Maggie er død

Den legendariske havehøne Maggie, som var maskot for Burhønsenes Befrielsesfront og på den måde havde næsten 9000 fans (i dag 2015 = 13.000) på Facebook, er død. Hun vil blive savnet. Men det lille kræ nåede at gøre en kæmpe forskel. Mange fortæller, at de tænker sig om en ekstra gang, når de lurer på en pakke buræg, eller en alt for billig skod-kylling, takket være ex-burhønen Maggie og den historie hun kunne fortælle om ”factory-farming”. Maggie kan ses en sidste gang på DR2 søndag aften (20.oktober 2013) i debatprogrammet ”På den anden side”. Maggies kamp for flere havehøns og færre burhøns/tremmekyllinger fortsætter ufortrødent i græsrodsbevægelsen Burhønsenes Befrielsesfront.

Det er lørdag eftermiddag. Jeg har ikke kunnet fortælle jer det før nu, fordi jeg har været så ked af det, men Maggie er død. Og nu

vil jeg fortælle hele historien til jer – alle jer børn og voksne, der gennem tiden har skrevet så mange breve og hilsener til Maggie og til jer, der har interesseret jer så inderligt for hende. Og jeg lover, at det nok også skal ende med at jeg skriver en børnebog om hende, sådan som rigtig mange børn har bedt mig om.

Maggie døde torsdag (17. oktober) en værdig og naturlig – men dog en meget voldsom – død. Og hun er nu begravet nede i den baghaven. Hun ligger i en pæn papæske som før indeholdt forårsløg og er pakket ind i laksefarvede aviser. Hun har fået blomster med sig i graven og et fint kors af bambus ovenpå. Til foråret kommer der tulipaner op fra Maggies lille grav.

”Min mor er bare meget glad for dyr og det er vores yndlingshøne, det er derfor…” sagde min yngste søn forklarende og undskyldende til de andre mennesker, der sad med deres hunde i venteværelset. Jeg tudede som om jeg var med i en tegneserie og var sådan en figur, der kan få tårerne til at sprøjte ud til alle sider.

Vi kommer der tit. Hos dyrlægerne. Vi kender dem. Vi henter mad til katten og hunden og får fikset dem, når der er noget. Den ene dyrlæge er mor til en af legekammeraterne og har engang – en søndag eftermiddag – syet min finger sammen uden anden bedøvelse end gintonic midt i et halloweenparty, hvor jeg med lidt for stor entusiasme skar grøntsager til den uhyggelige knoglesuppe.

”Du er blå i hovedet af at græde, skat” sagde min mor pragmatisk, da hun også kom ned hos dyrlægen. Nu var Maggie netop død,

helt død. Hun døde af sig selv, mens jeg ventede med hende inde på operationsstuen. Ventede på at hun kunne få en sprøjte, så hun i det mindste ikke skulle lide. Min kloge søn havde ringet efter sin kloge mormor, der kan finde ud af alt med dyr og natur og begravelser og hvem der skal huske at vaske hænder.

Min mor mindede mig (og min søn) om, at jeg aldrig har været god til det med dyr og død. Når slagtebilen kom for at hente vores lam på gårdspladsen derhjemme tudede jeg. Når ænderne skulle slagtes til jul tudede jeg. Når kattekillingerne skulle aflives løb jeg ind i skoven. Når hønsene skulle udskiftes fordi et nyt hold skulle lægge æg, sørgede jeg for ikke at være hjemme. Da vores gamle airdale-terrier døde tudede jeg i to måneder.

”Men det er også fordi… Maggie er ingen helt almindelig høne…”. Forklarede jeg grædende veterinærsygeplejersken og klinikassistenten og den anden dyrlæge, som var på vagt. Og de var alle sammen helt utrolig forstående og kærlige og hvis jeg nogensinde står med et dyr, der skal dø igen, vil jeg hen til dem. (De har endda ringet efterfølgende og hørt, om jeg var okay). Udefra set giver det jo ingen mening. Selvfølgelig ikke. Jeg flippede helt ud over en høne, en høne som jo (TRYK PÅ DEN GRØNNE CONTINUE READIN KNAP, HVIS DIN TEKST ER DELT HER)sådan set er et dyr, der spises til aftensmad i de fleste hjem et par gange om ugen. Maggie er jo ikke stort anderledes end en grillkylling eller en kyllingesandwich eller en grydekylling. Hvorfor være fuldkommen opløst over hende?

”Jeg er bare virkelig, virkelig glad for hende”. Flæbede jeg videre. Og forklarede, at Maggie havde boet hjemme hos os i lidt over to år og inden da var hun burhøne. Og at hun, mens hun har boet hos os, har lært ikke bare mig, men mange mennesker, rigtig meget om hvordan vi skal behandle dyr og hinanden og hvad der er i orden og ikke i orden. Nogle skriver endda til mig, at de ser hende som et ikon for kampen for bedre dyrevelfærd i Danmark.

