I dag den 17. oktober er det fire år siden Maggie døde. Det var en smuk dag. Ligesom i dag.

Jeg græd virkelig meget den dag. For Maggie døde pludseligt. Og voldsomt. Og Maggie var meget elsket. Ikke bare af mig og mine sønner og vores familie og naboer og venner. Men også af sine fans. Sådan nogle havde hun nemlig rigtig mange af. Især når man tænker over, at hun jo “bare” var en lille skravlet burhøne, der var blevet til en smuk førerhøne.

Maggie var noget helt særligt. På rigtig mange måder. Hun stod i spidsen for sin organisation “Burhønsenes Befrielsesfront” – hvor hun stadig har cirka 14.000 medlemmer. Og som jeg plejer at sige, når jeg holder foredrag, så er det overhovedet ikke noget problem, for mange andre bevægelser har da også en død leder. I øvrigt er det virkelig morsomt, at opleve – ude til foredragene – at der altid, altid, altid er nogen blandt tilhørerne, der kender til Maggie. Også selv om hun nu har været død længe.

Maggie har opnået det hun ville efter sin død. Buræg bliver fjernet fra hylderne i supermarkederne. Det var hvad ex-burhønen Maggie kæmpede for.

Sådan så Maggie ud, da hun ankom.

Jeg skrev utrolig meget om det lille seje kræ Maggie, mens hun levede. Og lige meget hvor meget jeg fortalte om Maggie, så ville hendes fans altid gerne høre mere. Hvad havde Maggie spist i dag? Hvem var Maggie nu blevet venner med? Var hun blevet førerhøne? Strejkede hun stadig? Var hun igen rasende over at burkyllinger koster en tyver? Der var altid noget at fortælle.

 

Senest har jeg skrevet hele historien om Maggie i min nyeste bog. Den hedder “Alt hvad jeg ved om at holde høns” og udkom for nylig og kan købes her på Saxo. Eller signeret hos mig via email. Den er så letlæst at den også kan læses højt for børn, der vil vide noget om at holde høns.

 

At miste Maggie var ikke for børn. Jeg har egentlig ikke særlig let til tårer. Men den dag græd jeg, som om jeg var med i en tegneserie. Min søn på 13 år var den store den dag. Maggie blev bidt i vores have. Af en hønsehund. Det var så tragisk som det kunne være. Hun var førerhøne. Hun stillede sig frem i front. Hun blev bidt. Jeg skreg. Drengene kom med hvide håndklæder. Hun havde puls og åbne øjne. Vi løb ud i bilen. Min yngste søn og jeg og Maggie. Ned mod dyrlægen. Jeg græd og græd. Min søn, der holdt Maggie, gjorde det eneste fornuftige, en 13-årig dreng kan gøre i den situation: Han ringede til sin mormor. Som var i nærheden. Han sagde: “Maggie er blevet bidt og mor er helt væk, hun er stået helt af, hun græder bare, kom ned til dyrlægen, den ved tankstationen”. Da vi stod foran dyrlægen, som også var mor i drengens klasse, sagde han klogeligt: Jeg går lige ind først. Så gik han ind og sagde til alle i venteværelset: Nu kommer min mor. Og vores høne. Som er blevet bidt. Og min mor, hun græder helt vildt, men det er bare fordi hun er meget, meget glad for dyr”.

 

Maggie kom foran alle andre og ind på operationsbordet. Men hun døde. Hun klarede den ikke. Jeg tog et billede. Min mor ankom. Vi tog hjem med hende. Min mor og drengene fik hende begravet. Med blomster. I haven. Og efter et par dage måtte jeg fortælle hendes fans, at hun var omkommet.

Hønen, som vi ikke havde ønsket og ikke havde reddet og ikke havde bedt om, men som vi var blevet meget glade for, var nu død.

Men tænk et liv hun havde haft.

Maggie da hun lige var flyttet ind. Med skader fra buret på kroppen.

