Haven

Velkommen tilbage – hvilken politiker vil du læse om?

Sikke en dejlig sommer. Nu er Den lille grønne avis tilbage. Med en ide til artikelserie hen over efteråret

Måske har du været på sommerferie? Måske har du arbejdet i løbet af sommeren? Måske er du ikke tilbage på arbejde endnu?

Jeg har holdt fri. Helt fri. Helt sløvt fri.

Ja, indtil jeg pludselig gav mig til at arbejde fordi jeg ikke kunne lade være. Så gav jeg mig til at læse, ordne, researche, fotografere og skrive, som jeg plejer. Derfor har jeg skrevet en long-read til jer læsere. Om en skandale i Tisvildeleje, som både handler om nedrivninger, byggeri, et elsket lokalområde, magtmisbrug, champagnedrikkende turister i tusindvis og sårbare børn som skal afgive deres fristed til en luksusfælde. Jeg håber du vil læse med – kommenter endelig.

Fortæl også gerne dine venner, at de kan skrive sig op til nyhedsbrevet, så de kan få gratis artikler uden betalingsmur.

Sommeren 2026

Jeg trængte virkelig til ferie efter nogle meget travle måneder og travle år. Hvad med dig? For mig har det har været hæsblæsende.

Omkring jul lavede vi mad til hjemløse i det projekt jeg hvert år er frivillig i (læs om det her) og vi fik ikke mange dage til at puste ud. for så kom frosten og så gik der mange uger med at hjælpe med soveposer, varmt tøj og fornødenheder til de meget forfrosne og forhutlede hjemløse (vi fik samlet virkelig mange penge ind, tak – men det burde være en samfundsopgave, ikke et projekt for frivillige at sørge for at alle stakkels mennesker har sko på i snevejr og den slags).

Og i februar – midt i snevejret – skulle jeg videre på arbejde i et tørkeramt område – Kilifi (læs alle artiklerne ved at søge på Afrika her på sitet) i det nordøstlige Kenya.

Her hvor man virkelig mærker klimaforandringerne – ligesom man for tiden gør mange steder i det sydlige Europa, hvor ekstreme temperaturer og skovbrande hærger.

Det er også her i Afrika (men ikke kun der) at man mærker konsekvenserne af at den amerikanske administration har trukket støtten til USAID ganske pludseligt. Det har allerede dødelige konsekvenser – ikke mindst for børnedødeligheden. De oplevelser, satte noget i gang i mig.

Da jeg kom hjem fra den arbejdsrejse, var jeg så ramt af verdens nuværende tilstand – på mange fronter – at jeg besluttede at stille op til Folketinget og resten er historie.

Jeg har haft mere ferie i år – fire uger – end jeg har haft de seneste i tyve år, hvor jeg som selvstændig kun har tilladt mig ganske få dages sommerferie.

Svært at forlade haven om sommeren

Jeg har været på små ture til Tisvilde, Falster, Lolland, Møn og Sydsjælland.

Skovtårnet ved Haslev.

Og ellers har jeg været hjemme i min have, som jeg elsker så højt, at det er svært for mig at forlade det hele, mens alt er smukkest og haven har mest brug for omsorg og beundring.

Kirsebærrene gav en fantastisk høst denne sommer. Blommerne er klar nu, og det bliver også til store mængder at dele ud af. Derefter kommer æblerne. Roserne blev svedet af hedebølgen. Tomaterne giver ikke så meget som de andre år. Ærteblomsterne er fine. Kyllingerne vokser til.

De kom til haven ved adoption (vi har ingen hane) efter at Olga, den grå høne, blev skør og skruk i forsommeren. De tre andre høns – Rosa, Viola og Selma – har hygget sig med at være ude på græs næsten hele tiden, fordi jeg har været mere hjemme end jeg plejer (på grund af ræven kan de kun være ude, når jeg er hjemme). Også Irma – katten – har nydt godt af, at der har været selskab.

Græsset er blevet slået halvt en enkelt gang i år (slå det med opsamler, når der er frø på græsstrå og giv forspring til blomsterne). Vi har lagt tagpap på et skur. Vi har slået en halv hæk og venter med resten på grund af fugle og insekter. Jeg har plukket blomster, ribs, solbær, hindbær, jordbær og glædet mig over det hele.

Jeg har været på loppemarkeder og jeg har været på visitter hos dem, der stadig har sommerhuse, ligesom jeg havde engang. Jeg har læst, lyttet og lavet ingenting. Det har været en sommerferie lige efter mit hoved.

Klar til et travlt efterår

Jeg er klar til en travl sæson. Folketinget åbner salen allerede den 12. august i år – det plejer at være den 5. oktober. Der er meget lovgivningsarbejde, at tage fat på efter foråret gik med valgkamp, regeringsgrundlag og regeringsdannelse.

Den lille grønne avis fortsætter – det er mit hjertebarn og er også mit arbejde – Folketinget er, som man vil vide, et hverv. Og jeg tror, det er godt, at jeg stadig laver noget af mit gamle arbejde. Jeg har skåret ned på mange ting. Men vil stadig skrive. Det at skrive, har været en del af min identitet i hele mit voksne liv, så jeg kan ikke forestille mig ikke at fortsætte med at skrive.

Hvem vil du gerne læse om? Hvad vil du vide?

Nu er jeg kommet på en idé her i løbet af sommeren, at jeg vil skrive mere inde fra Christiansborg. Jeg vil udnytte, at jeg for tiden har muligheden.

Jeg kan se, at det stof, jeg deler inde fra Folketinget både i story og her er meget læst (du kan læse om mine første hundrede dage her). Derfor vil jeg lave en serie, hvor jeg stille spørgsmål til dem, der er valgt til at repræsentere os i vores parlament.