Jeg har skrevet meget om Maggie i de to år, jeg har kendt hende… Hun er gået fra at være fuldkommen fortabt burhøne med sår og skader og ingen evner til at leve overhovedet (hun kunne end ikke gå i ly for regnen, da hun kom). Til at blive en kræsen, bestemt madamme, som blev førerhøne og meget glad for at gå tidligt i seng, spise flødeskum, majs, vindruer, grønkål og spegepølsemadder. Og for at tage bad i jordstøv.

Maggie er jo den Maggie. Maggie, som jeg altid – det slår aldrig fejl – bliver bedt om at fortælle om, når jeg er ude og holde foredrag (lige meget hvad jeg i øvrigt holder foredrag om). Maggie, som kendes af rigtig, rigtig mange børn. Og af naboer, stjernekokke, politikere, tv-værter, plejehjemsbeboere, småbørn, skolebørn, teenagere, lærere, direktører, Europa-parlamentarikere og endda ministre i flertal. Alle vil altid lige høre om Maggie.

Den Maggie, som har næsten 9000 fans på Facebook – noget mange større virksomheder med kommunikationsbudgetter kan misunde hende. Maggie, som kom her til haven i forbindelse med et tv-program (Fedt, Fup og Flæskesteg på DR2, hvor Thomas Breinholt og Kurt reddede hende fri af af tremmeburet for derpå at sætte hende fri i min have).

Maggie, som har haft besøg af rigtig mange børn – så mange, at vi har måttet indrette en bænk i hønsegården (hønsegården, som selvfølgelig har sit eget ”tag” på Foursquare, som Hanne Klintøe har lavet til hende: Maggies Hønsehus). Maggie, som for nylig

tog turen til Kongens Have som demonstrations-høne, for at vise børn hvordan man skal behandle høns (og Karen Hækkerup kiggede forbi). Og Maggie, som var i DR-byen i fredags, i Jacob Rosenkrands’ program ”På den anden side”, for at forklare lidt om nye græsrodsbevægelser og om dyrevelfærd. Maggie kan derfor ses – for sidste gang – på DR2 søndag aften kl.23.00 (programmet blev forproduceret pga efterårsferien). Og Maggie, som overlevede mod alle odds og blev en lykkelig fri, glad og kræsen havehøne i to år. Efter sine første halvandet år henne på en buræggefabrik i evigt elektrisk lys og i et lille tremmebur på størrelse med et stykke A4-papir.

Maggie døde en sådan set helt naturlig død efter at være blevet angrebet i haven af en stor hund, der ikke vidste at Maggie var noget helt særligt. I må ikke blive sure på hunden. Det var et hændeligt uheld… Hundens ejer, en dame fra nabolaget, kom med æbler til os. Og hønsene var selvfølgelig fri… Jeg skreg, så højt jeg kunne ad hunden og flåede ham væk – men han nåede at sætte tænderne i min Maggie lige for øjnene af mig. Et stort, dybt dræbende bid over ryggen. Hun blødte straks ud af munden. Jeg lagde tre hvide håndklæder omkring hende og kørte til dyrlægen.

Jeg har mange, mange gange i mit liv som hønseejer fået aflivet høns (har ikke gjort det selv, fordi jeg er en svækling) ved et hurtigt slag med en skarp økse på en huggeblok. Men jeg kunne ikke få halshugget Maggie. Jeg måtte se om noget kunne gøres og ellers måtte jeg få hende til at sove ind.

Man kan godt argumentere for, at det er dyrplageri, at hun ventede. Man kan også godt argumentere for, at vi burde have brugt hende som suppehøne, for ellers kan man jo ligeså godt blive veganer med det samme. Og der er jo også det store kredsløb osv. Og man kan godt argumentere for, at jeg er en kylling. Men lad være med det. Folk, som holder af dyr ved hvad jeg taler om…

Tilbage står, at Maggie har gjort en kæmpe forskel i sit lille liv som høne. Vi danskere spiser kyllinger hver dag. Vi

dræber for at spise. Sådan er det. Vi spiser æg hver dag – også når vi ikke tænker over, at vi spiser æg (kiks, kager, is, flødeboller, dressing osv indeholder æg og det er næsten altid buræg). Og jeg er ærlig talt stolt af, at rigtig mange er begyndt at tænke grundigt over mad med buræg, om de spiser buræg, om der er buræg som ingredienser i deres mad – ikke mindst takket være historier om Maggie.

Historier, der har nået flere hundrede tusinde mennesker ude omkring i hele landet (kan jeg aflæse inde i reach på Facebook-statistikken og kan vi læse ud af de mange historier på siden). Maggie er kendt fra tv. Hun er kendt fra tre klummer i ugebladet Søndag, hvor læserne igen og igen bad om flere historier om Maggie. Hun er kendt fra min blog, hvor jeg først begyndte at skrive om hende, fordi hun virkelig rørte mig.