Hun brugte de første halvandet år på at være fabriksarbejder i evigt kunstigt lys, i et bur på størrelse med et stykke A4-papir, inde i en hal, med larm, uden pind og græs og træer og helt uden den flødeskum, som hun kom til at holde så meget af senere i livet. Så en dag kom et tv-hold på besøg. Og Maggie var alligevel nået pensionsalder for burhøns. Det vil sige at hun skulle gasses og proppes i skraldespanden. Men tv-holdet fik øje på hende og tog hende med. Det var et program, der hed Fedt, Fup og Flæskesteg på DR2. De kom og ville filme nogle scener hjemme hos mig, i min hønsegård, med mine frie havehøns. Det var fint. Men da de skulle gå, kunne de ikke så godt have Maggie med. Jeg gad ikke at have hende. Det er besværligt og nogle gange umuligt, at  sætte en høne ind til andre høner, de har hakkeorden og der er meget i vejen. Så jeg kunne ikke tage hende. Men sådan blev det nu alligevel. Lidt mod min vilje.

Men hvad skete? Jeg, der har skrevet om burhøns og høns og kyllinger og mad og fødevarekvalitet og så videre og så videre i årevis – ja, faktisk talte jeg om burhøns første gang jeg var i tv som 20-årig – jeg har aldrig virkelig kendt en burhøne før Maggie.

Så nu lærte jeg hende langsomt at kende. Så hendes frygtelige skader, da hun ankom. Så hvordan hun ikke havde nogen ide om, hvordan man opfører sig, når man er en høne. Hun vidste ikke noget om noget. Lys og mørke. Hvad man kan spise. Hvor man skal sove. At man skal søge ly. At man ikke skal blive ude i regn og hagl. Hun vidste ingenting. Hun var håbløs. Og var nær blevet hakket ihjel af de stærke havehøns. Alt i mens hun lagde æg, som om hun blev betalt for det.

Men så skete der noget. Hun satte sig op på en stub væk fra de andre. Hun holdt op med at lægge æg. Jeg tænkte, at hun strejkede og at det ærlig talt var på tide for sådan en fabriksarbejderske.

Hun strejkede i tre måneder. Jeg har helt stolt af hende. Og da strejken var overstået, var hun en helt anden. Hun var blevet glad for mad. Hun sad på pind om natten. Hun lå på rede med halm. Hun tog støvbad i haven og passede sine fjer. Hun havde set sine vinger og fået et chok første gang hun foldede dem ud. Hun havde fået venner. Og en bedsteveninde: Tykkebær-Maja. Og til sidst blev hun førerhøne.

Alt det skrev jeg om. Og det gjorde, at Maggie fik fanpost. Så meget, at jeg måtte lave en fanside til hende på Facebook, så jeg kunne svare alle samtidig. For sjov kaldte jeg siden Burhønsenes Befrielsesfront. Jeg tænkte, at det dækkede, hvad Maggie kæmpede for.

Maggie i debatprogram på tv.

Maggie blev inviteret til ting. Og har haft besøg af flere ministre og store personligheder i sin hønsegård. Hun har været i tv og hun har været på festival. Men mange gange takkede hun nej. Hun skulle jo ikke stresses, men leve et godt liv i sin have med sine venner. Maggie fik nogle gode år på den måde. Og det er egentlig godt, at tænke på, at hun gjorde sådan en stor forskel for så mange.

 

I tiden efter Maggies død blev der skrevet om hende i alle mulige medier. Landbrugsavisen. Politiken. BT. Berlingske. Gastro. Lokalaviser. Ugeblade. Og en uge efter Maggies død kom Information med overskriften: “Seks dyr der ændrede verden”. Rumhunden Leika. Isbjørnen Knuth. Maggie. Som blev sammenlignet med hende den smukke aktivist fra Pussy Riots.

Maggie var bestemt ikke alene om at sætte fokus på Burhønsenes forfærdelige vilkår. Mange gør det og har gjort det. Men Maggie var en god case og hun var før andre. Og så var hun særlig. Vi, der fulgte hende kunne forholde os til dyrevelfærd, ved at kende et enkelt dyr. Vi så, at vi skal kunne leve med os selv, når vi spiser æg fra mishandlede dyr, også når æggene er i kager og mad. Hvis vi aftager buræg, så er der et marked for buræg og så bliver Maggies artsfæller puttet i bure og sat på overarbejde.

Metoden var enkel. Maggie var der. Hun var fotogen. Hun havde en god historie. Jeg fortalte den bare. Og via Maggie forsøgte jeg at skabe venlig dialog.

Et eksempel: Jeg skrev til en flødebolleproducent, at det var nogle herlige chokolader og flødeboller, de lavede, men fordi jeg nu vidste, at der var buræg i flødebollerne, kunne jeg ikke længere spise dem, fordi jeg vidste – fra Maggie – hvordan burhønsene havde det. Det var jo trist, når man elsker flødeboller. Og så spurgte jeg høfligt, om man kunne overveje at lave flødebollerne med økologiske æggehvider. Svaret var ja. Og hele produktionen – også af chokolade – blev lagt om til økologi. Jeg talte senere med ejeren, som jeg mødte tilfældigt, han fortalte, at det havde været det sidste lille skub, der skulle til.

Jeg har hele tiden troet på, at man ved hjælp af oplysning, informerende små opslag på sociale medier og venlige henstillinger i breve til supermarkeder og producenter kan nå virkelig langt.

 

Jeg har aldrig været ude at befri burhøns eller andre dyr. Jeg har aldrig lukket mink ud i naturen. Jeg har aldrig nogensinde gjort andet end at oplyse og formidle og skrive – alt sammen som regel ulønnet og dagligt – for at nå så mange som muligt i kampen for en mere etisk behandling af de dyr, vi spiser og spiser æg fra.

Den gode nyhed er, at det har virket.

Men derfor savner vi stadig Maggie. Jeg elsker, at hun kunne komme til os helt tilfældigt og lære os så meget om kærlighed og om etik. Det lille kræ! Hun fik mig til at græde. Meget. Men det er okay. Hun ændrede en lille bitte flig af verden med sit lille bitte liv.

*****

Links til historier om Maggie her:

Læs mere om høns og om Maggie herunder

På min blog: Den mest læste historie om at Maggie var død. Læsertal: Over 200.000

https://signewenneberg.dk/2013/08/mig-og-maggie/

https://signewenneberg.dk/2013/06/arets-aegtivist/

https://signewenneberg.dk/2013/05/guide-til-hons/

https://signewenneberg.dk/2013/04/signe-wenneberg-nomineret-i-tre-kategorier/

https://signewenneberg.dk/2013/01/opskrift-pa-grydekylling-pa-mormormaden/

https://signewenneberg.dk/2013/01/signe-laver-mad-med-adam-price/

https://signewenneberg.dk/2011/10/maggie-i-ugebladet-søndag/

https://signewenneberg.dk/2011/09/burhønen-maggie-der-kom-overlevede-blev-maskot-strejkede-blev-mønsterbryder-og-til-sidst-blev-en-fri-fugl/

BURHØNSENES BEFRIELSESFRONT: https://www.facebook.com/gooooook

http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE1912091/madeliten-svigter-underklassen-der-aeder-sig-ihjel-i-frituremad/

http://politiken.dk/tjek/forbrug/tjekmad/ECE2048238/det-er-blevet-hot-at-holde-hoens-i-byen/

http://politiken.dk/mad/madnyt/ECE1061752/industrikyllingernes-liv-er-en-fabrikshemmelighed/

MEDIER SOM HAR SKREVET OM MAGGIES DØD: 

http://politiken.dk/forbrugogliv/digitalt/internet/ECE2113652/tv-hoenen-maggie-lever-videre-paa-nettet/

http://www.information.dk/comment/776568 – (“Seks dyr der ændrede verden”)

http://www.bt.dk/nyheder/havehoenen-maggie-er-doed

http://www.dagens.dk/indland/burhønsenes-befrielsesfront-havehønen-maggie-er-død

https://news.dk/nyhed/931226/burhoensenes-befrielsesfront-havehoenen-maggie-er-doed

Facebook kommentarer

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Signe Wenneberg

Signe Wenneberg er forfatter og foredragsholder - samt uafhængig journalist. Udkommer på egne platforme. Er især at finde på Instagram - her på bloggen - og på Facebook-siden. Følg med hvis du interesserer dig for hverdagsaktivisme, dyrevelfærd, bæredygtighed, ressourcer, hus og have, mad og madspild.

Pin It on Pinterest

Tak fordi du deler...