Hvem vil du gerne møde? Hvad vil du gerne vide? Hvad skal serien hedde? Skriv nedenfor, så vil jeg lytte til dine ønsker.

Jeg synes, at jeg har god mulighed her for at give noget tilbage. Fordi jeg både er folkevalgt og journalist. Endda en journalist, som driver mit eget medie, hvor jeg kan udkomme uden filter og helt frit. Det vil sige uden betalingsmur og uden at mine tekster bliver pakket ind i reklamer for et eller andet unødvendigt bras og rejser!! og iføres rubrikker, som er til for at få læsere til at klikke, så annoncørerne bliver glade. Det er blevet et gedemarked på de engang så gode aviser og magasiner.

Måske derfor savner jeg selv, at der er helt fredsommelige tekster, som fortæller hvem de folkevalgte er og hvad de i grunden vil. Det hele skal være skandale og ballade. Men ikke her.

Jeg glæder mig til at skrive serien – og jeg glæder mig til at være i dialog med jer, der læser med.

Tak for vores fællesskab her på Den lille grønne avis

Støt meget gerne arbejdet på MobilePay 580587 eller som abonnent. Vi modtager ingen andre tilskud end dem fra tilfredse læsere – og bidrag går til drift, website, studenter med mere.

10 kommentarer

  1. Jeg kl gerne læse om trafikpolitik. Jeg håber naivt at der trods al strukturel bilisme også findes vilje og evne i regering og folketing til at tænke klart og fornuftigt om trafikudvikling.

  2. Jeg synes, det er en rigtig god idé! Det er svært at trænge igennem medieflade, så jeg vil gerne læse om nogle af de folketingspolitikere, der sidder bagerst i salen, som ikke får automatisk medietid, men som jo må brænde for noget, der har drevet dem til at blive folkevalgte.

    Og så vil jeg gerne læse om dem, der har siddet i Folketinget længe og har været med til at udarbejde rammerne for konventionelt landbrug.

  3. Jeg vil også gerne kunne læse mig til, hvad de gamle garvede politikere der igennem mange år og ifølge dem selv, synes de har været med til at lave et fantastisk landbrug herhjemme, fyldt med alt for mange dyr i staldene, sprøjtet vores fine marker og vand til, om de egentlig er stolte af deres bedrift!
    De MÅ da kunne se det er forkasteligt.

  4. Jeg stemmer normalt ikke radikalt, men Zenia Stampe gik til valg på “ svinevalg “, og derfor fik hun min stemme. Nu venter jeg på handling, der ikke kan gå hurtigt nok, grisene i det konventionelle landbrug kan ikke vente, de lider hver dag, så hvad sker der, det må du gerne spørge Zenia Stampe om.
    Ps. Jeg håber der bliver kæmpet for alle dyr i konventionelt landbrug?
    Venlig hilsen
    Janne

    1. Hej – ja Zenia gik vældigt ind i sagen med grisene i valgkampen. Men vi er nu nogen, der har arbejdet for dyrevelfærden i 40 år… Jeg vil gerne interviewe Zenia som kulturminister, men hun kommer ikke til at arbejde med grisene i det nye folketing. Det gør jeg derimod, sammen med mange andre – jeg er dyrevelfærdsordfører, det er Christian Rabjerg, fra Socialdemokraterne, der er minister for området.

      1. Kære Signe. Tusind tak for interessant læsning ved hver udgivelse af nyhedsbrevet. Du er både fagligt dygtig og god til at formulere dig lige ud af posen.
        Jeg vil gerne følge tiltag og fremskridt til at skabe forbedringer inden for 1) boligsituation i København, da jeg har boligsøgende børn, der kan blive ret så modløse over udbud og huslejeniveau. 2) moms på frugt og grønt, 3) regler om udledning af gift i naturen og 4) landbruget, så det konventionelle landbrug ønsker at omlægge til regenerativt landbrug

  5. Hvor blev jeg glad for at læse hos dig, at Folketinget åbner allerede 12. august i år. Det har været svært at skulle vente på, at Regering og Folketing kommer i gang med arbejdet.

    Der er så meget der skal gøres og rettes op på. Vores natur og miljø, nedrivningerne af brugbare bygninger, svinelandbruget og alt det.

    Tak for dig. Jeg elsker at læse Den Lille Grønne Avis, som jeg naturligvis støtter hver måned.

    1. Hej Karen – mange tak for din støtte og tusind tak for, at du læser med og har orket at kommentere. Det betyder ALT at vide, at det man skriver bliver læst og modtaget… Tak

  6. Tak for det fine skriv.

    Jeg elsker at læse dine indlæg omkring folketinget og livet på Christiansborg, også billederne 😉

    Jeg har ikke nogen præferencer men læser det hele ! Jeg bliver klogere på ting jeg ikke vidste noget om ….jeg glæder mig altid til din lille avis 🙂

    At vi alle herinde kunne hjælpe til med varmt tøj og soveposer når det kneb aller mest for de udsatte, det gør mig stolt og glad … det burde være en samfundsopgave ja… men du trådte til med det du kunne gøre og vejen til hjælp blev hurtig og effektiv …al respekt herfra.

  7. Jeg vil rigtig gerne høre fra Signe Munk (som jeg stemte på 😊), hvilke overvejelser og planer hun har for at rette op på den offentlige trafik (især DSB). Og om det vil være muligt at sætte en stopper for Hærvejsmotorvejen.
    Desuden kunne det være spændende at høre om, hvordan man vil gribe reduktionen af griseproduktionen an. Her er det vel miljøministeren, minister for natur og dyrevelfærd og erhvervsministeren, der skal svare.
    Mvh. Bente

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *