik som sidefag og noget af det, man arbejder med i retorikken er at anse publikum som ”mediatorer for forandring”.
I min praksis som formidler – jeg holder jo både foredrag og skriver – går jeg meget op i, at tale MED publikum, som et åbent community. Vi er et fællesskab. Sådan har jeg altid skrevet og formidlet – og jeg arbejder netop med at se, om jeg kan få FLERE til at fatte interesse for klimakrise og tab af bygningskulturarv.
Nogle gange siger jeg, at vi må kæmpe fra ”hus til hus”
Jeg synes, at Den lille grønne avis’ tilslutning beviser, at der er kæmpestor interesse for at læse om klima, miljø, bæredygtighed og de stofområder, som mange dømmer ude.
Folk vil gerne læse om det her. De vil gerne engagere sig. Mange vil også gerne ændre adfærd, men synes det er uoverskueligt. Og vi er også forbi det punkt, hvor forandringer kan komme med hverdagsaktivisme og forbrugeroprør, det er pinedød nødvendigt, at vi får politikerne til at tage nogle ansvarlige voksne strukturelle forandringer om alt fra kæmpe flyafgifter, nej til fossile annoncer og nedrivningsstop. Det arbejder jeg rimelig utrætteligt med at kommunikere.
Du har nævnt, at du har et mål om at inspirere til bæredygtige valg i vores hverdag, men uden at pege fingre eller skabe skyld hos dine læsere. Hvordan balancerer du mellem at være kritisk over for magthavere og pege på dem, der har ansvaret, men samtidig undgå at skabe modstand hos dem, du gerne vil engagere i forandring?
Ja, jeg ønsker ikke at slå almindelige mennesker i hovedet – det er alt for nemt for politikere og magthavere, at lægge ansvaret over på forbrugere, der bare lige skal lade være med at købe en plasticpose, når de handler. Folk er ikke idioter. De er med på, at de selv har et ansvar. Men vi er langt forbi det punkt, hvor små beslutninger nedefra kan gøre hele forskellen, vi skal have strukturelle forandringer fra toppen. Kæmpe flyafgifter. Forbud mod nedrivninger. Næsten byggestop. Krav om genanvendelse. Krav om at anvende biogene materialer og genbrug i byggerier. Den slags.
Såkaldte “Magthavere og miljøsvin”
Jeg adresserer ofte ”små ting vi selv kan gøre” og siger ofte at ”ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget”. Fordi vi gør opmærksom på hvad magthaverne kan gøre oppefra, skal vi ikke holde op med at gøre noget fra bunden. Som at rejse mere lokalt i Norden, dyrke mere mad i haverne, holde høns for at dække proteinbehov, som man gjorde under 2.verdenskrig, lade være med at udskifte det ene og det andet i boligen. Det er den slags omtanke for små ting man sagtens kan overskue, som jeg skriver om. Og så adresserer jeg i stor stil det jeg kalder ”Magthavere og Miljøsvin”. Dem sætter jeg navn på. Men jeg sætter ikke navn på folk, der river et hus ned, lige meget hvor slem den nedrivning er.
Hvordan undgår du, at din formidling kun taler til dem, der allerede er engagerede, og hvordan kan man nå ud til flere, der normalt ikke interesserer sig for klima og bæredygtighed?
Jeg når ud til rigtig mange, der egentlig ikke i udgangspunktet interesserede sig for klima og bæredygtighed, eller renoveringer… Jeg ved det, fordi de skriver til mig, at de ikke vidste noget om det her, men kom ind til min kanal på grund af en eller anden bestemt historie. Og så fik de noget at vide, som de ikke vidste, at de ville vide.
Nogen fortæller, at de aldrig havde stillet spørgsmålstegn til fx vinduesudskiftninger og nu har de lært, at forholde sig kritisk og tænke over unødvendigt forbrug. Det her er jo public service i sin grundessens. Og jeg bliver så glad, hver gang jeg hører den slags kommentarer fra læserne. Så nytter det noget. Og som jeg siger: Jeg kæmper fra hus til hus og fra læser til læser for at oplyse om det her.
Når du tænker på fremtidens byer og bygninger, hvad er den største udfordring, du ser for arkitekturen, når det gælder klima, biodiversitet og bæredygtighed? Og hvilke ændringer håber du, at vi kan opnå, hvis flere begynder at lytte til budskaber som dine?
At byerne og husene og den hidtidige arkitektur forsvinder. Til fordel for noget, der på alle måder – æstetisk, økonomisk, kvalitetsmæssigt, energimæssigt og på klimakontoen – er dårligere end den bygningsmasse vi har nu.
Jeg håber inderligt, at vi når at få reddet nogle flere huse + kontorhuse, lader og fabriksbygninger i tide
Byerne og gaderne forsvinder med en enorm hast lige nu. Jeg har kørt landet tyndt i 25 år som foredragsholder. Jeg kender de fleste flækker rundt omkring. Der er byer derude, jeg ikke længere kan kende. Og det kan beboerne heller ikke. Det er virkelig skrækkeligt. Hvis vi så fik noget bedre. Det gør vi ikke. Der er nogle entreprenører, der griner hele vejen i banken fordi politikerne ikke standsede dem og ikke passede på vores bygningskulturarv.
Men er det fedt? For os som land? Var det virkelig det, vi ville?
Afslutningsvis, hvad håber du, at din modtagelse af Solidaritetsprisen vil betyde for dit arbejde i fremtiden? Er der nogle specifikke projekter eller initiativer, du ønsker at udvikle eller fremme i de kommende år?
Det vil betyde virkelig meget. Jeg modtog Verdensmålsprisen i 2024 og blev pludselig indstillet til en del andre priser også sidste år. Det gjorde, at folk, der ikke rigtig havde taget min formidling alvorligt før pludselig opdagede, at andre gjorde det.
Og så fik jeg en anden lydhørhed. Det var jeg naturligvis meget, meget taknemmelig for efter alle disse år. Jeg er glad for, at jeg bare har holdt fast – og er blevet ved år efter år at skrive for mine læsere og i dialog med mine læsere – men det er nu også dejligt, at der kommer noget anerkendelse nu.
Så jeg vil gerne slutte med at sige, at jeg er meget taknemmelig!
SLUT
Læs mere om prisen her – hos Statens Kunstfond.