Hun kom og hun rørte mit hjerte lige fra starten. Det var i september 2011. Det var dengang jeg arbejdede som en hest døgnet rundt (valgkamp). Jeg tog mig den frihed, at drikke en kop te på trappen om aftenen og kunne her betragte hønsegården og det ret fantastiske lille kræ, jeg mod min vilje havde fået ansvaret for. Det slog mig, at hun viste mig, hvad det virkelig handler om ude på fødevarefabrikkerne. Ude i industrien, hvor vores mad bliver til… Og at hun på den måde måske var nutidens vildeste hårdtarbejdende industriarbejderske. En working class hero af rang: Godt nok ikke et menneske, men et dyr, der til da havde arbejdet 24 timer i døgnet i en sweat shop af en fabrik. For hvad? For at vi kan købe billige skod-æg med blege blommer.

Så jeg begyndte at blogge om mønsterbryderen Maggie. Bloggen fik mange læsere, jeg blev interviewet om Maggie og hønsene, jeg skrev klummer og artikler, Maggie fik fanpost – masser af breve og mails og beskeder. Og jeg stiftede – for at kunne svare alle på alle spørgsmål om Maggie, dyrevelfærden og burhønsene – en fanside kaldet Burhønsenes Befrielsesfront. En side, som er blevet en slags græsrodsbevægelse. En side, hvor jeg hver dag i to år har kørt kommunikation om høns, dyrevelfærd, mad, fødevarer og havehøns. En bevægelse, der gav mig den fine titel ”Årets Ægtivist” – en pris indstiftet af Dyrenes Beskyttelse og overrakt af Fødevareminister Mette Gjerskov på Folkemødet i år.

Siden kører naturligvis videre. Som en græsrodsbevægelse (du er velkommen), der kæmper for at stoppe salg af skod-æg og skod-kyllinger via oplysning og forbrugeroprør og let pres på politikere, producenter og detailhandel. Der er sådan en ting som for billige kyllinger og for billige æg! Burhønsenes Befrielsesfront kører videre. Det skylder vi da Maggie!

Det var en god dag at dø, hvis det nu skulle være. Maggie løb frit rundt i haven og rodede i efterårsblade og nedfaldsæbler

og frø fra hjulkrone (som hun elskede). Hun fik en smule skæld-ud for at spise al palmekålen og grønkålen i baghaven (men fortsatte). Hun var blevet fodret med korn i græsplænen, fordi det er en sjovere måde at spise på, end op af en skål, synes Maggie. Og hun havde taget støvbad henne i det rabarberbed, som hun var godt i gang med at rasere. Hun var holdt op med at lægge æg, fordi hun var blevet en gammel dame på cirka tre et halvt år (det er oldgammel for en burhøne, andre høns kan blive meget ældre). Hun havde et i sandhed legendarisk og rigtig godt hønseliv, så længe det varede. Hun gjorde en forskel, hvad mere kan noget væsen ønske sig?

”Det er bare løgn, nu gider jeg ikke mere natur, ikke flere dyr, ikke mere død”… sagde jeg, og tog lidt grådkvalt pis på mig selv, da jeg parkerede bilen med min døde høne på bagsædet. For i vores indkørsel – her ti kilometer fra Rådhuspladsen og i et meget tæt bebygget område – sad en kæmpe stor rovfugl, en 60 cm høj musvåge, og hakkede i en af naboernes hvide høns, som den lige havde fanget. Over os kredsede sorte ravne ”kra, kra, kra”. Aldrig nogensinde før og med de hundredevis af høns jeg og min familie har haft gennem tiden, har jeg oplevet en høne blive taget af en rovfugl. Og så lige netop i dette øjeblik… da vi kom hjem for at begrave Maggie… Naturen er vild. Og surrealistisk. Og naturen går sin gang. Også i et villakvarter. Nogle gange er det lige lovlig barsk, det her ”urban farming”…

Jeg fik basket rovfuglen væk. Og naboens høne overlevede faktisk noget plukket og fortumlet. Og vi kom om i baghaven, fik gravet hul, samlet blomster og gjort som mormor sagde, at vi skulle. Maggie fik en fin lille begravelse og et kors og til foråret kommer der blomster, der hvor hun ligger.

PS. Hvis du på nogen måde har været berørt af historierne om Maggie og hvordan vi behandler burhøns, så overtal dig selv og nogle andre til at holde op med at købe buræg og produkter med buræg i. Fortæl meget gerne producenterne og detailhandlen, at vi forbrugere vil have æg fra frie høns. Få nogle frie høns i haven selv – de er de vildeste små affaldskværne og de er kæmpe god underholdning. Og endelig: Meld dig som fan af Burhønsenes Befrielsesfront her.